Lillian og Lene
Der har været bemærkelsesværdigt stille fra forkvinden for KAD (Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark) Lillian Knudsen i den aktuelle euro-ja-kampagne. Modsat ved tidligere folkeafstemninger, hvor Lillian Knudsen, med sædvanlig tæft for at træde helt ved siden af, skældte ud på alle, der ikke godtog hende som bannerfører for arbejderkvindernes frigørelse gennem EU.
Der er ligesom ikke held ved det argument længere. Virkeligheden har været for synlig. Og indrømmet: det har været nogle hårde år for KAD-forkvinden. Der klæber lidt for meget snavs fra at lægge navn til hårde minus-overenskomster, der har skruet den voksende uligeløn, arbejdstempoet, flekstiden og nedslidningen hårdt i vejret for de menige medlemmer. Der klæber noget ved fra medlemskabet af LO’s hovedbestyrelse og den rigelige omgang med de arbejderfjendske nedskæringer for arbejdsløse og arbejdsskadede ved trepartsforhandlinger. Og via sit medlemskab i såvel ATP’s som Lønmodtagernes Dyrtidsfonds hovedbestyrelser blev hun et øjeblik hængt ud som medansvarlig for at have foræret Den Danske Bank over en halv milliard kr. af pensionsopsparernes penge i Hafnia-skandalen.
Den slags slider lidt på facaden som bramfri socialdemokrat og fortaler for de udbyttede kvinder. Så af mange grunde har JA-kampagnen valgt at holde nogle store kanoner lidt i baggrunden. Inklusive KAD-forkvinden.
Det betyder ikke, at de ikke bruger deres positioner og medlemmernes penge på at få et JA igennem.
Lillian Knudsens ja-kampagne-bidrag er blevet shinet op ved at gå hånd i hånd med en ung kvinde fra KAD, Lene Jensen. Økonom i KAD. Og tilfældigvis også næstformand i Socialdemokratiet. Lillian og Lene drager rundt i landet til medlemsmøder om JA TIL EURO - KVINDERNES EURO.
Men det har vist sig svært helt at undgå ensidighed i euro-debatten. Således berettes det fra euro-mødet i Union Park i Køge, at man til en paneldebat med tre spørgere måtte helt ned på afdelingskontoret og finde et tidligere medlem for overhovedet at finde en ja-siger til spørgerpanelet. Kvinderne på arbejdspladsen var ensidig præget af at ville stemme nej.
Lillian Knudsen kan stadig det der med at levere op til flere helt selvmodsigende ting på en gang. Hør engang selv et par af fruens argumenter for et ja:
"Vi skal have aflivet myterne om, at velfærdssamfundet vil smuldre, hvis danskerne siger ja til euroen. Jeg tror, det er lige omvendt. At det danske velfærdssystem vil være i større fare, hvis vi lader de andre bestemme udviklingen.
Det handler også om at bevare store arbejdspladser i Danmark og skabe endnu flere. Og så handler det også om visioner, som regeringen meget passende kunne bede befolkningen om hjælp til at opstille."
"At være med i den fælles valuta vil også give vore virksomheder en større sikkerhed. Det bliver lettere og mere sikkert at handle med udlandet. Et ja vil være med til at lette eksporten og dermed skabe basis for flere arbejdspladser."
Hvem er det, der snakker? Bestyrelsesmedlemmet i to af de største investeringsselskaber, ATP og LD, med stadig større aktieopkøb i EU-virksomheder? Eller forkvinden for et forbund, hvor arbejdsløsheden er på over 10 procent (officielt) og dobbelt så høj som på resten af arbejdsmarkedet? Med fare for alvorlig personlighedsspaltning forenes de to dog harmonisk i topsocialdemokraten Lillian Knudsen og hendes EU-politik.
Næstformanden Lene Jensen kan da også godt supplere sin arbejdsgiver:
"Ved at være med i et fællesskab passer vi på hinanden. Selv om vi ikke behøver euroens beskyttelse lige nu, opsiger man jo heller ikke sin forsikring, bare fordi man er blevet elitebilist."
KAD-ungdom nøjes med at aflire ja-argumenter og så ellers opfordre til en sober debat. Mens KAD’s hovedbestyrelse klart anbefaler medlemmerne et ja, vel vidende, at flertallet siger nej. Også de maner til en sober debat med masser af seriøs information, hvorefter de bl.a. offentliggør følgende:
"Hvis vi kommer med i den fælles valuta, vil renten falde til "euro-niveau" - det er godt for investeringer og arbejdspladser. Hvis vi siger nej til at være med, vil renten stige - til skade for investeringer og arbejdspladser. Også f.eks. fleksibelt forrentede boliglån påvirkes, når renten ændrer sig. LO har beregnet, at hvis et nej betyder, at renten stiger med ét procent-point i 3 år, så vil det koste 35.000 arbejdspladser. Men det er meget vanskeligt at forudsige, hvor meget renten stiger. Det kan meget vel være ganske meget mere - men måske falder den igen hurtigt - måske ikke."
Måske har LO haft nogle af fagtoppens økonomer inde til at regne det regnestykke ud - måske nogen, der også er næstformand i Socialdemokratiet? Vito