Tyskland og Frankrig:
Kernen i det imperialistiske Europa

Under sit statsbesøg i Berlin fremkom Chirac med en række konkrete forslag, der skulle tjene til udformningen af en organiseret tysk-fransk blok som den herskende kerne i den imperialistiske stormagt Europa. Hans forslag mødte bifald hos både regeringspartierne (Socialdemokratiet og De grønne) og hos CDU/CSU. Udenrigsminister Fischer havde allerede i maj med Schröders billigelse fremsat lignende forslag.

I rigsdagsbygningen i Berlin erklærede Chirac, at en ‘pionergruppe’ af stater skal samle sig omkring Tyskland og Frankrig ‘for at samarbejde stadig mere snævert om erhvervs-, skatte- og sikkerhedspolitikken og kriminalitetsbekæmpelsen’. Til dette formål skal der dannes et ‘sekretariat’, som skal koordinere gruppemedlemmernes politik.

Tidligere havde Fischer erklæret, at man måtte ‘skabe et gravitationscentrum for det forstærkede samarbejde mellem særligt integrationsvillige EU-stater’. Et ‘gravitationscentrum’, hvorom de øvrige logisk nok må kredse. Eksempelvis også England, som indtil videre ikke engang har tilsluttet sig euro-zonen og på ingen måde er ‘særlig integrationsvillig’. I sidste ende holder England muligheden åben for et strategisk forbund med USA imod EU. En talsmand for den britiske premierminister Blair tog da også forbehold overfor Chiracs udtalelser.

Fischers og Chiracs erklæringer er en udfordring til den store imperialistiske konkurrent på den anden side af Atlanten, USA. Euro’en er den økonomiske, Europa-hæren den militære udfordring. Den politiske udformning af Europa under Berlins og Paris’ førerskab er den politiske krigserklæring.

Hvad den militære udfordring angår, har Schröder og Chirac allerede på det 75. tysk-franske topmøde kort før pinse:

- hyklerisk givet udtryk for deres ‘bekymring ved udsigten til et nyt våbenkapløb’ som ‘følge’ af det planlagte amerikanske raketforsvarssystem NMD;

- opfordret de øvrige EU-lande til at tilvejebringe startbetingelserne for EU-oprustningsprogrammet Airbus A440M som fremtidigt troppetransportfly - omkostningsrammen herfor er i dagens priser og dagens tal ca. 20 mia. mark (knap 80 mia. kr.);

- aftalt opbygningen af et fælles satellitsystem af militær karakter.

I midten af juni sagde Schröder i anledning af Putins besøg i Berlin, at han ville arbejde for ‘en vidtgående russisk deltagelse i den europæiske integration’. Det gjaldt både med hensyn til det politiske, økonomiske og militære samarbejde.

Men allerede tidligere havde den tyske regering i tilsløret form truet USA med den russiske militærmagt i sammenhæng med det planlagte raketforsvarssystem. Fornyelsen af ‘våbenbroderskabet’ mellem Schröder og Putin fik under Putins besøg et nyt og håndfast økonomisk grundlag: repræsentanter for erhvervslivet underskrev rammeaftaler for tysk-russiske projekter i størrelsesordenen 3,5 milliarder mark (knap 14 mia. kr.). Den tyske regering godkendte nye statslige eksportgarantier til handelen med Rusland i omegnen af en milliard mark (næsten 4 mia. kr.)

Rusland er i øvrigt også blevet langt den største olieleverandør til Tyskland.

Berlins og Paris’ planer er en trussel mod de andre europæiske regeringer: De skal allerunderdanigst være ‘særlig integrationsvillige’ , for overhovedet at kunne tale med.

Financial Times Deutschland skriver den 28. juni utilsløret:

Men Berlin og Paris har allerede længe udøvet et massivt tryk for at ændre EU’s statutter: medlemsstaterne skal fremtidig kunne bindes af flertalsbeslutninger i stedet for som hidtil kun af enstemmige beslutninger, og staterne skal afgive stemmer efter deres størrelse.

Således skal også formelt de stærkeste imperialistmagters monopolers ‘demokrati’ lovfæstes.

‘Vi er ubetinget enige i de væsentligste spørgsmål i EU-reformen’, erklærede Schröder allerede efter det 75. topmøde. Detaljerne om det fremtidige antal kommissærer i Bruxelles, flertalsafgørelser og den ny vægtning af stemmerne skulle viderebearbejdes af udenrigsministrene (vel at mærke: Tysklands og Frankrigs!). Men det skulle der ikke være nogen problemer i.

Og når den tyske og franske regering er enig, så har de andre europæiske regeringer ikke noget at skulle have sagt.

Ikke mindst er planerne om en frem

skyndet europæisk ‘integration’ under fransk-tysk kommando en krigser

klæring mod arbejderklassen.

Den fremadskridende europæiske politiske integrationsproces centraliserer og styrker monopolernes magt og dermed deres tryk på de arbejdende.

Dette gælder både for en storeuropæisk erhvervs- og finanspolitik under Berlins og Paris’ diktat, som for den af Chirac foreslåede yderligere centralisering af undertrykkelsesapparatet.

Man skal ikke læne sig beroliget tilbage, når disse herrer taler om ‘kriminalitetsbekæmpelse’: En centralisering af politiapparatet vender sig i første række mod arbejderklassen, det vil sige mod den klasse, som må bære hovedbyrden af kampen mellem de europæiske og amerikanske monopoler. Arbejderklassen er kanonføden, hvadenten det gælder den økonomiske eller militære krig.

De herskende ved, at arbejderklassen i det lange løb ikke vil affinde sig med denne rolle, og derfor forstærker og centraliserer de deres undertrykkelsesapparat.

Europas forening under monopolernes herredømme er hele vejen igennem reaktionær. Den retter sig mod arbejderklassen, mod verdens folk, den truer freden og de demokratiske rettigheder.

Tysklands Kommunistiske Parti KPD vender sig derfor mod hvert skridt af den såkaldte europæiske integration og kræver: