Den 28. september

Stem nej til opsplitningen af København

I forbindelse med folkeafstemningen om ØMU og euro afholdes i København også en afstemning om bydelsråd.

Arbejderpartiet Kommunisterne opfordrer københavnerne til at sige blankt nej til forslaget om opsplitningen af byen i 15 bydelsråd med 300 lønnede bydelspolitikere og et stort lokalt administrativt apparat.

Bydelsrådsstrukturen betyder en opsplitning af København og vil være et led i den af EU anbefalede regionalisering af området.

Den nye struktur vil være et stort skridt i retning af den opdeling af byen i en række småkommuner, som den politiske reaktion arbejder for.

Bydelsrådsstrukturen vil betyde en yderligere social og økonomisk skævvridning - en uensartet udvikling til bagdel for arbejderkvartererne og de fattige områder og til fordel for de mere velstillede.

Og den vil betyde en yderligere opsplitning og vanskeliggørelse af de almindelige københavnernes kamp mod nedskæringer og for ensartede standarder og forbedringer på en lang række områder, indbefattet sundhed- og skolevæsen, daginstitutioner, plejehjem og ældrepleje.

Den nuværende forsøgsordning i fem bydele har vist, at bydelsrådene reelt set vil være nedskæringsorganer, der lokalt skal fordele smerten ved den overordnede nedskæringspolitik.

Det er ikke nærdemokrati, men pseudodemokrati.

Fyringen af hjemmehjælpere og fjernelsen af en stor del af hjemmehjælpen på Østerbro har entydigt afsløret bydelsrådenes funktion som nedskæringsorganer, der kan undergrave fælles etablerede rettigheder og standarder for alle københavnere.

Derfor opfordrer Arbejderpartiet Kommunisterne til at sige 2 gange Nej ved den dobbelte folkeafstemning i København den 28. september.