Globaliseringen, EU og socialdemokratiet

Midt under EU-valgkampen afholdt Storbyernes LO den 17. august en konference med temaet ‘Hvad betyder globaliseringen’ i Kongreshuset i Århus. Interessen var stor - socialdemokrater og ‘venstrefløj’ mobiliserede, og flere end 300, de fleste fagligt aktive, deltog. Nogle lod sig forbavse over, at mødet også var et reklamefremstød for EU og euroen - forstå det, hvem som kan! Og hovedbudskabet var, at netop EU og euroen er det, der skal til for at lægge bånd på de multinationale.

Den indforskrevne internationale hovedoplægsholder var en af stjernerne i de sidste årtiers debat om ulandenes gældskrise og en prominent kritiker af WTO, amerikaneren Susan George. Hun har siden 1974 været ansat i og er nu meddirektør i forskningsinstitutionen Trans National Institute i Amsterdam. Hun er ikke marxist, men betegner sig selv som ‘radical’ - noget i retning af ‘venstreorienteret’.

Den tilsvarende nationale hovedtaler var den socialdemokratiske miljøminister Svend Auken.

Den programsatte debat mellem de to slog ifølge LO’s eget referat ‘ikke ligefrem gnister. Dertil var enigheden for stor’.

Det følgende er en historie om, hvordan småborgerlig venstrefløjsradikalisme og nutidig global socialdemokratisk reformisme slår følgeskab imod arbejderklassens og folkenes kamp, mens de i skarpe vendinger fordømmer globaliseringens ‘negative sider’ og de multinationale.

Susan George er en fremtrædende repræsentant for den småborgerlige amerikanske venstrefløjsradikalisme, der ‘tænker og handler globalt’, udarbejder globale strategier og reformer til løsning af verdensproblemerne. Ofte bevæget af en oprigtig vrede over verdens nød og elendighed, af den brutale udbytning, ikke mindst fra amerikansk side, som er den bedrøvelige sandhed om verden i dag, giver den udtryk for en protest mod magthaverne - men uden at overskride den borgerlige reformismes grænser. Den drømmer om en global forandringsproces, som en bevægelse for demokrati - men uden et revolutionært opgør med kapitalismen og imperialismen.

Susan George er en af dem, der gennem sin kritik ikke mindst af WTO har opmuntret til protesterne mod denne imperialistiske udbytningsorganisation og andre af dens internationale redskaber - som i Seattle i 1999 gav sig udtryk i omfattende demonstrationer, der forsinkede og ændrede WTO-mødets planlagte forløb.

Lidt baggrundshistorie personen Susan George, som også opridser noget af baggrunden for denne venstrefløjsstrømning, der også øver indflydelse i Bill Clintons Demokratiske Parti og den traditionelt antikommunistiske amerikanske fagbevægelse, kan være på sin plads for at forstå, hvorfor hun og Svend Auken i Århus optrådte arm i arm.

I 1988 udgav Susan George bogen ‘A fate worse than debt’ om den dybe og voksende gældskrise, der i det forløbne århundrede ramte ulandene, og som i dag ligger som en cementblok over dem og begraver forhåbningerne om en bedre fremtid. Den er udkommet på en lang række sprog; i 1989 på dansk, udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke, under titlen ‘Fanget i fælden. Gældskrisen - vor tids kolonikrig’.

Deri rettede hun en omfattende anklage mod de imperialistiske landes ulandspolitik, mod Verdensbanken og den Internationale Valutafond IMF - og først og fremmest mod de multinationale selskaber - for at forkrøble mulighederne for, at ulandene udvikler sig økonomisk og socialt, og for at cementere en uretfærdig verdensorden. Som udviklingsforsker gjorde hun op med de gældende ‘udviklingsstrategier’ og den rådende ‘udviklingsmodel’. På basis af talløse statistiske kendsgerninger og fattigdommens vækst kunne hun påvise, at den havde spillet fallit, at den ikke skabte fremgang, men tværtimod gjorde ondt værre.

I efterordet argumenterede hun for, at også udviklingsmodeller må bedømmes efter deres faktiske virkning:

De nøgne kendsgerninger om den globale udbytning og undertrykkelsen af ulandene, som Susan George opsamlede (og som FN-rapporter og andre er fulde af) er i sig selv flammende anklager mod nutidens kapitalisme og imperialisme. Netop de faktorer, der får arbejderne og folkene til at rejse sig i protest og revolution, til kamp mod imperialismen og reaktionen, mod nutidens nykoloniale slavebinding og underkastelse under monopolerne.

Men når Susan George taler om revolution, mener hun ikke folkenes demokratiske og antiimperialistiske opstand. Hun tænker på en ‘revolution’ af videnskabelig karakter, et opgør med den fremherskende borgerlige udviklingsmodel, der 1000 gange har spillet fallit.

Imidlertid måtte hun konstatere, at de fede gager til udviklingsforskerne praktisk udelukker en sådan revolution på det videnskabelige, teoretiske og udviklingspolitiske plan. Og derfor begyndte hun at sætte sin lid til forandring til andre kræfter: ‘Men dem, der i sidste ende gennemfører disse ændringer, er de ukendte helte og heltinder fra Nord og Syd, som arbejder for, at en demokratisk udvikling er mulig.’

Hendes egne forslag til løsning af gældskrisen var en såkaldt ‘’kreativ tilbagebetaling, eller den tredimensionale løsning, hvor de tre dimensioner er gæld, udvikling og demokrati," der skulle sikre "en mere politisk stabil og rig verden for alle. Den grundlæggende idé bag den tredimensionale løsning er, at landene får lov til at betale renter og hovedstol tilbage over en lang årrække i lokal valuta, der er beregnet, så der ikke opstår inflation. Deres betalinger godskrives nationale udviklingsfonde, hvis anvendelse afgøres af ægte repræsentanter for folket i samarbejde med statens repræsentanter. For kreditorerne ville en tredimensional løsning være det samme som en annullering, eftersom den lokale valuta ville blive brugt i landet selv.

Så vidt Susan George anno 1988. Hendes slagkraftigt formulerede liberalt-reformistiske utopi blev en modesag blandt bistandsarbejdere og ulandsfrivillige, for ikke at tale om diverse halvofficielle organisationer og institutioner, de såkaldte NGO’er, som her fandt en talsmand for deres centrale placering i processen hen imod en mere retfærdig økonomisk verdensorden. Og som formulerede et grundlag for en ‘revolution’ uden revolution, en ændring af magtforhold og værdier, en ny fordeling af verdens økonomi og ressourcer, uden blodige revolutioner og krige - baseret på fornuftens og de gode viljers forening i en global bevægelse til tæmning af de brutale magtstrukturer og profitkræfter.

En model til gavn for både den fattige og den rige verden, en global model, for alle.

Som det er unødvendigt at afsløre, er der ikke sket noget som helst. Mrs. Georges utopi er stadig en utopi. Gældskrisen er blevet langt værre. Imperialismens og monopolernes globale magt er blevet styrket. Den tredimensionale globale folkelige bevægelse for gæld, udvikling og demokrati, som hun fabler om (og stiller i modsætning til en marxistisk analyse af de virkelige internationale og lokale klasseforhold) er udeblevet.

Den såkaldt ‘videnskabelige’ udviklingsstrategi, som hun uden held ville sætte i stedet for den fremherskende borgerlige udviklingsstrategi, hører også til de talløse modeller, som historisk har spillet fallit. Landene i den tredje verden summer igen af revolution. Men Susan George har ikke givet op. Seattle er blevet et magisk ord i hendes mund. Hun er blevet allieret med det internationale Socialdemokrati.

Susan George på den socialdemokratiske fagbevægelses seminar om globalisering under EU-kampen (fra LO’s referat):

Ifølge hende kommer truslen fra de store transnationale selskaber, der - godt hjulpet af verdenshandelsorganisationen WTO - har sat sig på udviklingen. De udemokratiske spilleregler dikteres af de største selskaber, der opererer over hele verden. De handler grundlæggende om ‘fire friheder’:

- Kapitalens ret til at krydse alle grænser

- Frihed til at investere

- Arbejdskraftens fri bevægelighed

- Fri udnyttelse af naturen - både som ressource og som skraldespand

‘Både uformelle og formelle lobbyorganisationer som IMF og Verdensbanken arbejder for kapitalens frie bevægelighed over grænserne og forsøger i deres udviklingsprogrammer at gennemtvinge privatisering af alle offentlige virksomheder i de forskellige lande. Den farligste af dem alle er WTO, som udelukkende er dannet med de transnationale selskabers interesser for øje. De aftaler og regler, de kører efter, er først og fremmest til fordel for business, og aktiviteterne er rettet mod at gøre alt til en del af markedet, også offentlige serviceydelser - herunder undervisning og sundhed. Simpelt hen, fordi der er utrolige summer at hente på disse områder, ikke mindst i Europa.’ Hendes konklusion:

Susan George år 2000: tilhænger af euroen som modvægt og værn mod ‘amerikanisering’ og globalisering på de transnationale selskabers præmisser. Af europæisk samarbejde i EU-regi som et vigtigt modtræk mod ‘de uheldige sider’ af globaliseringen.

Intet under, at det europæiske Socialdemokrati og Susan George har fundet hinanden.

Svend Auken: ‘Indtil nu har Danmark stort set kun oplevet fordelene ved den internationale økonomiske udvikling - som altså også har haft sine positive sider.

Den rige del af verden er blevet rigere, og vi er et af de lande, der har haft mest glæde af fremgangen. Beskæftigelse og velstand er steget, så det negative billede holder ikke helt for Danmarks vedkommende. De seneste syv år er arbejdsløsheden faldet fra 350.000 til 130.000. Samtidig er det offentlige forbrug øget med 20 pct. og det private forbrug med 30 pct. - også for lønmodtagerne. Når verdensøkonomien går fremad, tjener vi som en lille åben økonomi penge på det, men vi har glemt at tænke på de negative virkninger på verdensplan.’

Vi skal eftergive ulandene gælden og etablere en mere retfærdig handel. Vores industri blev ikke opbygget på frie markedsvilkår, men under beskyttelse. Derfor skal disse lande også have mulighed for at beskytte sig bedre. Når vi mødes internationalt, skal vi gå efter et globalt kompromis med virkelige indrømmelser og derned alliancer mellem de rige lande og ulandene, så ulandene ikke står isoleret og i opposition til os,’ sluttede Svend Auken, der også betegnede WTO-mødet i Seattle som ‘det gennembrud, der betød, at man aldrig mere vil kunne diskutere verdenshandel uden en kritisk offentlighed, der vil blande sig i beslutningerne.’ Han oplyste, at Danmark til næste Rio-konference har foreslået, at globaliseringen bliver gjort til et hovedemne.

Svend Auken forsøger at dele virkningerne af ‘globaliseringen’ i to: en positiv side (for Danmark, eller de rige lande) og en negativ side - for resten af verden. Han beskriver dermed simpelthen den forstærkede imperialistiske udplyndring, fra monopolernes og de snyltende kreditorlandenes side, som er det egentlige indhold i den såkaldte globalisering.

I sin rosenrøde fremstilling af Danmark som en undtagelse for globaliseringens negative sider må han tilsløre, at også den såkaldte nordiske velfærdsmodel i EU-regi slagtes på monopolernes og globaliseringens alter - og at den forstærkede udplyndring af ulandene og deres folk er ledsaget af nedskæringsfelttog mod ‘velfærden’, arbejderne og folkene i de imperialistiske lande selv. Og han tager en midlertidig kapitalistisk højkonjunktur i Danmark (EU og USA) til indtægt for globaliseringens ‘positive’ sider - og lader, som om både rige og fattige har oplevet en voldsom velstandsfremgang i Danmark. Det vil ikke engang hans menige partifæller tro på. Når den kapitalistiske krise og kriseprogrammerne kommer (og de kommer stensikkert, ligesom arbejderne ensidigt kommer til at betale dem), vil det altså være ‘globaliseringens dårlige side’, der endelig kommer til Danmark?

At den danske ulandspolitik skulle have haft positive virkninger og - i modsætning til al anden - modvirket gældskrise og underudvikling hører selvfølgelig også til i den socialdemokratiske eventyrverden.

I mere end 25 år har Socialdemokratiet og den reformistiske internationale fagbevægelse talt om lægge bånd på de multinationale og tæmme kapitalens internationalisering (som nu hedder globalisering). De snakker om at skabe en mere retfærdig verdensorden, en bedre fordeling af goderne på verdensplan, om at komme miljøet til undsætning og sikre gode arbejdsforhold og velfærd. De har deltaget i stribevis af regerings- og FN-konferencer, udarbejdet stakkevis af dokumenter og som regeringer i flertallet af EU-landene gjort, hvad de kunne - for at sikre kapitalens og arbejdskraftens fri bevægelighed i det indre marked og i verden som helhed.

Globaliseringskonferencen i Århus viser endnu engang, at hvad de har i lommen, er euro og blålys.

De vil bekæmpe kapitalens globale røverrettigheder med en traktat, der som EU’s ‘grundlov’ netop sikrer alle kapitalens friheder til udplyndring af arbejderne og folkene i EU og i andre lande!

De vil bekæmpe de multinationale med euroen, der er et redskab for de europæiske monopoler og multinationale i den skærpede internationale konkurrencekamp! De vil bekæmpe den amerikanske ‘globalisering’ med europæisk globalisering, amerikanske monopoler med europæiske! De fabler om en ‘en samlet kraft, der afviger fra den amerikanske tankegang’!

Men monopolerne har kun én tankegang - og det er profitmaksimering - uanset nationalitet. Den internationale socialdemokratisme og dens proselytter vil bekæmpe kapitalistisk udplyndring ved at give røverne bedre instrumenter til at forstærke udplyndringen. Det er sikre recepter på fornyet fallit for deres strategi - som imidlertid heller ikke for alvor er beregnet på realisering, men på at indgyde arbejderne og folkene illusioner og falske forhåbninger.

Begge de to prominente reformister lader, som om staterne og regeringerne - og i særdeleshed EU - står over monopolerne og deres interesser. At de kan og vil gribe ind mod monopolerne. Tværtimod: De er underlagt monopolerne, er deres redskaber, uanset hvor højlydt og hurtigt benægtelserne falder. Både Auken og Susan George tjener nøjagtig den skæve udvikling, de påstår at bekæmpe.

Et ‘globalt kompromis’ mellem kreditor- og skyldnerlande er en udvidelse af den socialdemokratiske klassesamarbejdsideologi til internationalt plan: Imperialismen skal give nogle få indrømmelser og som modydelse ikke bare undgå revolutionære eksplosioner, men ligefrem blive populær og elsket af den fattige verden og de fattige i verden. Det er utopisk, fordi imperialismen og finanskapitalen på grund af den skærpede konkurrencekamp og behovet for stadig profitmaksimering aldrig vil give indrømmelser, medmindre konkrete revolutionære bevægelser tvinger dem til det. Og sådanne bevægelser bliver mødt med våben og undertrykkelse, ikke med indrømmelser.

Derfor afviser de revolutionære og kommunistiske kræfter i de fattige, af imperialismen slavebundne skyldnerlande - med deres stadig dybere sociale problemer under den fremadskridende globalisering - de socialdemokratiske ‘kompromisser’ og den socialdemokratiske udviklingsstrategi. De er allerede afprøvet i en række latinamerikanske og afrikanske lande uden held, med socialdemokrater og socialister i spidsen, med økonomisk og politisk støtte fra det europæiske socialdemokrati og dens fagbevægelse.

De demokratiske, antiimperialistiske og antikapitalistiske revolutioner, som disse lande står over for, tager ikke sigte på at finde et ‘kompromis’ med de multinationale og med de imperialistiske magter, men på at ekspropriere deres besiddelser og fjerne imperialismens magtbasis og positioner med magt. Indbefattet de lokale regimer, borgerlige, fascistiske eller socialdemokratiske, som støtter imperialismen og vokser sig fede på udbytningen af deres lande.

De forestiller sig ikke en demokratisk eller progressiv, endsige socialistisk, udvikling ved hjælp af nye slavebindende kreditter, som de har haft så negative erfaringer med. Kun befrielsen fra den imperialistiske og neokolonialistiske udbytning - herunder annulleringen af gælden og den fuldstændige ekspropriation af al imperialistisk ejendom - vil give dem ny luft til at bevæge sig fremad på landets egne indre kræfter, støttet af den kæmpende arbejderklasse og alle progressive kræfter verden over. Også selvom de vil stå i en uophørlig konfrontation over for imperialismens og de multinationales blokade, sanktioner og væbnede undergravningsforsøg.

Læren af Nicaragua og den amerikanskstøttede kontrarevolution, som sejrede der i opgøret med de ikke-kommunistiske sandinister, er stadig levende i et Latinamerika, der har oplevet de socialdemokratiske, socialistiske og revisionistiske ‘modellers’ og styrers fallit. Men de har aldrig set en ægte folkerevolution med arbejderklassen i spidsen, ledet af et virkeligt marxistisk-leninistisk parti.

Den stadig skærpede udbytning, den voksende nød og elendighed, driver disse lande mod revolution. Ingen anden vej er mulig.

De reformistiske socialdemokratiske strategier og liberale utopier vil aldrig skabe global velfærd eller udvikling, men tjener til at skabe illusioner blandt de arbejdende, de undertrykte og udbyttede over hele verden. Og først og fremmest, gennem stadig fornyede løfter om fremgang uden et opgør med kapitalismen og imperialismen, med monopolerne og deres lakajer, tjener de til at slukke revolutionens flammer.