Kritik og selvkritik
Dagligt bombarderes vi med kapitalistiske/borgerlige ledelsesopfattelser og arbejdsmetoder - og også menneskesyn og selvopfattelse.
I forhold til de unge kan vi se, hvordan den massive individualisme og konkurrence slår ind. Selv gruppe- og projektarbejde i skolerne består ofte i, at hver elev laver sin egen del af en opgave, hvorefter det hele til sidst "klistres sammen". Derfor gives der både en individuel og samlet karakter for en fælles opgave, og man kan vælge at være en enmands-gruppe. Men det er bare et hjørne, en del.
Hvis vi faldt for ideen om, at ungdommen og arbejderklassen i dag - i år 2000 - er forvandlet til individualister, at det kun gælder mig selv og det enkelte individ, ja, så kunne vi lige så godt lukke butikken og afskrive revolutionen. Men vi skal vide, hvor problemerne ligger i en kollektiv revolutionær opdragelse/uddannelse, i partiet selv og i arbejderklassen.
Og det stiller store krav til partiets ledelser.
I udviklingen af det organisatoriske arbejde er der en metode, som umiddelbart kan tages i brug alle steder - nemlig at tage en vurdering af det organisatoriske arbejde og ledelsesarbejdet med i enhver behandling/opsummering.
Vi måler jo graden af succes ved enhver aktion, ethvert arrangement: Rykkede det politisk? Opnåede vi de mål, der var sat? Var det de rigtige folk, der kom? Var mobiliseringen i orden? Gav det underskud, løb det lige rundt eller gav det tilmed et lille overskud? (Økonomien må ikke glemmes - det er forudsætningen for, at der også bliver en næste gang, og en næste gang igen!).
I ledelserne bør man også spørge sig selv: Rykkede det ledelseskollektivet fremad, eller var det mere eller mindre en enmands-præstation? Rykkede det partikollektivet frem, hvordan og hvorfor? Begrænsede det organisatoriske arbejde sig til rutinearbejde til de mest hårdtarbejdende aktivister?
Blev opgaven med at kontakte og organisere nye, der kom, løst? Blev arbejdet fordelt og uddelegeret til konkrete kammerater? Osv.
Vi kan hurtigt blive enige om at være imod dårlig ledelse. Vi har også tit en fornemmelse af, hvad det er, når vi enten selv udfører det eller støder på det. Langt sværere er det at ændre på forkerte og dårlige vaner og forestillinger. Men det skal rykkes op med rod, luges væk.
Metoden til det er indskrevet i APK’s vedtægter: kritik/selvkritik.
Ethvert partimedlem har ret og pligt til at rette kritik af enhver del af partiets arbejde, og det gælder også ledelsernes arbejde i partiet. Men samtidig også ret og pligt til at bruge det skarpe redskab, som kritik kan være, på en rigtig måde. At gå efter bolden og ikke efter manden. Dvs. konstruktiv kritik, der kan bruges til at rette fejl og forbedre arbejdet, ikke til at jorde og lamme kammerater.
At modtage kritik - selv rigtig kritik - kan også være en svær ting. Men det er nødvendigt at lære ikke tage det personligt, når det kommer fra partikammerater. Ikke mindst i en usikker og stresset situation. Er kritikken derimod usaglig og ubegrundet, så argumenter sagligt imod den, så grobund for subjektivisme og fejlopfattelser elimineres.
Konstruktiv kritik kan også være et håndslag for godt arbejde Der sker måske sjældent, for det er jo ikke en klub for ros og selvros, vi har meldt os ind i. Men en påskyndelse og en opmuntring i kammeraters arbejde er nu alligevel sjældent af vejen. Og igen, det er ikke et personligt anliggende: Partiet har brug for at få gjort alle gode erfaringer til kollektiv ejendom.
Det er klart, at partiet hverken kan eller skal stille de samme krav og forventninger til alle kammerater. Ethvert partimedlem og partikollektivs arbejde må bedømmes ud fra de betingelser, de arbejder ud fra. Men kravet om, at man gør, hvad man kan, for at slås for at løse partiets opgaver, det er ens for alle.
Går vi uden om kritik/selvkritik som katten om den varme grød, som den søde elev i flinkeskolen, så får vi dårligt arbejde og dårlig ledelse. Altså er der ingen vej udenom. Vito