Guleroden der udeblev

Tre drenge stod og diskuterede, hvis far der var hurtigst. -Min far kan løbe 100 meter på 10 sekunder, sagde den ene dreng. -Hvad så? Min far kan da bare løbe 200 meter på den samme tid, sagde den anden. -Jeg forstår ikke, hvad I taler om, sagde den tredje dreng. -Min far arbejder i kommunen. Han har fri kl. 3 og er hjemme kl. 2. Historierne om offentligt ansatte og om deres usandsynligt gode arbejdsforhold er mangfoldige. Nogle husker nok dén med kaffepauserne på plejehjemmene.

På Postterminalen i København er virkeligheden en noget anden. En gang i tidernes morgen indførte man en bonusordning, der indebærer, at vi skal sortere et vist antal breve i timen. Der bliver så sat et tal op for, hvor meget et hold skal producere i løbet af en hel vagt. Laver vi mere, får vi bonus. Laver vi mindre, får vi ballade, og/eller ingen kaffepause.

Nu er der forskel på posten. Det tager længere tid at sortere tykke breve end tynde. Godt nok har de tykke breve en lavere sorteringsnorm, altså vi skal sortere færre af dem end af de tynde, men forskellen i normerne stemmer ikke overens med virkeligheden. Derfor er der kamp mellem produktionsholdene om posten. Hvert hold har en mand til at stå ved elevatoren for at score den "gode" post, før de andre hold gør det. Og natholdet, der møder 4-5 timer senere end aftenholdet, kan så få en lang næse. Når vi møder, er den gode post væk, og vi må knokle endnu hårdere for blot at holde akkorden.

Da vi forleden mødte på arbejde, stod der massevis af god post på gulvet. I dag har vi måske en chance for at lave en fed bonus, var vores første reaktion. - Indtil arbejdslederen kom ud og sagde til os, at det måtte vi først tage, når den anden post var væk. Vi knoklede på for at rydde gulvet, så vi kunne få et eller to læs af den gode post. Forinden måtte vi lige tage de fem læs mega-tykke kataloger, som aftenholdet ikke ville tage. De havde hamstret god post til hele aftenen.

Da gulvet så var ryddet, gik jeg så glædestrålende ind til arbejdslederen i den tro, at vi nu kunne få noget af den gode post. -Hvor mange små breve skal vi sende ned til jer? sagde han, inden jeg nåede at åbne munden. I stedet for den gode post fik vi så det lort, de ikke kunne nå i småbrevs-afdelingen. Med arbejdslederen i hælene gik jeg ud til mine kolleger og sagde: -Har I hørt ham? Han spørger, hvor mange små breve, vi kan nå, inden vi skal sende det hele af sted til Fyn og Jylland om 20 minutter.

- Årh, en 30-40.000 stykker, tænker jeg! sagde en af de gamle tjenestemænd tørt. Få minutter efter kunne vi se, hvordan aftenfolkene hentede den gode post, nu hvor vi havde ryddet gulvet for dem. Det er en genial måde at skabe splid mellem de ansatte på. Stemningen blev absolut ikke bedre, da natarbejdslederen kom. Det var en af de mindst populære af slagsen, der havde nattevagt den dag. Produktionen faldt yderligere. Han straffede os så med at skyde nedlukningen til 10 minutter senere end normalt. -Næste gang når vi måske ikke flyveren til Bornholm! råbte en af transportfolkene til vores arbejdsleder.

I øvrigt er kantinen lukket, når vi har pause, og så er der to personalestuer - til rygere og ikkerygere. Kort sagt, så er vi spredt for alle vinde i pausen og får derfor ikke snakket ordentligt sammen der. Uden for pauserne skal der arbejdes, så dér kan man kun komme med den almindelige dagligdags smalltalk.

plp