Jugoslavisk kaos

Det politiske kaos i Jugoslavien, godt hjulpet på vej af Vesten, afspejler en dyb og mangesidet krise.
Milosevic-regimet ser ud til at være inde i sin dødskamp.

Ifølge officielle tal lå valgdeltagelsen ved det jugoslaviske valg på 74 pct. af en vælgerskare på 7,8 millioner. Af Montenegros befolkning på 650.000 stemte ca. 25 pct. efter at Milo Djukanovic’ regering havde opfordret til boykot. I Kosova stemte kun det lille tilbageværende serbiske mindretal - det store albanske flertal boykottede.

De første officielle tal fra valgkommissionen meddelte, at oppositionskandidaten Vojislav Kostunica, der har massiv støtte fra Vesten, havde fået 48 pct. af stemmerne, mens Milosevic’ og hans koalition (Serbiens Soocialistiske Venstreparti og Jugoslaviens Venstreparti, der ledes af hans kone Mira Markovic) skulle have fået 40.

De officielle valgregler kræver et 50 pct. flertal for at undgå en anden valgrunde. Den skal ifølge det officielle resultat finde sted den 8. oktober. Kostunica og hans DOS - en koalition af ikke mindre end 18 partier - hævder imidlertid, at de officielle tal er svindel, og at Milosovic har ‘hugget’ meree end en halv million stemmer. Ifølge DOS skulle Kostunica have slået Milosevic med 2,7 mio. stemmer mod 1,7 - eller 55 pct. mod 35. Denne fordeling ville overflødiggøre en anden valgrunde. Allerede før der forelå nogen officielle tal overhovedet, fejrede Kostunicas tilhængere resultatet med fester og optog i gaderne i Beograd og en række andre byer.

Valgkommissionens tal er ikke desto mindre et klart nederlag for Milosevic. Om der bliver en anden runde eller ej, gennemlever hans regime i disse dage sin dødskamp. Hvordan de sidste dage eller uger forløber, og hvordan efterspillet bliver, er uvist. Men Kostunica og Vesten bliver sejrherrer.

Vesten:Trusler og løfter

Forbløffende nok kendte Vesten resultatet, allerede før optællingen for alvor var gået i gang - ja, faktisk på forhånd. Dagen efter valget flød det med kommentarer fra den amerikanske, engelske og mange andre regeringer, som erklærede at Milosevic havde tabt valget stort, og at ikke engang massivt valgfusk ville kunne hjælpe ham: Han skulle trække sig tilbage øjeblikkeligt. En række lande lykønskede Kostunica med valget til præsidentposten.

Og dagen efter begyndte de militære trusler. Den britiske udenrigsminister Robin Cook opfordrede Milosevic til at gå straks, og truede ellers med aktioner: ‘Han kan ikke fortsætte ved magten uden nogen troværdighed eller anden autoritet end nøgen magtanvendelse’, sagde han på det trængte engelske Labour-partis kongres. Til at understøtte den militære trussel har NATO en større flåde liggende ‘på øvelse’ ud for Jugoslavien. Også i nabolandene Rumænien og Bulgarien gennemføres militærøvelser.

Den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen fulgte trop, da han udtalte: ‘Vesten har før kunnet handle beslutsomt overfor Milosevic’.

Den vestlige indblanding i det jugoslaviske valg overgår langt EUs i forhold til Østrig:voldsomme trusler, løfter bl.a. om ophævning af blokaden, massiv økonomisk og politisk støtte til Kostunica og den ‘demokratiske forandring’ . På forhånd kun ville Vesten kun anerkende ét udfald: Milosevic’ fald.

Dødskampen er i gang. Den kan blive grim. I første omgang har oppositionen meddelt, at den ikke vil finde sig i en anden valgrunde. Og Vesten har gjort det klart, at den vil yde aktiv dødshjælp.

Det jugoslaviske kaos afspejler den dybtgående krise, som først Tito-styret og siden Milosovic’ storserbiske chauvinisme, har udløst. Nu samles det endeligt op af den vestlige imperialisme. Arbejderne og det jugoslaviske folk har betalt dyrt - og kommer fortsat til at betale. -pp