La Forge, Frankrig
Den europæiske Union
og den fransk-tyske akse

Den 1. juli overtog de franske myndigheder formandsskabet for EU.

Dette tvehovede formandskab - det papirløse ægteskab mellem en borgerlig præsident og en socialdemokratisk ministerpræsident - vil anstrenge sig for at få opbygningen af den Europæiske Union til at skride fremad. At det er en møllesten om halsen ses af faldet af euro’ens værdi overfor dollaren med 23 procent og overfor yennen med 26 procent.

Ikke mere end det lykkedes for Maastricht- og Amsterdam-traktaterne, er det lykkedes at sikre folkelig tilslutning til euro’en. Man har altid søgt denne, men den er køligere og mere forbeholden end nogensinde. Den kommende folkeafstemning om Danmarks indtræden i de elleves Europa (staterne der har vedtaget euro’en) i september vil vise modstanden mod dette storkapitalens Europa, de anti-demokratiske institutioner, lobbyerne og burokraterne.

Forskellige forslag er blevet fremsat for at give denne proces retning på det politiske og institutionelle område. De drejer sig om ideen om en statsføderation, som skulle lette de 15 centraleuropæiske kandidatlandes integration. Disse ideer som er udviklet af den tyske udenrigsminister Joshka Fischer vinder bestemt ikke enstemmig tilslutning blandt Unionens ledere, thi ordet føderation er synonym med afgivelse af suverænitet.

De franske myndigheder har ikke straks afvist denne idé, i modsætning til hvad der skete for 6 år siden, da to kandidater fra CDU fremsatte et tilsvarende forslag.

Diskussionen omkring Unionens fremtid kommer nødvendigvis til at gennemsyre vore landes politiske liv. Indenfor ‘venstreflertallet’ myldrer det med forslag til at gøre denne europæiske institution mere demokratisk. På højrefløjen er "suverænisterne" bekymrede ved udsigten til, at den franske imperialismes betydning mindskes til fordel især for den tyske imperialisme.

For dem, der som vi er modstandere af monopolernes Europa, ændrer dets institutionelle form ikke dets arbejderfjendske, folkefjendske og mod folkeslagene fjendske natur. Vi bør ikke lade denne debat ligge, men udnytte denne mini-identitetskrise til at afsløre dets reaktionære natur.

På samme måde bør vi give vores støtte til de demokratiske og revolutionære og kommunistiske kræfter i Danmark, således at de får modstanden mod deres lands indtræden i Europa til at vokse.

I slutningen af firserne gik USSR og Comecon i opløsning. Den tyske genforening, som fremskyndede denne proces, er potentielt med til at føde den tyske stormagt. For den franske imperialisme, hvis ledere på den tid, i dette tilfælde Mitterand, ikke havde forudset denne store omvæltning, blev det presserende at genstarte den "europæiske opbygning" for at forhindre den tyske imperialisme i at skabe sig en økonomisk og politisk zone i øst.

På deres side havde de tyske ledere brug for Europa, de europæiske lande, især disses kapital, for at opnå genforening i ilmarch (symboliseret ved parikursen en vesttysk DM = en østtysk M).

Disse sammenfaldende interesser affødte den fransk-tyske beslutning om at sætte nyt skub i den europæiske opbygning, resulterende i Maastricht-traktaten, der blev underskrevet den 7. februar 1992 af udenrigsministrene, og derefter skulle ratificeres af de enkelte stater.

Denne traktat dækkede to områder: et økonomisk, med det indre europæiske marked (1993) og med planen om en fælles mønt, og et politisk, med indførelse af en fælles udenrigs- og forsvarspolitik og et øget samarbejde om "indre sikkerhed" (politisamarbejde, fælles politik i spørgsmål om visa bestemmelser, immigration, etc.).

Ratifikationsprocessen af Maastricht-traktaten kom til at vække voldsom debat og en folkelig mobilisering, som alvorligt truede konstruktionen. Flere regeringer, herunder kansler Kohls, der havde brændt sig på resultaterne af folkeafstemningerne, hvor "ja’et" med nød og næppe kom hjem, og på det danske "nej" i juni 1992, foretrak at vedtage traktaten ad parlamentarisk vej.

Den europæiske union fødtes med adskillige undtagelser, især dem Storbritannien og Danmark opnåede. De politiske ledere drog den lære, at den europæiske opbygning burde ske politisk mere diskret og at "harmoniseringen" burde ske i en snævrere kreds, så langt væk fra de europæiske borgere som muligt.

Den europæiske union skulle leve og finde sin form med indførelsen af det indre marked, som er synonymt med fri udveksling af kapitaler, varer og mennesker indenfor det europæiske rum og med indførelsen af den fælles mønt. Det var denne opgave eksperterne skulle hellige sig uden yderligere udsættelser. Den seneste dato for indførelsen var sat til den 31. december 1998, den tidligste til 31. december 1997. Den skulle officielt træde i kraft den 1. januar 1998.

I løbet af alle disse år har det først og fremmest været kommissionen i Bruxelles, som har haft den opgave at omsætte denne politik til direktiver for medlemslandene. Dette gjorde det muligt for regeringerne at gemme sig bag kommissionen for at undgå at påtage sig ansvaret for denne anti-arbejder og anti-folkelige politik.

Det "indre marked" og den fælles valuta forudsatte ikke alene afskaffelsen af toldbarrierer inden for det europæiske rum, men også afskaffelse af statslige monopoler i alle økonomiske sektorer, især transport, kommunikation, energi. Dette førte til et omfattende program for mere eller mindre total privatisering af offentlige virksomheder, og åbning af de nationale markeder for konkurrence. Det betød en ophævelse af principperne om "fortrinsret for fællesskabets produkter", specielt den fælles landbrugspolitik med afskaffelsen af garanterede mindstepriser, og indførelse af "økonomiske konvergenskriterier" med det afgørende sigte at reducere staternes budgetter og gæld drastisk.

Som man kan konstatere, er denne politik inspireret af de samme ideer, der er på mode på internationalt plan, som anvendes overalt, og som man plejer at kalde "neoliberale".

De sociale konsekvenser af denne politik er kendte: voksende arbejdsløshed og kortvarige ansættelsesforhold, fald i de sociale budgetter, uddybning af kløften mellem et besiddende mindretal og de store fattiggjorte masser.

Selvom kapitalens fri trafik stort set er realiseret, gælder noget ganske andet for individet. Den europæiske union er et fort, som er vanskeligere og vanskeligere at trænge ind i for fremmede, og den fri bevægelighed inden for det europæiske rum er langt fra at være opnået for alle indbyggeres vedkommende.

Over et dusin lande ønsker at træde ind i Den europæiske Union, heriblandt lande, som ikke geografisk tilhører Europa, især visse Mahgreb-lande.

Krigene i Jugoslavien (Bosnien, senere krigen i Kosova) har påvist den destabiliseringsproces, der er foregået på Balkan, og den risiko, den udgør for stabiliteten i hele Europa. Den har været med til at genoplive debatten om unionens udvidelse til de centraleuropæiske og baltiske lande.

Men denne udvidelse rejser straks to rækker spørgsmål:

På den ene side kandidaternes økonomiske "opgradering". Denne proces er indledt for adskillige år siden med en såkaldt samarbejdspolitik, hvis mål det er at omstille disse landes økonomier til markedsøkonomi. Dette giver sig udtryk i en storstilet privatiseringspolitik og ved åbningen af disse landes markeder for unionslandenes kapitaler og varer.

Disse lande opfylder ikke alle disse krav i samme takt, hvilket fører til oprettelse af kandidatlister over hvem der kan optages om 2 år, om 5 år.

På den anden side rejses spørgsmålet om reform af de europæiske institutioner, af beslutningsmekanismer, som tillader unionen at fungere med 25, måske 30 medlemmer. Det er netop emnet for de aktuelle diskussioner om temaet føderalisme.

Hver af de 3 imperialistiske stormagter i unionen hævder en opfattelse af unionens institutioner, som svarer til deres egne interesser og behov, samtidig med at de forsøger at overbevise de andre medlemmer af unionen, og den folkelige opinion i almindelighed, om at netop deres er den mest "demokratiske".

Den engelske imperialismes opfattelse, som stort set er uændret fra Thatcher og Major til Blair, er først og fremmest en økonomisk union med politiske institutioner med begrænset myndighed.

Et af de områder. hvor Storbritannien spiller en aktiv rolle i udviklingen af europæiske initiativer, er det forsvarspolitiske. Som storproducent af våbensystemer blandt de europæiske konsortier har Storbritannien deltaget i udviklingen af den europæiske våben-industri, i direkte konkurrence med den amerikanske.

Men denne europæiske forsvarspolitik er efter britisk opfattelse en del af NATOs, og bør blive ved at være det. Det er en forsvarspolitik, der betragtes som en "fredsbevarende" politik, hvad der betyder bevarelse af den imperialistiske orden, som krigen mod Kosova og Serbien.

Den tyske imperialismes opfattelse sammenkæder markedet, euro’en og Den europæiske Centralbank med forbundsstrukturen, med inspiration fra Tysklands egne institutioner. Det nye ved Fischers projekt er forsøget på at forene forbundsstrukturen med bevarelse af nationalstaterne, og på denne måde undgå kritikken for, at staterne skulle opløses og give afkald på enhver form for suverænitetsudøvelse.

I dette europæiske forbund skulle et maximum af "autonomi" forblive hos staterne, hos regionerne, når det gælder spørgsmål om organisering af borgernes hverdag. Kun generelle spørgsmål, især forsvar, udenrigspolitik, "grænsepoliti", harmonisering af lovgivning etc. skulle behandles på forbundsniveau.

Men i dette forbund regner Tyskland med at skulle spille en ledende rolle, politisk, diplomatisk og militært. Heraf J. Fischers ide om at danne en kerne af stater, som skal være unionens egentlige motor, en kerne som skal forene Europas vigtigste magter. Midt i denne kerne skal den tyske imperialisme skabe respekt for hele sin politiske og økonomiske styrke, uden at være tvunget, som det i dag til en hvis grad er tilfældet, til at søge den franske imperialismes støtte. Befriet for fortidens komplekser, med krav om den politiske styrke, som matcher sin økonomiske, kan den tyske imperialisme i dette føderale Europa finde midlet til at basere sin magt i et europæisk rum, som kan udvides, uden af den grund at kræve af de andre stater, at de giver afkald på deres politiske institutioner.

Et af de stærke punkter ved dette forslag, eller ved ethvert andet, der afviser forbundstanken, er at det finder positiv genklang hos de fleste politiske partier i Tyskland, til højre såvel som hos socialdemokratiet.

Den franske imperialismes opfattelse virker som en voluntaristisk politisk opfattelse, som lægger stor vægt på indførelse af strukturer og institutioner, hvori dens egen indflydelse altid overvurderes i forhold til de andres.

Det er grunden til at det store flertal af politiske ledere, om det er Chirac eller Jospin eller andre repræsentanter for et flertal til højre eller venstre, med undtagelse af enkelte føderalister i UDF og de Grønne, ikke ønsker at give indtryk af at tilslutte sig en føderativ opfattelse, der er synonym med en reduktion af fransk imperialismes politiske betydning i Europa.

Heraf kommer det dobbelte svar til den aktuelle debat:

På den anden side at fremhæve det "fransk-tyske parløb" som et middel til at "tøjle" de tyske initiativer - og på den anden at søge konkrete løsninger, som kan ophæve den aktuelle blokering af de europæiske institutioner.

Hvis denne "pragmatiske" vision adskiller sig fra Mitterrands prætention om at oplyse Europas fremtid for de andre, svarer den under de aktuelle om-stændigheder til de samme mål: at bruge ‘Europa’ som et middel til at konsolidere den franske imperialismes økonomiske, politiske og diplomatiske positioner, specielt i forhold til USA-imperialismen.

Hvordan træffer 11 beslutninger (eurolandene), 15 (den nuværende europæiske union) og i morgen 22, ja måske 27 om 10 år, ikke medregnet Tyrkiet og Balkanrepublikkerne? Dette spørgsmål viser tilbage til de emner, som Maastricht-traktaten ikke løste, ej heller Amsterdam-traktaten. (1997):

- Størrelsen af kommissionen i Bruxelles, antallet af kommissærer, som i dag er 20. Skal hver medlemsstat automatisk have et sæde i kommissionen? De store lande er modstandere heraf, mens de små stater føler sig marginaliseret i beslutningerne.

- Vægtning af stemmerne i Rådet. Skal hver stat have samme antal stemmer, uanset indbyggertal? Frankrig ønsker at bevare stemmelighed mellem de store stater.

- At udvidelse af beslutningsområdet kan afgøres af et "kvalificeret flertal" snarere end ved enstemmighed. Enstemmighed burde begrænses til spørgsmål, som kræver ratifikation af de nationale parlamenter, og til institutionelle spørgsmål.

- Udvidelse af mulighederne for "et styrket samarbejde" mellem en gruppe af medlemsstater. I øjeblikket skal et sådant samarbejde have tilladelse også fra de stater, der ikke deltager i det. Tyskland og Frankrig ønsker at afskaffe enhver mulighed for afstemning.

Bag disse temaer og de forskellige forslag, finder man de store staters vilje til at finde mekanismer, der sætter dem i stand til de nødvendige initiativer uden at skulle tage hensyn til oppositionen ja selv andre staters mening.

Der findes en vilje til at forhindre, at der opstår blokerende mindretal, som Storbritannien altid prøver at finde, når det modsætter sig f. eks. fransk-tyske initiativer.

Om disse forskellige emner er en forståelse mulig mellem franske og tyske ledere, for hver især ser deres egen fordel herved.

Det europæiske spørgsmål er tilbage i den politiske debat. Folkene er stort set tilskuere til denne polemik, som de har meget lidt konkret at skulle have sagt om. De bliver højst en gang imellem indbudt til at godkende allerede trufne beslutninger, som ofte forlængst er ført ud i livet. Det er på denne måde, regeringerne alligevel har indført Den europæiske Union, selvom et af medlemmerne, nemlig Danmark, havde afvist at ratificere Maastricht-traktaten.

Debatten drejer sig i dag om en reform af unionens institutioner. Den "føderale" valgmulighed kan ligne en mindre teknokratisk, mindre direktiv- og tvangspræget europæisk konstruktion, der overlader staterne mere "autonomi".

Men den opfattelse er et udslag af alle regeringernes ønske om at præsentere foretagendet i det mest attraktive lys, det mest ‘demokratiske’. Det er en vanskelig øvelse, når på den ene side Unionen ønsker at byde lande, hvor reaktionære kræfter er ved magten, velkommen i sin kreds, og på den anden side de store monopolers lederes beslutninger - når det gælder omstrukturering, investering, valg mellem industri- eller landbrugsproduktion - som har konsekvenser for millioner af mennesker, systematisk bliver godkendt af dens besluttende organer.