Derfor si´r arbejdspladserne NEJ

Af Flemming Jensen, Fagligt udvalg APK

EU har angrebet arbejderklassen på flere fronter. Det gælder forringelser af arbejds- og levevilkårene, og det gælder stækkelse af vore kampmuligheder.

Valget den 28. september gøres på mange leder og kanter til noget irrelevant, ligegyldigt pseudosnak. Det gøres til et spørgsmål om det geniale i, at man ikke længere behøver at veksle valuta - hvilket ved brug af plastikkort aldrig har været nødvendigt. Det gøres til et spørgsmål om demokrati, eller "retten til at sidde med ved bordet", hvor vi nu har siddet i snart 28 år. Valgkampen føres med den sædvanlige trusselpolitik: Hvis ikke der stemmes JA, så koster det arbejdspladser, levestandard, finanspolitiske stramninger osv. Det er ikke første gang, den danske befolkning bliver stillet over for det sicilianske tilbud. Men der er gået inflation i truslerne, så de ikke har den samme virkning, og samtidig undergraver EU-politikerne befolkningens tillid.

Regeringen har ikke haft held med at bringe økonomiske konsekvenser ind i valgkampen. De er blandt andet blevet undsagt af deres egne vismænd. Og når ret skal være ret, så gælder selve afstemningstemaet politiske forhold.

Men selvom afstemningstemaet snævert set ikke berører økonomien, så er den 28. september sandsynligvis den sidste mulighed for stoppe EU´s angreb på vores levevilkår. Når vi ser på, hvilke konsekvenser EU – og tidligere EF – har haft for den danske arbejderklasse, kan vi desværre konstatere, at modstanderne i 1972 havde alt for megen ret i deres "skræmmebilleder".

Forringede arbejdsforhold

Mange forhold på det danske arbejdsmarked er direkte aftryk efter EU-direktiver. Senest har vi set i form af arbejdstidsdirektivet, som pålægger en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer. Umiddelbart lyder det jo fornuftigt at fastsætte regler for en maksimal ugentlig arbejdstid; men problemet og virkeligheden er, at den dækker over arbejdsgivernes ret til at udnytte arbejdskraften fleksibelt. I perioder kan man således tvinges til at arbejde op til 48 timer ugentligt – vel at mærke til almindelig timebetaling; som så på årsbasis udlignes til gennemsnitligt 37 timer. Det hedder sig ganske vist i overenskomsten, at det kræver "lokal enighed", hvilket arbejdsgiveren ofte opnår ved truslen om lukning eller flytning af produktionen.

EU´s krav om, at større licitationer skal udbydes i EU-regi, er et andet eksempel, der direkte har ført til at trykke forholdene på det danske arbejdsmarked.

Det er ikke alle forhold på arbejdsmarkedet, der pr. direktiver viser EU´s indflydelse på det danske arbejdsmarked. Men samtlige overenskomster i de sidste 20 år bærer tydeligt præg af en EU-harmonisering, samtidig med at regering, arbejdsgivere og fagtoppen i enighed har sikret, at Danmark overholder konvergenskravene, hvilket har sat sine markante spor på arbejdsmarkedsforholdene.

De seneste 20 års ivrige privatiserings- og udliciteringspolitik er eksempler på begge dele. Det kan ikke aflæses i EU-direktiver; men frasalget af Tele Danmark og P&T har givet statskassen store likvider, der har været medvirkende til, at konvergenskravene er blevet overholdt. Samtidig har de nye ejerforhold fungeret som alibi for omfattende rationaliseringer OG nye og forringede ansættelsesforhold.

De mange former for fleksible lønsystemer (bonus-, resultat- og Ny løn) udtrykker også tilpasningspolitikken.

Indgrebene i efterlønsordningen er et af de tydeligste eksempler på EU-harmonisering, da denne ordning ikke eksisterer i noget andet EU-land, og – kald mig bare Mads – ikke vil eksistere i Danmark i løbet af en kortere årrække. Den kommende førtidsreform pålægger titusindvis af nedslidte at fortsætte på arbejdsmarkedet, hvor de tilmed mister retten til efterløn og arbejdsløshedsdagpenge.

To årtiers forringelser af dagpengesystemet er også en konsekvens af EU-Danmark.

Dagpengeretten er skåret ned til ét år. Tvangsarbejde med løntrykkerfunktion er indført.

Kollektive rettigheder

Vores kamprettigheder er også blevet alvorligt svækket. Over en bred bank er kollektive rettigheder blevet individualiseret og reduceret. I øjeblikket er resterne af den danske aftalemodel ved at blive afmonteret reelt og formelt. EU har i mange år set gennem fingre med, at det i mange forhold var op til "parterne på arbejdsmarkedet" at indføre eller ændre på aftalerne. I de fleste EU-lande benyttes lovgivningen. Eksempelvis fik parterne "lov til" at implementere/indføre princippet om personlige ansættelseskontrakter i starten af 90´erne, som lægger grundlaget for individuelle løn- og arbejdsforhold.

I foråret fik parterne "lov til" at implementere direktivet om den ugentlige arbejdstid - sandsynligvis for sidste gang.

Den danske aftalemodel har aldrig bragt implementeringen af direktiverne i modsætning til hverken hensigten eller indholdet af EU´s direktiver; men blot fungeret som et lag demokratisk fernis. Det lag skrælles nu også væk. EU vil ikke leve med risikoen ved, at den danske arbejderklasse underkender en LO/DA-implementering.

Fagbevægelsens struktur er også ændret fra det tidligere centraliserede system, hvor kommandovejen gik fra LO-ledelsen via forbund over fagforeninger til arbejdspladserne. Det betød, at overenskomsterne landede nogenlunde identisk på gulvet af de forskellige virksomheder. Relativt fælles forhold gjorde det betydeligt lettere at finde fælles fodslag ved udløsning af strejker.

I dag er det op til store karteller at forhandle og indgå overenskomster, hvorefter rammerne skal udfyldes af de enkelte arbejdspladser og tillidsrepræsentanter. Forbund og fagforeninger er sat ud af spillet, og ofte fungerer fagforeningen blot som informationscentral. Resultatet af overenskomsten på den enkelte virksomhed afspejler klart styrkeforholdet. Stærke klubber på store arbejdspladser kan opnå relative gode resultater, mens svagere klubber på små arbejdspladser trykkes. På sigt vil det også vende sig mod de større arbejdspladser, der i tilfælde af strejker vil få svært ved at opnå solidaritet fra de mindre.

Betingelserne for en samlet storkonflikt er også umuliggjort. Vi oplever aldrig en OK-konflikt som i 1985 igen - alene af den grund, at de offentlige ansatte forhandler overenskomst de ulige år, og de private i de lige år. Hertil kommer, at betingelserne for at udløse en større samlet konflikt inden for de enkelte karteller også er forringet i en grad, der nærmest umuliggør dette.

EU har ikke fået stillet sulten

Selvom smertegrænsen er nået, så har EU ikke stillet sig tilfreds. Mindre end 3 måneder efter afstemningen vil EU´s topmøde i Nice skrue tingene sådan sammen, at blandt andet de sociale forhold fastlægges direkte i Bruxelles – uden vetoret.

"Skræmmebillederne" fra 1972 talte desværre sandt. Og det er, fordi EU fortsætter udbytningen og undertrykkelsen af arbejderklassen, at de klassebevidste arbejdere stemmer NEJ den 28.september.

Det kan være, at de argumenter ikke berører afstemningstemaet snævert set. Det kan derfor være, at vi skal skydes i skoene, at vi stemmer med hjertet i stedet for hjernen. Men hvis det er det, der skal til, så er vi villige til at bruge hvilken som helst legemsdel for at stoppe monopolernes EU.