En tredelt bro og en skillevej

Skiftende danske regeringer har alle forsøgt at sælge de seneste EU-traktater under den falske varebetegnelse: "en traktat, der skal gøre det muligt at optage en masse nye lande i EU og dermed "hele" Europa".

Traktaternes formål har, naturligvis, været at tømre Europas Forenede Stater sammen. Og det mål er stort set nået nu. Men vi skal alligevel have en ny traktat i julegave – i tilgift til den fælles mønt, regeringen håber at prakke os på – med tilhørende fælles skatte-, social- og arbejdsmarkedspolitik.

Hvad skal den nye Nice-traktat da så gøre godt for? Det må ses i sammenhæng med alle de tilkendegivelser fra især fransk og tysk side (udenrigsminister Fischer, præsident Chirac) om nødvendigheden af at sikre den "rigtige" form for integration i EU, i det rigtige tempo – hvad enten det så bliver ved hjælp af en selvbestaltet "kernegruppe" af gamle medlemslande eller ved hjælp af yderligere bureaukratisk-føderalistiske foranstaltninger. Nice-traktaten skal fjerne de sidste hastighedsbegrænsninger, der endnu er for integrationen i Europas Forenede Stater – vel at mærke den form for integration, der gennem hele EF/EU’s eksistens har været målet for de gamle vesteuropæiske stormagter. Nice-traktaten skal, med nye regler om "fleksibilitet" og med institutionelle ændringer, der giver de store lande mere magt på de smås bekostning, sørge for, at der intet bliver at rafle om, når de nye lande evt. kommer med i Unionen. De skal ikke på nogen måde kunne stille krav, endsige ændre EU. Take it or leave it.

Så frem for at være et trappetrin, der leder op til et skønt "fælles" Europa, er Europolitikkens økonomiske krav og Nice-traktatens politiske en prøvesten, en stopklods, der skal skille fårene fra bukkene og sørge for, at de, der ikke kan eller vil makke ret, holder sig på måtten udenfor.

Den situation er den ideelle for et dansk Nej til euroen. Dels vil det vække genklang i England og Sverige, hvor modstanden mod at tilslutte sig euroen i forvejen er overvældende. Når EU nu har sat tempoet vanvittigt i vejret i retning af Europas Forenende Stater og selv dermed ønsker at skille fårene fra bukkene, vil en stor zone af lande i Nordeuropa, der ikke deltager i noget så centralt i EU-konstruktionen som den fælles mønt, være et godt skridt på vej til at skille sig fra.

Det vil være et utroligt vigtigt og solidarisk signal at sende også til ansøgerlandene. På et møde i græsrodsnetværket European Futures Congress i sommer i Sloveniens hovedstad Ljubljana fornemmede man en stigende tvivl - også hos de østeuropæere, der af et ærligt hjerte ønsker at komme med i EU - på, om EU ønsker at få dem med, eller om alt det nye traktatværk ikke netop er til for at spærre dem vejen. Samme toner kommer fra flere andre ansøgerlande. På mødet i Ljubljana hørte vi bl.a. en repræsentant for de mindre slovenske bønder. EU-medlemskab blev tydeligvis over hans lig. En af Sloveniens forhandlere med EU var selvfølgelig positiv over for medlemskab og for nødvendige reformer af landbruget – men ikke på alle betingelser.

Og han havde, blandt de scenarier, han fremlagde, et ikke urealistisk, der ville betyde en katastrofe for Sloveniens landbrug, og som han ikke engang selv ville kunne anbefale at stemme ja til.

Der er grøde i EU; integrationsplanerne trives og virkeliggøres med uhyggelig fart. Der er grøde i Østeuropa, hvor troen på EU svinder mere og mere.

Symbolsk nok var der, samtidig med fremtidskongressen, en international kunstudstilling i Ljubljana. Det medførte mange kunstinstallationer på byens gader. På Ljubljanas berømte trearmede bro var anbragt et par metalporte med skilte (som vi kender sørgeligt godt fra bl.a. Kastrup Lufthavn): På den ene port stod "EU-borgere", på den anden stod der "Andre". Det kunstværk kan man godt finde ud af at fortolke. Vejene skilles.

Når man tænker på, hvad et dansk Nej til euroen kan få af betydning netop i denne situation, føler man sig endnu mere forpligtet og endnu mere optimistisk, når nu slutspurten går ind. Lad os snuppe porten med "Andre", sammen med en masse andre.