Dansk Metal trækker tænder ud på strejker

Med efterårets komme banker forbundskongresserne på. De bruges af forbundsledelserne til at cementere deres samarbejde med arbejdsgiverne og fremkomme med nye ideer til at undergrave arbejderklassens vilkår og kampmuligheder. Med udgivelsen af dette nummer af Kommunistisk Politik er Dansk Metal midt i deres kongres. Dansk Metal er i praksis kendt for at være et forbund, der åbent går meget langt til højre i deres bestræbelser for at komme arbejdsgiverne i møde. Denne kongres er ikke nogen undtagelse.

Sådan kunne Max Bæhring allerede i sin åbningstale offentliggøre, at vejen frem er kortere strejker. Det er storstrejkerne i 1998, som kom totalt bag på forbundstoppene, der stadig ærgrer Max Bæhring. Underkendelsens af de elendige forhandlingsresultater udløste en lang storkonflikt, som fagbevægelsens topledere ikke var i stand til at bilægge, hvorfor de blev reddet af et regeringsindgreb fra den socialdemokratiske ledede regering. Siden har LO og DA i fællesskab udarbejdet nye køreregler for afstemningen, der med effekt blev afprøvet i år, og som udvander mulighederne for at udløse den samlede kampkraft.

Dansk Metal ønsker nu at underminere kraften yderligere.

Derfor har Max Bæhring fremsat forslag om, at konflikten skal bilægges og arbejdet genoptages, når der foreligger et nyt mæglingsforslag. I modsætning til i dag, hvor der strejkes, til et forslag ved urafstemning er vedtaget.

Enkelte røster har peget på, at forslaget vil trække tænderne ud på effekten af strejker, da selve truslen om længere konflikt forsvinder, hvorfor det svækker forhandlingerne; men forslaget blev i det store og hele godt modtaget af de delegerede.

-gri