Menneskeskabte naturkatastrofer

100.000 hjemløse i Brasilien i forrige uge efter den værste oversvømmelse i 25 år. Hundreder af mennesker er omkommet. I Kina blev 450 dræbt under oversvømmelser i de sidste par uger, i det nordøstlige Indien og tilgrænsende lande mindst 400. Antallet af folk, der er drevet på flugt af vandmasserne, er endnu ikke opgjort. Men år 2000 tegner til at sætte nye rekorder for ofrene for, hvad man er begyndt at betagne som EWE - Extreme Weather Events - eller på dansk ekstreme vejrudsving.

Til det hører ikke bare oversvømmelser, usædvanlige storme og orkaner (som Mitch i Latinamerika for nogle år siden, hvortil den bevilgede hjælp fra EU til ofrene endnu ikke er blevet udbetalt, som det netop er kommet frem), men også usædvanlige tørkeperioder eller voldsomme skovbrande som dem, der i øjeblikket plager USA. Hvad tørken angår, plages Afghanistan, dele af Pakistan og det nordvestlige Indien netop nu af hungersnød efter den værste tørke i 30 år. Det samme gælder for Etiopien og Østafrika, ikke mindst Kenya.

Naturkatastroferne vælter sig ind over os. Det er godt og dramatisk mediestof. Redninger af folk, der klamrer sig til trætoppe som i Mozambique i foråret, hvor 100.000 mistede deres hjem, døde eller overlevende ofre for orkaner eller jordskælv - billederne sælger, mens katastrofen står på. Bagefter hører man ikke så meget om de langvarige konsekvenser, selvom virkningerne er langvarige. En orkan som Mitch hærgede som en krig og ødelagde en stor del af infrastrukturen i en række mellemamerikanske lande - og skadevirkningerne er langt fra overvundet.

Tallene er voldsomme: Inden for de seneste tre år har tyve sådanne ekstreme vejrudsving kostet 100.000 menneskeliv rundt om i verden (heraf 40.000 ofre for oversvømmelser i Venezuela i 1999). Det anslås, at flere end 100 millioner mennesker - fortrinsvis i ulande - har mistet deres hjem og arbejde som følge af naturkatastrofer i løbet af de sidste tre år i det 20. århundrede.

Når det hovedsageligt bliver et ulandsproblem, hænger det både sammen med, at ulandenes infrastruktur er mindre robust og modstandsdygtig over for de menneskeskabte naturkatastrofer, og deres økonomier dårligere i stand til at overvinde deres virkninger. Som på alle andre områder - fra aidsepidemier til kemisk forurening - bliver konsekvenserne større og uhyggeligere for de fattige lande og deres fattige befolkninger.

Det er en kendsgerning, at vejret ikke ter sig, som det plejer, at netop store udsving er blevet hyppigere i de seneste årtier, at den seneste tre-årsperiode har været præget af særlig mange af disse katastrofer - og at alt tyder på, at det fortsætter i år og de følgende. Årsagerne er menneskelig indgriben i naturen. Dét hersker der ingen tvivl om, selvom der blandt forskere hersker uenighed om, hvorvidt det er den globale opvarmning, der for alvor er slået igennem (som de fleste mener), eller katastroferne skyldes skovrydningen og virkningen af El Niño, som andre mener.

En rapport fra FN’s miljøagentur ‘Den globale miljøudsigt 2000’ konkluderer:

Og en rapport fra Internationalt Røde Kors konstaterer:

Røde Kors og andre internationale hjælpeorganisationer forlanger, at myndighederne overalt - og ikke mindst i de rige imperialistiske lande - opbygger et helt andet beredskab til at møde de kommende og helt sikkert hyppigere vejrkatastrofer, end der findes i dag.

Det er en kendsgerning, at både varsling og hjælp er spredt og ineffektiv, hvis den overhovedet når frem, og at de imperialistiske lande ikke føler noget som helst ansvar for disse katastrofer og deres ofre, som i bogstaveligste forstand får lov til at sejle deres egen sø.

Men der er også basis for en anden konklusion: den kapitalistiske produktion, og i særlig grad hvor den er mest intens - i de udviklede imperialistiske lande - har allerede haft så indgående skadevirkninger på miljøet, at det er den virkelige årsag til de stadig hyppigere naturkatastrofer, som de fattige mennesker og de fattige lande bærer hovedbyrden af og betaler hovedomkostningerne ved. Kun ved revolutionært at stoppe imperialismen, kun ved at udslette den kapitalistiske produktionsmåde kan der skabes mulighed for en langsigtet genopretning af balancen mellem natur og menneske.