Perspektiver ved et Nej

Det formelle spørgsmål ved folkeafstemningen er et ja eller et nej til euro’en - til traktatbestemt deltagelse i en møntunion og den faste binding til en valuta, den danske krone allerede længe har været bundet til som følge af fastkurspolitikken overfor først D-marken, og dernæst euroen fra dens start.

Men det reelle indhold går langt videre, og det er dette skjulte indhold, som kommer for dagen i kraft af folkeafstemningsprocessen, som gør afstemningen og dens resultat til et spørgsmål, som følges med spænding ikke bare i alle danske afkroge, men i hele unionen og udenfor, tilmed i USA og på de øvrige kontinenter.

For den danske folkeafstemning bliver også til en målestok for den folkelige opbakning eller mangel på samme til monopolernes og unionspolitikernes store projekt, den planlagte udvikling af unionen hen imod noget i retning af Europas Forenede Stater. Den bliver også til en målestok for opbakningen bag den fælles mønt selv på et tidspunkt, hvor euro’en har slået en hel stribe bundrekorder i forhold til den amerikanske dollar og den japanske yen - og dermed har opført sig i strid modsætning til unionspolitikernes og deres økonomers løfter, forudsigelser og spådomme.

Drømmen om at euro’en på basis af D-markens relative styrke og internationale rolle hurtigt skulle udvikle sig til en international reservevaluta ved siden af dollaren har vist sig at være en ønskedrøm.

Derfor befinder euro’en sig ikke bare i en krise i sig selv, på markedet, men også i en politisk krise - som strømmen af beroligende erklæringer fra unionens økonomiminstre, regeringschefer og bankdirektører ikke kan skjule. Og som en Marianne Jelveds forsikringer om er uden betydning for danskerne, og egentlig ikke rager dem, blot er et udtryk for den omsiggribende panik, som har ramt de arrogante unionspolitikere, som frygter folkets dom.

Danskerne går til afstemning om euro’en på et tidspunkt, hvor den er i krise, om end den søges tilsløret, og derfor vil et dansk ja udløse det største lettelsens suk i unionshovedstæderne siden ‘sejren’ i krigen om Kosova. Og derfor vil et dansk nej udløse en politisk krise for ikke bare euro’en, men hele unionsprojektet. Det vil stimulere ikke bare den udbredte folkelige skepsis mod euro’en i både de tilsluttede og indtil videre udenforstående lande, men også modstanden mod hele unionsprojektet som sådan, presse på i retning af at den videre opbygning af unionen foregår med en række kernelande med Tyskland og Frankrig i spidsen og andre i løsere tilknytning.

I alle de tågebanker af løgn, propaganda, forvirring og panik, der allerede er kastet over det virkelige indhold af folkeafstemningen, og som ikke vil blive mindre, hvis Nej’et bliver en realitet, at dets alleregentligste indhold vil være arbejderklassens - de danske, men også de europæiske arbejderes - nej til både den økonomiske union, euro’en og den politiske union. Det vil være et udtryk for dens klassemodstand mod monopolernes Europa. Et dansk nej vil dermed ikke bare uddybe den danske reformismes, socialdemokratiets krise, men krisen for hele det europæiske socialdemokrati, der har lænket sig i et ubrydeligt skæbnefællesskab til monopolernes stadigt udvidede unionsprojekt. Det vil blive yderligere accentueret af den kendsgerning, at der er socialdemokratiske regeringer i de fleste af EU-landene.

For det er arbejderklasen, der er kernen i den konsekvente EU-modstand, i Danmark som i unionen som helhed. Men arbejderklassens modstand har ikke en omfattende politisk repræsentation nogetsteds, fordi denne kun kan repræsenteres af stærke kommunistiske partier, og de er endnu ikke blevet opbygget i de europæiske lande. Derfor er dens perspektiver også undertrykt. Men i sidste ende er arbejderklassens perspektiv socialisme, socialisme i hvert enkelt land - og ikke en alternativ model til unionen, en slags socialistisk Europas Forenede Stater.

For arbejderklassen og den brede befolkning føres kampen mod euro’en og unionen i første række som en forsvarskamp for de daglige interesser, mod sociale nedskæringer, faldende realløn o.s.v., og som en politisk kamp mod unionsudbygningen.

Men i tilfælde af et Nej vil arbejderklassens konsekvente modstand, som indbærer en fortsat kamp mod euro’en og bindingerne til euro’en, en fortsat kamp for at Danmark træder helt ud af den europæiske union, fra første øjeblik blive saboteret af de småborgerlige og borgerlige kræfter, der politisk dominerer Nej-siden, fra Pia Kjærsgård og Dansk Folkeparti til Holger K. Nielsen, SF og Junibevægelsen. De undlader ikke bestandigt at erklære, at de er tilhængere af EU, men blot modstandere af euro’en og nogle af de øvrige uundgåelige aspekter af unionen. Både DF og SF gør sig klar til at indtage ministerposter i en kommende hhv. borgerlig eller socialdemokratisk unionsregering.

Selvom et ‘nationalt kompromis’ som i 92 ikke kommer på tale, vil vi blive vidne til en massiv bestræbelse på at tilintetgøre nej-sidens mulige sejr og dens umiddelbare perspektiver i retning af en yderligere frigørelse fra euro’en og udtræden af EU. Den konsekvente modstand vil derimod søge at optrappe denne kamp i den situation, som opstår med en dansk nej, som udløser ikke bare en politisk krise i Danmark, men kan udløse en almindelig krise for hele unionsprojektet. -lv