Profitfest igen

Det ny årtusindes første år ser ud til at blive et jubelår for profitten. I denne tid offentliggøres de første halvårsregnskaber med stærk fremgange over hele linjen for de største monopoler - fra Novo Nordisk til Den Danske Bank. Det førende aktieindeks KFX har i år indtil nu sat ny højderekord ikke mindre end 24 gange. Det går nærmest ufatteligt godt for kapitalen.

Også sammenlignet med aktieudviklingen og profitafkastet på internationalt plan går det forrygende. Dagbladet Børsen bragte forleden en opgørelse over væksten i de 500 største ‘danske’ virksomheders omsætning og indtjening. Det er virksomheder med en omsætning på fra knap en halv milliard kr. om året til nr. 1 - A.P. Møller Gruppens - årsomsætning på næsten 50 mia. kroner.

På begge felter er det gået én vej: direkte op. Avisen kunne meddele, at med en gennemsnitlig stigning i resultatet på bundlinjen med mere end 30 pct. i 1998-99 går det endnu bedre for de 100 største ‘danske’ end for både deres amerikanske og vesteuropæiske konkurrenter. Ifølge det amerikanske erhvervsblad Fortunes opgørelse ligger væksten i overskuddet hos verdens 500 største koncerner på knap 26 pct. I USA har væksten været på 21 pct., i Europa som helhed på 22 - kun væksten i Asien når op på højde med den danske, kunne Børsen triumferende forkynde.

Det er en forskel, der vil noget - også selvom ingen af de såkaldte danske virksomheder, og heller ikke den suverænt største - A.P. Møller - er store nok til at rangere på listen over verdens 500 største.

Det er ubestrideligt, at det går vanvittig godt for aktionærerne, og at ‘danske’ virksomheder er blevet attraktive også for udenlandske investorer. Aktiefesten og rekordsætningen vil fortsætte et stykke tid endnu - medmindre der kommer en markant nedadgående udvikling i USA.

Men hvorfor går det særlig godt for de ‘danske’ virksomheder? Der er en række forklaringer. Økonomien har bevæget sig ud af tilbageslaget i forbindelse med den delvise verdenskrise, der brød ud i 1997. Det er i høj grad lykkedes de danske virksomheder at opretholde deres monopolstillinger på hjemmemarkedet og samtidig udvide deres operationsbase, først og fremmest i Nordeuropa, gennem diverse fusionsprocesser. Deres eksportmarkeder, heriblandt Tyskland, har været i vækst. Og den faldende eurokurs overfor dollar og yen har paradoksalt nok styrket eksporten og euro-monopolernes, indbefattet de danskes, konkurrenceevne.

Det er også en konsekvens af både Schlüter- og Nyrup-regeringernes konstante forkælelse af ‘erhvervslivet’, med en stadig reduktion af virksomhedsbeskatning, formuebeskatning og andre bidrag fra monopolerne til samfundet som helhed. Og af en skrap løntilbageholdenhedspolitik, som er gennemtvunget mod arbejderne fra de smukt samarbejdende virksomheder, regering og LO-top.

Der er med andre ord dømt profitfest, aktiefest. Og hverken lønfest eller velfærdsfest. Arbejderne, de arbejdsløse, folk på bistand eller pensionisterne har intet at glæde sig over. Tværtimod udspiller de riges fest sig på deres bekostning - og de bliver ikke inviteret med ved bordet.

De forrygende overskud vil ikke blive brugt til at forbedre velfærden, men til at fylde de riges i forvejen bugnende lommer. Bagsiden af medaljen er et dansk sundhedsvæsen, der er dumpet ned på 34.-pladsen i verden. Det er nedslidte skoler og nedslidte mennesker. En benhård udbytnings- og tvangsdisciplineringspolitik over for arbejderklassen. Og massefyringer hos monopoler som Lego, der sakker en smule agterud i konkurrencen og lader medarbejderne betale med en ny fyringsrunde.

Nyrup og Co. har været overraskende tilbageholdende med triumfhylene over, hvor godt det går for virksomhederne og dansk økonomi. De har en euro, der skal sælges, og derfor varer de sig for at fortælle, at det går ‘ufatteligt godt’ alligevel. Og at det hverken er for danskernes, arbejdernes eller velfærdens skyld, at der skal siges Ja til euroen - men for at gøre gode tider endnu bedre for monopolerne.