Et rungende Nej til euro og Union

Den danske folkeafstemning falder sammen med en krise for euro’en og euroland, som bliver stadig mere åbenlys. Væk er de begejstrede forudsigelser om den stærke valuta, som skulle sikre hurtig vækst, stabile priser, lav inflation, og som i løbet af kort tid skulle gøre euro’en til international reservevaluta ved siden af dollaren. EU’s økonomiministre og centralbankchefer udsender i stedet beroligende meddelelser om, at en ‘svag’ euro har sine særdeles gode sider, og truer de internationale valutaspekulanter - herunder de samme europæiske storbanker, som ellers ‘sværger’ til en ‘stærk’ euro - med massive støtteindgreb ved brug af dollarreserverne.

Det lader sig imidlertid ikke skjule, at euro’en ikke har opført sig som forventet og som profeteret af unionspolikerne og af de borgerlige økonomer, som kaldes ‘vismænd’, men har samme funktion som mindre udviklede samfunds spåmænd. Og det kan ikke overraske udfra en marxistisk betragtning, udfra en reel indsigt i kapitalismensudviklingsmønstre. I sidste ende bestemmes valutaens relative styrke ikke af ønsker eller politisk vilje, men af den kapitalistiske produktionsmådes og det globale markeds egne bevægelser, der unddrager sig reel styring. Der er sket det modsatte af, hvad de lovede: i stedet for fast lav rente er der sket en hel serie rentestigninger fra Den europæiske Centralbank (som øjeblikkeligt følges i Danmark), i stedet for lavinflation er inflationen støt stigende og ligger højt over den i Maastrichttraktaten og ECB-statutterne fastsatte 2 pct.-grænse. I stedet for valutastabilitet er der sket en stadig og massiv svækkelse af euroen. Kort sagt: alle argumenterne for permanent tilslutning til euro’en, og alle argumenterne, der fremhæves som konsekvens af et nej, falder sammen, fordi de viser sig hos euro’en selv. Tilbage står kun endnu et ‘argument’ (som heller ikke har nogen sandhedsværdi): at det vil gå endnu værre ved at bevare kronen. Hverken i teori eller praksis kan der føres sandsynlighedsbevis. Tværtimod klarer de valutaer, der som den svenske og norske ikke er bundet til euro’en, sig p.t. bedre end denne.

At de europæiske storbankers og storkoncerners forhåbninger om via en stærk euro, og med euro’en som international reservevaluta, at kunne trænge ind i det amerikanske mekka, i dollarzonen, indtil videre er gået i vasken, betyder ikke, at de opgiver euro’en. For både som en ‘stærk’ og som en ‘svag’ valuta er den et redskab for øgningen af deres profitter. Og det er i første række arbejderklassen, der betaler både for dens ‘styrke’ og ‘svaghed’.

Opfyldelsen af konvergenskriterierne fra Maastrichttraktaten, der var en forudsætning for etableringen af og tilslutningen til euro’en (og som Danmark omhyggeligt har tilpasset sig) er kun sket i kraft af omfattende nedskæring af de offentlige budgetter til sundhed, skole- og uddannelse, af overførselsindkomster o.s.v., og i kraft af en permanent massearbejdsløshed, selv i opgangstider med en stadig profitfest for kapitalen, som vi ser det for øjeblikket. De forfaldne skoler i alle EU-landene står som skæve monumenter over euro’en.

Valutaens nuværende svaghed - hvor den på godt halvandet år har tabt 25 pct. af sin værdi i forhold til den amerikanske dollar - betyder for arbejderklassen og den brede befolkning inflation og prisstigninger, sænkning af reallønnen. De kraftigt stigende oliepriser, som har fremkaldt voldsomme reaktioner, blokader og aktioner i de fleste EU-lande, med krav om sænkning af både profitter og statsafgifter, skyldes ikke blot de stigende råoliepriser, men også euro’ens svækkelse i forhold til dollaren.

Hvad storbankerne og storkapitalen sætter til på gyngerne, tjener de ind på karrusellerne. Profitfesten bliver under alle omstændigheder sikret - indtil videre, indtil den regelmæssigt tilbagevendende økonomiske krise træder ind. For arbejderklassen og den brede befolkning er det lige omvendt: de betaler både for gyngerne og karrusellerne. Både en ‘stærk’ og en ‘svag’ euro er et sikkert tab. Tilhængernes forsikringer om, at ‘euroen er det sikre valg - både for valutaen, samfundsøkonomien og ens egen pengepung’ (Jyllands-Postens leder 11.9) klinger mere og mere hult.

De er ved at være gennemskuet: Euro’en er den sikre vej for kapitalens profitter, den sikre vej til monopolernes ‘Europas Forenede Stater’. Den sikre vej til arbejderklassens og det store flertals forstærkede nedtur. Derfor bygger det optil et rungende Nej den 28. september.

Redaktionen11. september 2000