Det begyndte så uskyldigt som et handelssamarbejde i EF: Men i dag handler EU~ samarbejdet om politiske afgørelser på vejen fremad mod ikke blot en økonomisk og monetær, men også en politisk union. Gennem et utal af forordninger, direktiver og retsregler - der går forud for de nationale parlamenters egne love - gribes der ind i EU-borgernes hverdag på alle niveauer. Det er svært at sige, hvor grænsen går mellem de enkelte medlemslande og EU, for den flytter sig uafbrudt.

Vi skal i de enkelte lande bevare mulighederne for at føre en selvstændig økononisk politik. Denne mulighed vil ØMU’en imidlertid spænde ben for. Det er en central del af ØMU-konstruktionen, at det er embedsmænd, der træffer de afgørende økonomiske beslutninger, mens borgerne sættes uden for indflydelse. EURO/ØMU~ konstruktionen er et større anslag mod demokratiet end Jörg Haiders nationalisme i Østrig.

Da den nu forhenværende tyske finansminister, socialdemokraten Oskar Lafontaine, forsøgte at styrke beskæftigelsen i det tyske ØMU-land, blev resultatet, at den demokratisk valgte politiker måtte trække sig fra posten, mens de udpegede økonomer i centralbankens bestyrelse blev siddende. Det er den omvendte verden og meget langt fra vore forestillinger om demokratisk samarbejde.

Det er korrekt, at der sker en stadig stigende internationalisering af kapitalbevægelserne, økonomien og markederne med de utroligt store negative følger, denne udvikling har for alverdens lønmodtagere. Men netop derfor nytter det ikke at mure sig inde i Europa med en fælles mønt. Milliarder af dollars strømmer uhindret fra Frankfurt til New York og videre til Tokyo og Singapore. Hvis problemet er globalt, rnå løsningen også være det ... her slår EURO’en og ØMU’en slet ikke til.

Hvis man ønsker at bekæmpe arbejdsløshed, lægger ØMU’en demokratiet i en spændetrøje. Det lykkedes den første Nyrup-regering at få vendt den økonomiske udvikling i Danmark. Det var rigtigt at gribe til handling i stedet for bare passivt at se til, mens arbejdsløsheden voksede. Men netop et initiativ som dette ville ikke kunne lade sig gøre, hvis Danmark havde været med i den fælles mønt. Regeringen brød ved den lejlighed flere af ØMU’ens strenge krav for at skaffe flere i arbejde. Det var fornuftigt i den konkrete situation, og det ville da være dumt at afskrive sig en lignende mulighed i fremtiden.

ØMU’en er traktatfæstat borgerlig økonomisk politik. Den resulterer i flere arbejdsløse og færre penge til dem, der i forvejen har for få. Det giver ingen indflydelse at gå med på den galaj. Der er ikke brug for udemokratiske mammutprojekter, men praktiske løsninger på de problemer, Europas befolkninger slås med. Derfor er det bl.a. nødvendigt at bevare en stærk, uafhængig nationalbank samt vor egen valuta!

EU er en kolos på lerfødder, og historien har heldigvis klart dokumenteret, at ingen politiske og økonomiske unioner på sigt kan bestå til evig tid. Jeg håber personligt, at det i Danmark bliver et klart NEJ til indførelse at EURO’en d. 28. september, fordi et JA vil betyde yderligere afgivelse at suverænitet, mere union, mere centralisme og mere demokratiunderskud. Det er et faktum, at ØMU’en og EURO’en uvægerligt vil føre til øget politisk integration på bl.a. skatte- og velfærdsområdet.

EU og EURO’en er ikke et folkeligt projekt. Den folkelige modstand er stor både i Danmark, England og Sverige, men også i de lande, hvor EURO’en allerede er indført - men hvor man blot ikke har fået mulighed for at stemme om det.

EU og EURO’en er storkapitalens og virksomhedsejernes samt højt placerede embedsmænds projekt. Det overordnede og altdominerende perspektiv er kapitalens, arbejdskraftens og varernes fri bevægelighed.

Selve ombytningen af mønter og sedler er den mindste del af en eventuel indførelse af EURO’en i Darmark, selv om processen i følge sagens natur er bekostelig nok. Men det er alligevel underligt og foruroligende at tænke på, at den sidste D-mark allerede er fremstillet. Mon det egentlig er gået op for alle tyske borgere?! De blev i hvert aldrig spurgt!

Det, der virkelig betyder noget i forbindelse med eventuel indførelse af EURO’en som fælles mønt, er den omstændighed, at EURO-landene bliver bundet op på en bestemt økonomisk politik, og at beslutninger, der på afgørende vis kan gribe ind i vores dagligdag og velfærd, flyttes væk fra demokratiske beslutninger i Danmark til en forsamling af nationalbankdirektører i Den Europæiske Centralbank, der er uden for demokratisk kontrol. Centralbanken skal f.eks ikke tage hensyn til arbejdsløshedsstatistikker, eller om den rentepolitik, banken fører, betyder flere arbejdsløse.

ØMU’en og EURO’en har sorn eneste mål at sikre prisstabilitet og at begrænse inflationen i EU. Hensynet til arbejdsløshed og social velfærd samt de enkelte landes offentlige udgifter skal underlægges dette ene mål, hvorfor yderligere harmonisering på disse områder på sigt vil blive en nødvendig forudsætning samt den pris, man må betale - af hensyn til EURO’ens fremtidige succes.

"De europæiske virksomheder kan ikke konkurrere med velfærdsstater om anklen" (CITAT: udtalelse fremsat af daværende formand for EU- Kommissionen Jaques Delors i København i 1993).

ØMU’en og ElJRO’en bliver af fremtrædende politikere i de andre europæiske lande opfattet som motoren i en udvikling, hvor EU får mere og mere politisk magt i forhold til de enkelte medlemslande. I udlandet siges det åbent, men de fleste danske JAsigere glider af på den del af debatten. Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer har klart givet udtryk for disse tanker på et statsbesøg i Frankrig tidligere på året, og andre magtfulde politikere i Europa følger nu trop.

Jeg synes, at der er mange gode grunde til at stemme NEJ til EUROen d. 28. september for at fastholde demokrati og velfærd i Danmark. Vi skal ikke stemme NEJ, fordi vi tror, at Danmark som nation er bedre end andre lande, for det er vi ikke. Vi skal samarbejde med andre lande, men vore krav er, at det skal ske på et demokratisk grundlag. Vi skal tage afstand fra de argumenter for et NEJ, der bygger på fremmedhad og gammeldags nationalisme. Vort NEJ skal være et demokratisk NEJ, ikke et snæversynet nationalistisk NEJ!