Plan Colombia

Den 30. august besøgte USA’s præsident Bill Clinton Colombia. Lederen af verdens mægtigste imperialistmagt mødtes i havnebyen Cartagena under sin blot 10-timers visit med Colombias hårdt trængte præsident Andrés Pastrana. Den officielle anledning var USA’s milliardstøtte til Pastranas Plan Colombia, der ifølge de to præsidenter går ud på at "bekæmpe dem, der tjener på narkoproduktion, og sikre demokratiet og freden". Hvis dette virkelig var sandt, ville de to herrer utvivlsomt været blevet båret rundt i Cartagenas gader af glade colombianere, men dette var bestemt ikke tilfældet.

For at sikre Clintons og Pastranas sikkerhed var det tværtimod nødvendigt at omringe hele Cartagena med ikke mindre end 10.000 soldater og politibetjente, at lægge krigsskibe ved kysten og sætte flyvevåbnet i alarmberedskab. I hovedstaden Bogotá var der massive demonstrationer med titusinder af mennesker på gaden, mens politiet serverede tåregas og knippelsuppe til det colombianske folk, der har gennemskuet de krigeriske hensigter med denne så omtalte Plan Colombia, og som colombianerne d. 2. januar i år for første gang kunne læse om i dagbladet El Espectador. Fire måneder før, i september 1999, var Pastranas plan blevet præsenteret for Clinton-regeringen i Washington. Den var end ikke blevet diskuteret i det colombianske parlament og ej heller i Det Nationale Fredsråd. Det fik det meget indflydelsesrige colombianske ugeblad Revista Semana til d. 22. marts meget tørt at konstatere: "Mens man i Washington diskuterer en milliardstor hjælpepakke, der kan ændre krigens forløb, åbner man i Colombia ikke for debatten. (…)

Hvad er det, der er bag ved denne hjælp og gør, at næsten hele den herskende klasse i Colombia er tavs?"

Plan Colombia har ifølge sin officielle ophavsmand, Pastrana-regeringen, der har haft regeringsmagten siden august 1998, følgende fem strategiske mål: (1) fred, (2) stabilisering af økonomien, (3) kamp mod narkoen, (4) reformer inden for retsvæsnet og at fremme menneskerettigheder og (5) demokratisering og social udvikling.

Det er en plan for hele Colombia – sådan lyder i hvert fald den colombianske regerings propaganda. Og der er rigtig god grund til en samlet plan for hele Colombia, for landet gennemlever her og nu sin værste krise nogensinde: 20 % af Colombias befolkning på knap 40 mio. indbyggere lever i fattigdom; arbejdsløsheden er de sidste 10 år steget fra 10,2 til 20,4 % (Latinamerikas højeste), kun 13 % er fuldt beskæftigede, mens hele 60 % kun lejlighedsvis har arbejde; udlandsgælden er de sidste fem år steget fra 19,1 til ikke mindre end 34 % af landets BNP, og den årlige inflation er på godt og vel 10 %; 42 % af alle børn under 7 år (over 2,5 mio. børn!) lever i ekstrem fattigdom, og 56 % af disse i et sådant armod, at de pga. underernæring får varige fysiske og psykiske handicap; boligsituationen er katastrofal, hver dag besætter hjemløse 3,5 hektarer jord bare i Bogotá; de 20 % rigeste har i perioden 1990-99 øget deres andel af landets samlede indkomst fra 51,8 til 62,4 %, mens de fattigste 40 % i samme periode har set deres andel gå fra 13,6 til 10,5 %.

Men den plan, som den colombianske og amerikanske regering i fællesskab har udtænkt, vil ikke opfylde nogen af sine strategiske mål. Det er nemlig slet ikke dens formål. Der er en helt anden og langt mere uhyggelig dagsorden, og denne ses af, at hele 63 % af planens budgetterede 7,5 mia. dollars over de næste tre år skal bruges på "det nationale forsvar".

I denne forbindelse har høgen i Det Hvide Hus været gavmild, for han underskrev d. 13. juli i år en milliardstor "hjælpepakke", der imidlertid ikke er af socialt udviklende karakter – hvem havde i øvrigt også ventet det fra en amerikansk præsident?

Hele 75 % af de 1,3 mia. dollars (10,8 mia. kr.), som den amerikanske regering indtil udgangen af 2001 vil yde sin trængte colombianske kollega, vil nemlig gå til hypermoderne militært isenkram; 63 kamphelikoptere (30 Blackhawk og 33 Huey II), 6 mobile antiguerillabataljoner, herbicider til nedkastning over den colombianske jungle samt 500 militærrådgivere.

Hele denne enorme militære hjælp fra Uncle Sam har ét enkelt formål: at sikre den amerikanske monopolkapitals økonomiske interesser i Colombia. Og det er store interesser, der er på spil. Dette udtryktes bl.a. af vicechef for olieselskabet Occidental Petroleum (udvinder olie i det nordøstlige Colombia) Lawrence Meriage under et møde med det amerikanske senats antinarkotikakommission d. 15. februar: "Den private sektor har enorme vitale interesser i Colombia, og hjælpepakken må derfor godkendes så hurtigt som muligt."

Fem måneder senere udskrev Clinton en check på 1,3 mia. dollars, der dog også var en ganske god forretning for de amerikanske våbenmonopoler; United Technologies Corporations fra Connecticut skal nemlig levere de 30 Blackhawk-helikoptere til 12,8 mio. dollars stykket, mens Bell Helicopter Textron optræder som dødens købmand i form af leveringen af 33 Huey II.

Disse dødsmaskiner er rettet mod dem, der udgør den største trussel mod den amerikanske monopolkapitals udplyndring af Colombia – de antiimperialistiske befrielsesbevægelser, som nu i over 30 år har kæmpet for et andet Colombia, et frit og af imperialismen uafhængigt Colombia.

Befrielsesbevægelserne, hvoraf de tre største udgøres af Colombias Revolutionære Væbnede Styrker-Folkets Hær (FARC-EP) under ledelse af Colombias Kommunistiske Parti, Hæren til National Befrielse (ELN) samt Folkehæren til Befrielse (EPL), der ledes af Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister har tilsammen over 25.000 mænd og kvinder under våben og har i de forløbne år vundet så meget frem, at de nu kontrollerer næsten halvdelen af landet, nemlig stort set hele den østlige del af Colombia, et område på størrelse med Schweiz, der mestendels udgøres af tæt jungle. De har vokset sig store og truer med at tage magten. Derfor har Pastrana siden begyndelsen af 1999 ført fredsforhandlinger med befrielsesbevægelserne, men disse forhandlinger førte ikke til noget, eftersom de ville betyde massive indrømmelser til guerillaen og en kraftig formindskelse af de amerikanske multinationale selskabers indflydelse i landet – noget helt uacceptabelt i det amerikanske State Department.

Så derfor er tiden nu kommet til, at disse "narkoterrorister" i befrielsesbevægelserne skal destrueres med militær magt. Under dække af "kamp mod narkoen" liner det colombianske oligarki og USA-imperialismen op til det endelige slag. Havde den colombianske regering ikke gennem alle disse år modtaget omfattende amerikansk støtte, var den faldet for længst, men Colombia har altid været og er stadigvæk meget vigtigt for den amerikanske monopolkapital: amerikanske landbrugsmonopoler kontrollerer i alliance med de colombianske godsejere totalt landets eksportorienterede landbrug (kaffe, kød, sukker og andre afgrøder); en god del af den colombianske olieindustri, som er den 7. største leverandør til USA, er i hænderne på firmaer som Chevron Oil og førnævnte Occidental Petroleum (har siden 1995 mistet over 100 mio. dollars pga. guerillaens aktiviteter og har ingen ringere end den demokratiske præsidentkandidat Al Gore som storaktionær); Colombia grænser op til USA’s største olieleverandør, nemlig Venezuela (USA har de senere år reduceret sin afhængighed af olien i Mellemøsten og i stedet øget udbytningen af de olieproducerende lande i Sydamerika, herunder også Ecuador og Peru); efter overdragelsen af den efterhånden trange Panama-kanal til Panama, er der nu planer om en større kanal i Colombia, så derfor skal USA-imperialismen have konsolideret sit herredømme i landet for sikkert at kunne kontrollere den fremtidige kanal.

Altså står der temmelig meget på spil for imperialismens førerhund. Det er olie, big business og strategisk indflydelse, det handler om – ikke kamp mod narkoen, selvom den i øjeblikket kynisk bruges i den amerikanske præsidentvalgkamp for at vinde opbakning fra den menige amerikaner, der er godt træt af al den vold og elendighed, som narkoen forvolder i "Guds eget land".

Ligesom det sås i NATO-aggressionen imod Jugoslavien i foråret 1999, anvender imperialismen, her særligt den amerikanske, i form af "kamp mod narkoen" en umiddelbart sympatisk parole for at vinde folkelig opbakning til sine morderiske raid (NATO brugte "forsvaret af menneskerettighederne"). Det er med andre ord nødvendigt at gøde jorden for den imperialistiske aggression. Derfor har en meget stor del af de vestlige aviser og tv-stationer i flere år været travlt optaget af at udstille Colombia som et absolut verdenscentrum for al narkoproduktion. Man regner med, at ca. 80 % af al narko på det store amerikanske marked stammer fra Colombia. Denne narkotikaproduktion vil man nu efter sigende til livs. Det er der egentlig ikke noget nyt i, for siden den daværende amerikanske præsident George Bush i starten af 90’erne proklamerede sin kamp mod narkoen og spenderede millioner af dollars på antinarkotikabekæmpelse med herbicider smidt ned fra luften, med omfattende miljøskader til følge, er den del af den colombianske jord, hvorpå der dyrkes koka, blevet fordoblet. Årsagen er imidlertid ganske enkel. Kokaen dyrkes hovedsageligt i områder, der kontrolleres af regeringen og dens mest bestialske menneskeslagtere, de morderiske paramilitære dødspatruljer med den notoriske narkobaron Carlos Castaño som frontfigur.

Og disse områder, som ifølge den borgerlige argentinske avis Página udgør ca. 85 % af det samlede kokadyrkede areal i landet, besprøjtes ikke med herbicider, der dræber alt levende og tvinger bønderne til at søge længere ind i junglen for at kunne brødføde sig og sine. Nej, disse områder nyder tværtimod beskyttelse fra "verdens politibetjent". Narkopengene er nemlig en enorm saltvandsindsprøjtning til den amerikanske økonomi, og der hersker heller ikke nogen tvivl om, at en pæn del af disse penge, finansierer det dræbende isenkram, som skal gravlægge befrielsesbevægelserne og det colombianske folks håb om en bedre fremtid.

Det eneste, USA-imperialismen forlanger af sine narkobagmænd, er, at de laver deres forretninger uden alt for megen opmærksomhed, således at Stars and Stripes fortsat kan posere som verdens førende narkotikabekæmper. Derfor var Det Hvide Hus også særdeles "bestyrtet", da Colombias tidligere præsident, socialdemokraten Ernesto Samper, blev afsløret i at have tætte forbindelser med narkobaronerne, der bl.a. finansierede hans valgkampagne i 1998. Og om muligt endnu mere bestyrtelse i Washington, da amerikanske toldere samme år fandt næsten et ton kokain i et colombiansk militærfly, der var landet i Fort Lauderdale, Florida.

‘Kamp mod narkoen’ er den gigantiske propagandaløgn, hvormed aggressionen mod det columbianske folk og mod nabolandenes befolkninger sælges til verdensoffentligheden.