Revolutionære positioner

I sine lærdomme omkring opbygningen af PARTIET havde Lenin engang sagt: Hvad den revolutionære presse angår, er den mindste hyppighed for et virkeligt kommunistisk blad, der vil indgå i og påvirke den daglige kamp, et fjortendagsblad - og det var lige præcis det, OKTOBER med det allerførste sørgede for. KOMMUNISTISK POLITIK udkom og vandt flere og flere abonnenter, samtidigt med at det spredtes til orientering om kommunisternes situation i Danmark.

OKTOBER befæstedes fremover gennem grundorganisationernes regelmæssige møder, hvor man ivrigt diskuterede kommunisternes situation i Danmark og i første hånd analyserede årsagen til, at revisionisterne havde held til at gennemføre deres kup i DKP/ML. Konklusionerne her viste sig at være en glimrende skole i marxismen-leninismen og sigtet på at skabe partiet helt i Lenins ånd, med overvejende medlemskab af arbejdere og fra de fattigste lag, som er mærkede af kapitalismens vilkårligheder i UnderDanmark. De alene skulle være det bærende element i partiet. Som det hed på fællesmøder og landskonferencer, som OKTOBER afholdt, skulle perspektivet under socialismen være kokkepigens, renovationsarbejderens, arbejdsmandens dygtiggørelse til at lede i alle samfundets instanser. Kun og alene derved kunne vejen banes frem mod kommunismen.

Med en sådan grundfæstet holdning ville også det parti, som nu lå i støbeskeen i OKTOBER’s smeltedigel gennem marxistisk skoling og årvågenhed, være sikret leninistisk dominans i enhver henseende og til enhver tid - selvom den proletariske bevidsthed indebærer klassekamp i selve partiet mod kapitulanter med rester af borgerskabets ideologi. Der skulle dog ikke gå lang tid med at beskæftige os med renegaterne i DKP/ML - de var i OKTOBER klædt af til skindet og kunne få lov til at navigere videre ud i sumpen og ende i slammet af principløshed.

Aktiviteterne i vor partibyggende organisation var formelig at sammenligne med en bikube der summede af travlhed og det både i Odense og hovedcentralen i København. Kontakter på kryds og tværs bredte sig ud over landet. Interessen for det kommende ægte revolutionære parti kom snart fra Jylland eller Nordsjælland. Der etableredes en omfattende brevveksling og udsendtes stakkevis af materiale til fordeling blandt kommende medlemmer af det nye parti. Forlaget Oktober og bugbutikkerne viste sig at være bæredygtige i fremskaffelsen af socialismens klassikere såvel som progressiv skønlitteratur.

Det skatkammer, som forlaget repræsenterede, betød selvsagt det bedste fundament for fremtiden og samtidigt at trække trådene frem fra fortidens revolutionære kommunisters kampe og erfaringer. Kammerat Stalin har engang sagt: "Den, der ikke kender fortiden, kan ikke begribe nutiden og slet ikke fremtiden." I al det politiske arbejde, som foregik i OKTOBER, var der et forhold, der sprang mig i øjnene og kunne få mig til at føle mig som en gammel knark. Forholdet var nemlig det, at aktivisterne færdedes omkring hinanden i noget nær to generationer: de gamle ottertressere og ganske unge superenergiske mennesker.

Her faldt det mig ind fra min tid i DKU for mere end et halvt hundrede år siden, at ungdommen er banebrydende, og at netop i indeværende situation skulle man så hurtigt som muligt genoprette det forgangne Danmarks Kommunistiske Ungdom og dermed på sigt sikre opbygningen af partiet. Så anmodede jeg om et møde med kammerater fra OKTOBER-ledelsen og enkelte af de fremmeste unge. Her fremlagde jeg min kvide så godt, som jeg nu kunne, om nødvendigheden af at danne DKU nu, og det med egen fane, egne møder, studiekredse og kontingent og allerhelvedes udadvendt agitation. Der blev lyttet alvorligt, for det viste sig kort tid efter, at de unge samlede sig - endda på landsplan - til en konference for forarbejdelse af det kommende DKU. Landsledelsen i OKTOBER var gået helt og fuldt ind for den udvikling.

1999 var historisk for ungkommunisterne i Danmark, da Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund blev en realitet på den stiftende og begejstrede landskongres. Med ungdomsbladet Fremad (som også var det tidligere revolutionære DKU-blads navnefælle) markeres den kommunistiske ungdom ret over for de unge, som er dødtrætte af det borgerlige samfunds kyniske mummespil med tvangsaktivering og bevidste forsøg på at pacificere dem ved ødelæggende stofmisbrug. Ved opslutningen om DKU bliver de unge en vældig kraft i klassekampen for et socialistisk Danmark.

Borgerskabet blev så overrasket - for ikke at sige forskrækket - at man i TV halede DKU’s formand Troels Larsen og den tidligere formand for det ynkelige rest-DKP, Ole Sohn, ind til en konfrontation. Ole Ål startede med, at det dog var beundringsværdigt med de unges initiativ, men det kunne bare ikke nytte noget (borgerskabet skulle jo beroliges). DKU-formanden fejede renegatens argumenter fuldstændig af bordet og fik på overbevisende måde klargjort ungdommens miserable situation i dag, hvad lærlingeforhold og uddannelsesforhold angik, samt at man fastholdt de unges ret til at organisere sig og kæmpe for sine rettigheder. Troels’ overbevisende tro på ungdommen i front mod det kapitalistiske samfund fik TV til hurtigt at afslutte udsendelsen.

Efterhånden var OKTOBER så stærkt funderet, at man også mestrede den traditionelle revolutionære sommerlejr, som i 1999 foregik på Fyn i et herligt beliggende naturområde. På Københavns Hovedbanegård stod vi så en skare OKTOBERfolk med kufferterne og fulde af spændte forventninger, som skulle vise sig at indfris ud over alle grænser. Mødet med vore glorværdige Odensekammerater var hele rejsen værd. Så videre med lokaltog (svarende med den gamle såkaldte "Grisen" fra Slangerupsbanen til Brede). På bestemmelsesstedet ved en lille landsbys trinbræt holdt en minibus bag stationsbygningen. Efterhånden blev vi lempet ind og i flere omgange kørt ad snoede skovveje til en kæmpe spejderlejr, som altså nu skulle indtages af folk med en diametralt modsat indstilling end den med borgerlig spejderære. Til den ende blev der på den gevaldige flagstang hejst - ikke "Dannebrogen", men det røde flag, endda i kæmpeformat. Et sympatiserende ægtepar på lejren havde snilde for flaget og kunne lave en anordning ved fanen, så det stod udspilet konstant nat og dag - et stormflag grangiveligt. Jeg kom til at tænke på et digt af Otto Gelsted med linjen: Slet det grimme kors af flaget, gør det rødt.

Lejrens bebyggelser var med alle tænkelige bekvemmeligheder og lejrlederen var enestående med råd og dåd. Det politiske udbytte af sommerlejren var unikt med foredrag og diskussioner ind imellem hvilepauser og herlige måltider. DKU havde sin egen bygning, og her foregik sikkert debatter med brask og bram om det fremtidige arbejde. Herudover havde DKU inviteret tre tyske ungekommunister, som via et panel kunne berette om ungdommens situation i Tyskland og deres kamp for at vinde den tyske ungdom for socialismen. Hele lejren lyttede med interesse til de unge tyske kammerater, og der udspandt sig spændende diskussioner om gensidige relationer mellem danske og tyske ungkommunister.

Selvom OKTOBER stod ret så isoleret, hvad et 1. maj arrangement i Fælledparken angik i de sidste år af det 21. århundrede - al den stund borgerrepræsentationen ikke kunne drømme om at give råderum for de revolutionære partibyggere - fik hverken klasseforræderne i LO eller revisionisterne lov til at sprede deres gylle uforstyrret. Uden pladsbillet indfandt OKTOBERfolkene sig i Fælledparken medbringende røde faner, i 1999 med en kæmpetransparent, der fordømte USA’s og dets kumpaners - og heriblandt Danmarks - imperialistiske krig på Balkan og Jugoslavien, hvilket vakte stor opmærksomhed. Mærkater med parolen Stop krigen! blev solgt en masse blandt folk, der havde slået sig ned plænerne eller langs fourageringsteltene. Også en interimistisk bogbod med marxistisk-leninistisk litteratur var til stede og vort blad Kommunistisk Politik og ungdomsbladet Fremad blev præsenteret.

Anderledes overvældende var det i Odense, hvor vores kammerater havde mestret at holde kommunisternes traditioner med Rød 1. maj i hævd. I alliance med klassebevidste folk på den faglige front, krigsmodstandere og EU-modstandere afholdtes det største 1. maj-møde overhovedet på Fyn og et af de største i landet. Et godt stykke over titusinde var som sædvanlig mødt op i Munkemose. Manende talere bragte ud over mængden budskabet om kamp mod krigen og forstærket kamp mod alle de overgreb, som borgerskabet med Socialdemokratiet i spidsen fører mod arbejderklassen. Røde faner og orkestre kastede en kampglad stemning ud på majdagen, som lovede fint for det kommende revolutionære arbejde. Socialdemokraternes 1. maj-møde her var i tilslutning for intet at regne mod, hvad vore Odensekammerater præsterede. Revisionisterne har intet at skaffe i Odense, men har fuldstændig opgivet ævred.

Symbolsk nok: År 2000 brød vi igennem borgerrepræsentationens burokrati og fik endelig tildelt en første majplads i fælledparken. OKTOBER’s landssekretær Franz Krejbjerg havde udvist en så helt utrolig vedholdenhed omkring kravet om mødeplads, at man til sidst gav efter. Bag Frimurerlogen, hvor velmenende kommunister tidligere havde holdt møder i kamp for det kommunistiske parti, men afsporet af intellektuelle pinger, der som ledere legede med i afgudsdyrkelsen af Mao Tse-tungs revisionistiske eventyr - og derfor kun skønne spildte kræfter. Nu var pladsen overtaget af marxister-leninister - og partiet stiftet mindre end ti dage før.

Medens dets formand Dorte Grenaa talte ved det ny århundredes 1. maj-arrangement i Munkemose, kunne København for vort blad Kommunistisk Politik afholde ‘lovligt’ 1. maj-møde i Fælledparken, og jeg skal love for, det skete med manér. Et kæmpetelt opslået og ‘tribune’ og talerstol på ladet af en lastbil. Her holdt Lars Grenaa fra DKU sin tale for ungdommen - og viste sig som en strålende oratorisk begavelse, som jeg ikke har hørt siden den for længst afdøde kæmper Thøger Thøgersen. Frede Klitgård talte som sædvanlig med sine fantastiske hukommelse for historiske fakta om kampen mod nazismen og påpegede, at Danmark i år 2000 var nazisternes foretrukne udklækningsanstalt også på internationalt plan. Klaus Riis, redaktør af Oktober Forlag og Kommunistisk Politik, som alle klassebevidste og aktive kender fra hans idelige kamp for det kommunistiske partis rigtige marxistiske leninistiske linje, talte, mens der blev lyttet intenst - optimismen var helt klar for det nystiftede kommunistiske parti.

På mødet her fik jeg lejlighed til at hilse på den uhyre dygtige og realistiske kunstmaler Jørgen Buch, som udover egne udstillinger har smykket Oktobers bogbutik i København med et pragtfuldt anegalleri af historiens forbilleder af personer, hvis indsats har dannet skole for nutidens kommunister, og det lige fra Frederik Dreier, Harald Brix og Gerson Trier over Martin Andersen Nexø til Carl Madsen, Hans Kirk og mange mange andre af revolutionære kæmpere og forfattere. Socialistisk realisme, når den er bedst.

Vor ‘premiere’ -første maj var virkelig en succes og afsluttedes med musik, hvor folk i bar livsglæde dansede rundt på plænen. Man kan roligt forudse og regner slet ikke galt, at de kommunistiske og røde kommende 1. maj-møder i henholdsvis Odense og København - og snart også en række andre steder i landet - vil blive de største manifestationer for arbejderklassens internationale kampdag her til lands.

Det nye århundredes første år - år 2000 - blev skelsættende for kommunisterne i Danmark. Fri af alskens stridigheder forårsaget af lunkne revisionister dannedes det marxistisk-leninistiske parti på en begejstret kongres i København. Som bar præg af indædt grundighed omkring partiets ideologi, arbejdsopgaver, program, resolutioner og vedtægter. Kongressen varede op til fire dage fra morgen til sen eftermiddag. Kammeraterne var øjensynlig optaget af det betydningsfulde og historiske ved denne indsats og udviste en sand kommunistisk pionerånd i fremtidens kamp for et socialistisk Danmark. Kendetegnende i arbejdet på kongressen var den enestående enighed på alle akter af partiets perspektiv, som karakteriserer et ægte bolsjevikkisk kommunistparti. Jeg har været aktiv i den kommunistiske bevægelse i mere end 60 år: Aldrig har partiet stået programmatisk så godt rustet som med APK’s partiprogram ‘Manifestet for et socialistisk Danmark’, den platform, det ny samfund vil blive opbygget på i det ny århundrede.

Partiets navn blev udråbt til APK - ARBEJDERPARTIET KOMMUNISTERNE. For mig sagde partinavnet nøjagtigt det samme som mit revolutionære partis navn i trediverne, som var Danmarks Kommunistiske Parti. Selvom jeg ikke magtede mere end den første dag på kongressen på grund af min alder, var jeg ovenud lykkelig over at kunne være med til at stemme for Arbejdsudvalgets beretning, som reelt indeholdt det grundlag, partiet bygger på. Hermed havde den partibyggende organisation OKTOBER gjort sit arbejde færdigt og opnået sit mål og kunne opløses og afløses af dobbelt energi i det fremtidige partiarbejde.

Dette kom også til udtryk ved den sommerlejr, som nu kunne afholdes i regi af det nydannede parti år 2000. Det skete på Fyn - og det siger sig selv, at på denne anden sommerlejr var der endnu flere deltagere, og at flere kammerater søgte om optagelse i partiet, og glædeligvis flere kvinder.

Gid jeg kunne blive 100 år og opleve partiets fremgang fra sejr til sejr for den danske arbejderklasse.

Min partikamps omtumlede tilværelse er endelig definitivt slut, og jeg kan glæde mig over, at kampen - selvom langvarig - ikke har været forgæves.