Læs også bagsiden Total kontrol med postbude

Dansk Postforbund er med god grund rystet over den millioner af kroner store bod. Så vidt vides er det kun sket én gang tidligere, at et forbund er blevet idømt en bod af Arbejdsretten i den størrelse. Det skete, da SiD blev pålagt organisationsansvar i forbindelse med HT-konflikten i den første halvdel af 80´erne. HT-chaufførerne havde nedlagt arbejdet i protest mod en chauffør, der ikke ville organiseres. I et interview udtalte daværende forbundsformand, Hardy Hansen, at han havde forståelse for chaufførerne, hvilket udløste Danmarkshistoriens største bod: 20 millioner kr.

Årsagen til dommen skal findes i 1998, hvor DPF afbrød al samarbejde med ledelsen – herunder de lokale ledelser – fordi finansminister Mogens Lykketoft stoppede ansættelsen af tjenestemænd (organiseret i DPF) og samtidig afskrev forbundets overenskomstret til fordel for SiD, der organiserer timelønnede postarbejdere.

Det var selvfølgelig en bombe under forbundet og dets medlemmer, der blev frataget deres forhandlingsret. For eksempel blev medlemstallet over en kort årrække reduceret fra 15.000 til 12.000 medlemmer.

Forbundet valgte derfor al afbryde al samarbejde med ledelsen, hvilket i sig selv udløste en bod på én million ud af det samlede beløb. De resterende 800.000 kroner er fordelt på de to underafdelinger, som er pålagt ansvaret for såkaldte systematiske arbejdsnedlæggelser.

Strejkerne, som i øvrigt i størst udstrækning blev iværksat fælles af tjenestemænd og postarbejdere, blev udløst, fordi Post Danmarks ledelse havde gennemført et nyt arbejdstidssystem, som skulle garantere de nødvendige afløsere i perioder med stor postmængde. Løftet, som også var givet af SiD- og DPF-ledelserne, blev ikke holdt.

Finansministeriet og Post Danmarks ledelse har i årtier haft succes med at splitte de to forbundsledelser ad, hvilket de har haft meget let ved, fordi forbundstoppene på skift har benyttet sig af en skadelig chauvinisme, der har kostet medlemmerne dyrt. På de lokale postkontorer har medlemmerne som hovedregel godt kunne finde ud af at samarbejde, fordi deres arbejde grundlæggende set er fuldstændig identisk.

I første halvdel af 70´erne var det tjenestemændenes organisation, der var inde i varmen, da de i modsætning til postarbejdere ikke havde/har strejkeret. Postarbejderne udløste en række effektive strejker for at rette op på arbejdsforholdene, mens tjenestemændene ofte fungerede som skruebrækkere. Alibiet var, at postarbejderne slet ikke eksisterede, da de kun fungerede som afløsere for tjenestemænd.

For at komme strejkerne til livs valgte ledelsen over en kort årrække at nedskrive antallet af postarbejdere til et minimum. Mange af de fagligt aktive postarbejdere blev i denne proces ansat som tjenestemænd, hvilket var med til at udløse kampkraften i disse rækker. Højdepunktet faldt i forbindelse med storkonflikten i foråret 1985, hvilket væltede ledelsen af Københavns Postbudeforening (den ene underafdeling af DPF), da formanden havde opfordret til skruebrækkeri.

Så skiftede Post Danmark igen kurs, hvorefter det var tjenestemændenes tur til at blive lagt på is, hvilket toppede, da Mogens Lykketoft fratog dem deres forhandlingsret.

Forbundsledelsernes chauvinisme har altid givet arbejdsgiveren let spil. I forbindelse med de senere år kan man spørge, hvordan SiD har kunne tillade, at deres arbejdskammerater stod uden forhandlingsret!

Faktum er, at Post Danmark ved at spille på den ene henholdsvis den anden har forværret arbejdsforholdene til ukendelighed. Faktum er, at DPF de seneste 5 år har ligget totalt underdrejet med udsigt til på sigt at miste samtlige medlemmer. Derfor har DPF-ledelsen ført febrilske forhandlinger om en sammenslutning med SiD. Hele forhandlingsforløbet har været kendetegnet af den stadige chauvinisme, hvori der blandt andet indgår slagsmål om de fremtidige poster. Efter mange års forhandlinger lykkedes det tidligere på året endelig at nå fem til et resultat, som SiD umiddelbart tilsluttede sig.

For et par uger siden kunne Dansk Postforbund på deres kongres tilslutte sig en urafstemning om samme. Det fandt sted med stemmetallene 166 contra 27. Det er specielt blandt de københavnske tillidsrepræsentanter, modstanderne findes.

Resultatet af urafstemningen foreligger den 26. september, og en eventuel sammenlægning vil finde sted pr. nytår.

Alt andet lige vil en sammenlægning give bedre mulighed for et sammenhold og dermed fælles udløsning af kampkraften, men forudsætningen for resultater er også betinget af, om dette sammenhold vendes mod nye forræderier fra de samme – i hovedsiden – faglige bosser.