Den reformsyge euro

At euroens værdi i forhold til dollaren siden dens introduktion i januar 1999 er faldet med en fjerdedel, har gjort det vanskeligt for toppolitikere og koncerndirektører at finde en grimasse, der kan passe. Det betyder nemlig, at den udenlandske kapital, euro-landene søger at tiltrække, i stedet er søgt til USA på baggrund af det langvarige økonomiske boom, der har præget den amerikanske økonomi med langvarige rekordhøje aktiekurser. I stedet for kapitalflugt til Euroland har der været en kapitalflugt ud af Euroland. Også de europæiske storbanker, investeringsselskaber, fonde o.s.v. investerer i dollaren og i det amerikanske opsving, selvom de principielt er tilhængere af en stærk euro, og i selve værket står bag den.

Det er netop det kapitalistiske markeds egne love, behovet for profitmaksimering og den skærpede internationale konkurrence på alle felter, der får dem til at handle i modstrid med, hvad de højlydt og officielt plæderer for. Pisken over nakken på dem - også når det gælder spekulationer og investeringer i, hvad marxismen kalder ‘fiktiv kapital’, dvs. aktier, obligationer og alle de rentebærende papirer, hedder loven om profitratens faldende tendens.

At det er gået modsat af, hvad der blev spået og forventet ved introduktionen af euroen, har været en bitter erkendelse for euroens fædre, sønner og vismænd. Der blev spået en stærk valuta på internationalt plan, først og fremmest båret frem af en stærk tysk D-mark. Det nytter ikke, som den tyske kansler Gerhard Schröder gør det, at bortforklare svagheden med, at den i virkeligheden vil vise sig at være en styrke. Reelt set er euroen blevet voldsomt devalueret, i tørre tal med en fjerdedel i forhold til dollaren, og det var ikke en devaluering, men det modsatte, man tilstræbte, en stærk valuta, der ville tiltrække investeringer og kapital.

En devaluering i forhold til USA har en gunstig virkning på eksporten, og dermed på produktionen til eksport. Det er den utvivlsomt gunstige virkning, Schröder henviste til, da han udtrykte sin ‘ubekymrethed’ over den faldende euro - og fik spekulanter (investorer) til at kaste sig over dollaren med fornyet appetit. Men væksten i importen ud af Euroland (som også danske eksportkoncerner nyder godt af) er kun et enkelt aspekt ved situationen, der kan bidrage til at forlænge den nuværende højkonjunktur.

Euroens svækkelse begrænser samtidig importen af amerikanske varer, hvilket får det amerikanske handelsunderskud til at vokse og skærper handelsmodsætningerne mellem EU og USA, med potentielt nye handelskrige til følge, der kan få de nuværende til at ligne småkævlerier.

Importen af varer, der betales i dollars, er blevet væsentlig dyrere, og det afspejler sig i første række og meget synligt i olieprisstigningerne (der også har andre årsager) og i den generelt voksende inflation i Euroland, der ligger næsten 25 pct. over den tilstræbte 2 pct.-grænse.

Den sikreste virkning af devalueringen af euroen er en udhuling af arbejdernes realløn, en sænkning af levestandarden for det store flertal. Og det slår også direkte igennem i Danmark, der har bundet kronen til euroen gennem fastkurspolitikken.

Lige pludselig opdager også De Konservative, at folkepensionister ikke har råd til en ekstra olieregning på op mod fem tusinde kroner om året, og at der kan være udsigt til frysende pensionister til vinter . . .

Forventningerne til euroen var, at den ville blive domineret af den stærke D-mark, der skulle sætte sig igennem. Men euroen er ikke blot en relativ stærk D-mark, men også en væsentlig svagere franc, lire osv. Og netop dette er et forhold, som de professionelle optimister på euroens vegne konsekvent ser bort fra, når de taler om, at euroen er ‘undervurderet’, og at dens reelle styrke lige om lidt vil afspejle sig i stigende kurser (som de har påstået i snart to år).

De taler også om, at det ikke er euroen, som er svag, men dollaren, som i øjeblikket er usædvanlig stærk. Der kan, som i tiltroen til, at den tyske økonomis styrke vil slå igennem i vurderingen af euroen, også være nogen sandhed heri.

Det langvarige amerikanske opsving, der i år forventes at nå en vækst på ikke mindre end 5 procent, et meget højt tal for en udviklet imperialistisk økonomi, er blevet fastholdt og forstærket gennem tilførslen af enorme kapitalmængder, der blev trukket tilbage fra Asien, Latinamerika og andre steder i forbindelse med finanskriserne der, og også suppleret med mængder af kapital fra Europa. Samtidig har USA udviklet sig som en gigantisk lavtlønsøkonomi. Så godt som hele væksten, næsten alle de nye arbejdspladser, der prales med, består i elendige lavtlønsjob i servicesektoren. Det lave og faldende lønniveau er netop med til at gøre USA attraktivt for investeringer.

Men det amerikanske opsving får naturligvis på et tidspunkt en ende - og eurooptimisterne spekulerer netop i, at det vil betyde en styrkelse af EU-valutaen.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at kapitalen vil strømme fra et økonomisk svækket USA (indikatorerne tyder på allerede en stærk afsvækning af væksten i 2001, til omkring 2 pct.) til et styrket og boom’ende EU. For der er også tegn på ‘afmatning’ i EU-landenes økonomi, ikke mindst den tyske. Det gunstigste perspektiv for euroen (der baserer sig på en svækkelse af konkurrenten, som al fremgang under kapitalistiske omstændigheder gør og må gøre det) er begyndende krise i USA og boom i Tyskland/EU. Men det er blot én og ikke den sandsynligste mulighed. Langt snarere vil en egentlig økonomisk krise ramme begge disse to store økonomier nogenlunde samtidig og nogenlunde parallelt - og dermed betyde en generel svækkelse af begge valutaer.

Euroen er ikke noget stærkt, men et særdeles skrøbeligt projekt, og det kan endnu blive væltet overende af indre modsætninger. Den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, der må regnes som en af dens ‘fædre’, er ikke blind for denne mulighed, når han om hele den økonomisk monetære union (ØMU’en) siger: ‘Bryder den sammen, f.eks. på grund af for store inflationsforskelle mellem ØMU-landene, som vil ramme beskæftigelsen i lande med høj inflation, vil vi vende tilbage til det system vi kendte tidligere, hvor et land (nemlig Tyskland, KP) dominerer.’

Netop på grund af dens skrøbelighed vokser tempoet i den politiske og militære udbygning af unionen, for at søge at sikre den mod atomisering - med Tyskland som den klart dominerende magt.

Der foregår således en intens konkurrence på internationalt plan om at tiltrække kapital og investeringer. Og det sker på bekostning af arbejderne, der betaler med fald i reallønnen, nedskæringer i velfærden, nedskæring af understøttelser og sociale forringelser.

Møntunionen og euroen har netop ført til en skærpelse af konkurrencen om investeringerne. Både imellem EU og USA og andre økonomier, og mellem EU-landene indbyrdes.

ØMU’en og euroen har fra starten taget sigte på at reducere monopolernes og koncernernes omkostninger på de arbejdende bekostning. Det ligger og lå i det indre marked, det lå i Maastrichttraktaten, i hele unionsprojektet, fra skridt til skridt.

Den tilstræbte faste høje massearbejdsløshed, reduktionen af tilskud til nye arbejdspladser fra den kapitalistiske stats side og den faldende realløn er både en konsekvens af ØMU’en og unionens økonomiske politik til gavn for monopolerne, og samtidig et incitament til at gøre investeringer attraktive.

Konkurrencen mellem de enkelte unionslande herom ophæves ikke af euroen. De enkelte lande bestræber sig for at sænke beskatningen af virksomhederne for netop derigennem at tiltrække investeringer - og samtidig opmuntrer unionen i samme generelle retning. Taberne her bliver de svageste økonomier, der som Irland må gøre exceptionelle bestræbelser og give særlige begunstigelser for at tiltrække kapital. Og det er den kategori, også Danmark tilhører.

Det er i denne situation, presset fra storkapitalen og deres politikere for at gennemføre ‘omfattende reformer’ i Euroland på de arbejdendes og folkenes bekostning vokser.

Dagbladet Børsen skriver det klart og tydeligt i en leder med titlen ‘Euro-ja skal sikre reformstærkt EU’ (4.9):

størst i de store lande. Ergo er det de mindre EU-lande, der må lægge sig i selen, og her kan reformlande som Holland, Danmark og Finland være front-runnere.’

Hvad det er for nogle ‘reformer’, der er tale om, afslører den tidligere tyske finansminister Theodor Weigel med al plastisk tydelighed i den udtalelse, som citeres i indledningen til denne artikel: Det er skattereformer, som væsentligt skal reducere selskabsskatterne. At de i første omgang, som ved den tyske skattereform fra i sommer, også for at blive solgt til befolkningen indebærer nogle skattelettelser for de småborgerlige mellemlag, og en lille bitte smule for arbejderne, indbefattet lavtlønnede og arbejdsløse, er de lunser, der foreløbig kastes ud for at få dem til at glide ned. Weigel foreslår derudover yderligere nedsættelser for de store koncerner.

Det er ‘grundlæggende reformer af velfærdsystemerne’. Det betyder deres afskaffelse, eller reduktion til det allerlaveste niveau, der kan drives igennem uden sociale opstande. Der er i Danmark den fejlopfattelse, også blandt unionsmodstandere, at den danske velfærdsmodel fortsat eksisterer, selvom det er i noget ramponeret forfatning. Realiteten er, at den allerede er tilpasset det lave unionsniveau for velfærd. Men selv dette lave niveau skal eftertrykkeligt sænkes. Det vil skrotte selv de sidste rester af den nordiske skattefinansierede velfærdsmodel.

Og det er ‘mere fleksibel arbejdsmarkedspolitik’. Det betyder en yderligere hurtig udvikling af monopolernes europæiske arbejdsmarked - med færre rettigheder, mere fleksibel arbejdstid, stærkt faldende realløn, voksende samlet arbejdstid og fortsat massearbejdsløshed. At folk skal springe hurtigere rundt til en endnu lavere løn, på endnu mere skæve tider. At nedslidningen og stresset på arbejdspladserne vokser enormt. De europæiske politikere sværger på, at de ikke vil gøre Europa til et ‘lavtlønsarbejdsmarked’ a la det amerikanske. Det er nøjagtig det, de har til hensigt i den globale konkurrences hellige navn. KP