Bomberne over Japan dræbte hundredtusinder af civile. Byerne var ikke noget militært mål. Og bombningerne var militært set overflødige, for Japan var allerede knækket. De er af det amerikanske politiske establishment fra Henry Truman, som traf beslutningen, til Bill Clinton blevet forsvaret med, at det sparede hundredtusinder af amerikanske soldaters liv. Eller tilmed flere millioners liv.

For nylig omtalte Clinton atombombningen af Japan således:

Det er ganske enkelt løgn: Japan var allerede knækket, da det ny forbryderiske masseødelæggelsesvåben blev taget i brug. Japan var på vej til at kapitulere, uafhængigt af atombomberne, der aldrig ramte den kejserlige hær. Hvad der fremtvang Japans kapitulation den 9. august, var ikke atombomberne, men Sovjetunionens indtræden i krigen den 8. august, sådan som det havde lovet sine allierede det - nøjagtig på tremånedersdagen for krigsafslutningen i Europa.

Den 9. august trådte den japanske regering under statsminister Suzuki sammen med dets øverste forsvarsråd - og besluttede sig for kapitulation. Dokumenterne fra dette møde er velkendte. Det var ikke en analyse af konsekvenserne af angrebet på Hiroshima nogle dage i forvejen, der beskæftigede det. Det var den russiske krigserklæring, som var dets hovedpunkt. Og Suzuki konstaterede:

Allerede i et direktiv fra maj 1945 havde det øverste forsvarsråd erklæret:

For japanerne kendte Den Røde Hærs styrke. Selvom Japan under hele krigen havde været Nazitysklands allierede, angreb det aldrig Sovjetunionen - og ikke engang på et tidspunkt, hvor situationen var mest kritisk, og det allerede var ‘slået fast’ i den kapitalistiske verden, at Sovjet havde tabt. For allerede i 1939 havde japanerne lært den sovjetiske kampkraft at kende, da Sovjet stod på Mongoliets side i kampen mod de japanske aggressorer - og tilintetgjorte den japanske hær dér. Og i august ’45 var Den Røde Hær endnu større, bedre udstyret og mere erfaren.

Fem dage senere efter mødet den 9. august offentliggjorde regeringen sin beslutning om total kapitulation - og den 2. september blev kapitulationsdokumenterne underskrevet.

De amerikanske atomløgne skal både dække over denne gigantiske krigsforbrydelse og samtidig skjule den egentlige hensigt med de militært unødvendige atombombninger, der dræbte hundredtusinder uskyldige: at sende et signal til Sovjetunionen om, at USA nu - alene - besad et våben, der var så frygteligt, at det kunne tilintetgøre de sovjetiske byer og industricentre og dermed tvinge Sovjet til en føjelig politik over for USA. Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki var den kolde krigs første provokation - uden at det lykkedes at skræmme det daværende socialistiske Sovjet.

Det er aldrig lykkedes USA at få folkene til at acceptere anvendelsen af atomvåben, og heller ikke deres brug over de to japanske byer, selvom det aldrig er blevet stillet til regnskab for disse forbrydelser, og selvom den officielle amerikanske løgn om den militære nødvendighed af atombombningen sjældent anfægtes.

Den forbryderiske amerikanske atompolitik - indbefattet den stadige atomafpresningspolitik, der er fortsat, efter at Sovjetunionen og efterfølgende en hel række andre lande brød det amerikanske monopol - har altid mødt stor modstand verden over, og derfor eksisterer den også latent i dag, hvor USA - uanset om det bliver den demokratiske Gore eller den republikanske Bush, der vinder præsidentvalget - gør sig klar til at opføre et såkaldt raketskjold, der skal kunne opfange fjendtlige missiler på vej til USA og tilintetgøre dem. Angiveligt kommer truslen mod USA fra såkaldte ‘slyngelstater’ som Nordkorea, Irak og Libyen. Både Kina og Rusland har et mere realistisk forhold til raketskjoldet og ser det som en direkte trussel mod disse lande - ligesom den Europæiske Union har sine store forbehold, fordi den amerikanske beslutning skal genskabe den amerikanske atomare monopolstilling i en ny situation: som det eneste land, der reelt kan anvende atomvåben uden at frygte modstanderens gengældelse.

Den 21. januar 1968 styrtede et amerikansk B52-fly bevæbnet med fire brintbomber ned tæt ved Thulebasen. I Danmark var der udskrevet folketingsvalg, men det lykkedes USA, den socialdemokratiske regering og den borgerlige regering at holde nedstyrtningen skjult til efter valget - og dermed den kendsgerning, at den officielle danske politik om ikke at tillade atomvåben på dansk territorium dagligt blev krænket, med de danske politikeres stiltiende accept.

Thulebasens fordækte historie er velkendt: den hemmelige traktat mellem den danske og amerikanske regering, tvangsforflytningen af Thuleboerne uden kompensation, atomflystyrtet og de danske og grønlandske oprydningsarbejderes - Thule-arbejdernes - snigende kræftsygdomme og død, som de i årevis kæmpede for at få erstatning for.

Løgn og bedrag i lag på lag gennem årtier for at føre den danske og grønlandske befolkning bag lyset.

I sidste uge kunne aviserne så meddele, at den amerikanske regering var grebet i endnu en løgn, og at der fortsat ligger en ueksploderet brintbombe - serienummer 78252 - på havbunden nær Thulebasen. En gruppe fra ‘Foreningen for Stråleramte Thulearbejdere’, der aldrig har troet på den amerikanske regerings forsikring om, at der var ryddet helt op efter ulykken, har både fundet bekræftelse for bombens eksistens i de amerikanske arkiver, og samtidig identificeret, hvor den befinder sig.

Også over for den allierede danske regering har USA løjet og erklæret, at oprydningen var gennemført, selvom den fjerde bombe med ovenstående serienummer aldrig blev fundet.

Afsløringerne er kommet, netop som Thules fremtidige status er blevet en glohed kartoffel i den hjemlige politiske debat: For Thule-basen indtager en central placering i de amerikanske planer om opførelsen af raketskjoldet - og Grønland vil dermed igen blive et sikkert mål i en kommende atomkrig.

Det har været den danske regerings holdning ikke at have nogen holdning til hverken de amerikanske planer om raketskjold i almindelighed, eller på Grønland i særdeleshed. Hvorfor provokere en mægtig allieret ved at sige Nej fra starten? er argumentet.

I få spørgsmål har den kendsgerning, at den danske regering har været i lommerne på USA, været så udtalt som i atomspørgsmålet, hvor stadigt folkebedrag og løgn er det eneste vedholdende og sikre.

Med afsløringerne om den fjerde brintbombes eksistens og endnu et bedrag, der har vedvaret i årtier, bliver regeringen endnu mere trængt:

Der skal siges klart og officielt fra over for de forbryderiske amerikanske atomplaner, der bryder med det eksisterende aftalegrundlag og uundgåeligt vil føre til et nyt rustningskapløb.

Og Thule skal blive både atom- og amerikanerfrit. Bomben ved Thule skal væk, og ansvaret for dens eksistens, vildledningen, fortielserne og løgnene skal placeres, sandheden skal frem. Den nuværende hemmelige aftale, som amerikanerne har taget som en tilladelse til at vildlede og bedrage selv den danske regering, må ophæves.

Danmark skal ikke være part i den forbryderiske amerikanske atompolitik!

Foretrækker den danske regering at lade som ingenting, så er det op til de danske fredstilhængere at sige fra: Hiroshima, Nagasaki - eller Thule - er ikke glemt.