FN, WTO og globaliseringen

Den globale festbanket

FNs millennium-topmøde som optakt til den årlige generalforsamling var den største mønstring nogensinde af regeringschefer, præsidenter og kronede - fra 150 lande. Der var dækket op til global festbanket. Imens vokser protesterne mod globaliseringen.

Enkelte danskere bemærkede måske, at statsminister Poul Nyrup et par dage forlod EU-valgkampen og gik rundt i New Yorks gader i sit pæneste dress og med næsen i sky. Han var en af deltagerne i banketterne, da det største opbud af statschefer og konger med følge nogensinde drog til FNs såkaldte millennium-topmøde. Med dette gigantiske medieshow var der lagt op til en styrkelse af det FN, som i den hæsbæsende globaliseringsproces gennem det seneste årti er blevet skubbet mere og mere i baggrunden på den internationale arena af de store imperialistiske magtblokke, og først og fremmest USA, der har en enorm gæld til organisationen.

Blandt midlerne til atter at bringe FN ind i en mere central rolle på den aktuelle internationale dagsorden var opstillingen af en række målsætninger for fremtiden.

Et ynkeligt langtidsprogram

Afviklingen foregik uden mislyde. FNs generalsekretær Kofi Annan fik vedtaget et slutdokument på ti sider, som alle tilsluttede sig, der bakker op om et stærkere FN.

Blandt de centrale reformer af FN-strukturen, der planlægges (med dansk støtte) er en udvidelse af sikkerhedsrådet, der skal gøre Tyskland og Japan til permanente medlemmer.

Blandt slutdokumentets målsætninger var:

Inden 2015 skal fattigdommen halveres. Ligesom antallet af mennesker, der ikke har adgang til rent vand skal halveres.

At fattigdommen skal halveres betyder, at antallet af mennesker, der lever for under en dollars om dagen skal halveres.

Inden 2020 skal leveforholdene forbedres markant for de mindst 100 millioner mennesker, der lever i den fattigste slum.

Verdens børn - både drenge og piger - skal alle have mulighed for en grundskoleuddannelse.

Inden 2015 skal udbredelsen af HIV/Aids og malaria standses og antallet af syge igen begynde at falde.

Det er de væsentligste punkter i FNs langsigtede vision til forbedring af den globaliserede verden, som de 150 festende statsoverhoveder er enige om. Det ynkelige ambitionsniveau gør det indlysende, hvorfor FN ikke har og ikke vil få en central rolle for arbejdernes og folkenes kamp for bedre leveforhold. Det er et nødhjælpsprogram til den mest nødtørftige opretning af de stadig voksende fattigdomsskader - og kun for de allerfattigste i de allerfattigste lande - som imperialismens og kapitalismens globale hærgen medfører. Og samtidig er målsætningerne blot papir: Som organisation mangler FN de økonomiske midler til bare at optræde som en gigantisk nødhjælpsorganisation. Dommen kan fældes på forhånd: selv dette elendige papir er gøgl og narreværk, et nyt forsøg fra verdens toppolitikere på at bedrage de fattige milliardmasser, der igen og igen har set statslederenes papirerklæringer med deres datoløfter om forbedringer ikke blive til noget som helst.

Både papiret og Annan var taknemmelige, men de fattige lande bliver stadig fattigere, de fattige i de fattige lande bliver stadig fattigere, de fattige i de rige lande bliver stadig fattigere. Mens alle de rige, i fattige som rige lande, bliver stadig rigere deltagere i den globale festbanket. Det er den ubehagelige, ubestridelige og grundlæggende kendsgerning om verden i dag, som ingen kan sno sig udenom. Dommen over den globale kapitalisme, der som samfundssystem er stødt på sine historiske skranker.

Antiglobaliseringsbevægelsen vokser

En vigtig politisk kendsgerning er det, at antiglobaliseringsbevægelsen vokser. Også de multinationales politikplanlægningsorganisation World Economic Forum blev mødt med store protester fra titusinde demonstranter, der ville forhindre deltagerne i at mødes i Melbourne, Australien i sidste uge. Hovedkravet: betingelsesløs eftergivelse af u-landenes gældsbyrde blev igen understreget i gaderne. Og bevægelsen forbereder nye aktioner: Nu planlægges en genoptagelse af WTO-møderne, indenfor et halvt år, med EU og Japan som fælles initiativtagere til et nyt udspil til gavn for de multinationale og de imperialistiske magtblokke.

Den politiske svaghed i den nuværende antiglobaliseringsbevægelse er indlysende: dens dominerende reformistiske fløj drømmer om en globalisering, der ikke foregår på nyliberalt grundlag. (se f.eks. Enhedslistens internationale sekretær Kenneth Haars på mange punkter ellers udmærkede artikel i Dagbladet Arbejderen om euro’en og globaliseringen 29.8). Men der findes ingen anden ‘globalisering’ end imperialismens og de multinationales - og intet alternativ andet end arbejderklassens og folkenes revolutionære kamp.

Da Nyrup stak næsen i vejret i New York meddelte han den samlede internationale danske presse følgende vits: ‘Lad os nu få slået fast, at mennesket altid kommer før markeder, varer og penge. Profitten alene skal ikke styre det, og det må de store multinationale virksomheder også erkende.’ (Jyllands Posten 9.9). Men netop profitmaksimeringen er ikke bare de multinationales, men selve kapitalismens økonomiske grundlov. Den kan ikke laves om, Den sætter sig igennem, så længe kapitalismen eksisterer. Alle forsøg på at reformere den er faldet og vil falde ynkeligt sammen. -ko