Maler af betydning

At Jørgen Buch (f. 1943) er en af Danmarks betydningsfulde malere, kan man nu overbevise sig om ved selvsyn på den retrospektive udstilling af hans arbejder fra debuten (i Island) i 1967 og frem til i dag, der vises i Helligåndshuset på Strøget i København til og med den 27. august.

En af de slående ting ved udstillingen er mangfoldigheden i hans værk. Maleren Buch er i offentligheden især kendt for sine store politiske malerier som de tre skræmmende billeder om generalkuppet i Chile (’Chilensk fodbold’), antikrigsbilleder som ’Little boy’ (om den amerikanske atomtrussel) eller ’Crusi-fiction’ om det igen aktuelle stjernekrigsprojekt, eller Goya-parafrasen ’18. maj’ i erindring om massakren på Skt. Hans Torv efter EU-omafstemningen i 1993. Og Jørgen Buch må helt sikkert regnes for en af de helt store politiske malere, arvtager til en Victor Brockdorff – men hans arbejde er langt mere alsidigt, og det samtidsaktuelle og direkte politiske maleri er kun én, omend vigtig, side af det.

For Buch er også en glimrende landskabsmaler – udstillingen spænder fra ungdomsbilleder af glødende lavamasser fra eksploderende vulkaner på Island over stemninger fra hans langvarige ophold i Moskva, Leningrad og Berlin til billederne fra de senere års Italiensrejser. For ikke at tale om de københavnske og danske landskaber, selvfølgelig.

Og han er en fremragende portrætmaler: Udstillingen viser eksempler på portrætter af nulevende, heriblandt en hel stribe modelbilleder, men rummer også en del af det revolutionære anegalleri, som til daglig hænger i Oktober Bogbutik i København – røde politikere og forfattere fra P.A. Heiberg og Frederik Dreier til Hans Scherfig og Carl Scharnberg.

Den viser eksempler på hans historiemaleri – heriblandt skitserne til det store oliemaleri om ’Slaget på Fælleden’ – og de rystende sociale billeder som ’Posekonen’ fra fattigfirserne.

For Jørgen Buch er det gode håndværk oliemaleriets grundlag: ’Det er med billedsproget som med sproget,’ sagde han engang i et interview: ’Jo bedre man er i stand til at betjene det, jo mere kan man udtrykke med det. Derved bliver indholdet i billeder også bedre og bedre, og fremstår klarere, forståeligt og indlysende i sit udtryk.’

Denne respekt for det håndværksmæssige, hans fine evner som kolorist og præcise sans for farvernes rolle i maleriet, lyser igennem ophængningen fra en periode, der dækker næsten 35 år – og definerer maleren Buch gennem det utal af genrer og stilarter, han betjener sig af for at gøre indholdet ’forståeligt og indlysende’.

Fotostater af anmeldelser og artikler, der er ophængt i forbindelse med udstillingen, fortæller en pudsig historie om de borgerlige kunstkritikeres kvaler med en så sjælden vildfugl i den tamme danske kunstnervoliere som Buch: den nærmest hørlige forfærdelse over, at en dansk maler kunne orientere sig i retning af Sovjet og DDR, af den socialistiske realisme (selvom denne kunst var en af det 20. århundredes store og holdbare kunstretninger på internationalt plan) - og den snobbede vrangvilje over for det politiske og sociale maleri, der får den herskende klasses kunstneriske smagsdommere til at rynke på deres fine næser.

Buch har været ligeglad – og malet på livet løs.

Det gør ikke hans kunst mindre betydningsfuld. Tværtimod.