’Fred i Mellemøsten – det er en joke – der bliver aldrig fred’, sagde en palæstinenser, der blev spurgt om sin mening om fredsprocessen efter sammenbruddet i Camp David-forhandlingerne og Arafats og Baraks hjemrejse. Arafat til en modtagelse som folkehelt, der ikke havde givet køb, ikke indgået et forlig, der solgte ud af grundlæggende palæstinensiske interesser, ikke havde forrådt.

Arafat kunne ikke indgå en aftale der overgav palæstinensernes ret til Østjerusalem som hovedstad.

Eller kunne han? Det ser ud til, at alle andre punkter i en fredsaftale er forhandlet på plads. Og det ser ud, som om Israel blot vil tilbagegive 80 pct. af sine erobringer i Gaza og på Vestbredden. Kun spørgsmålet om Jerusalems fremtidige status står tilbage.

Og selvom forhandlingerne brød sammen i USA, forhandles der allerede videre.

Da FN den 25. november 1947 – med et knebent flertal, og imod de arabiske landes stemmer – vedtog at dele Palæstina i to stater, en palæstinensisk og en israelsk, var det en del af planen, at Jerusalem ikke skulle tilhøre nogen af parterne, men være under FNs kontrol med udstrakt selvstyre for byens to befolkningsgrupper. Det blev aldrig til noget. Under krigen, der fulgte ovenpå dannelsen af staten Israel den 15. maj 1948, lykkedes det ikke Israel at erobre den gamle del, der var rent palæstinensisk.

Nogle vil måske huske, at Folke Bernadotte som FNs mæglingsmand efter krigen arbejdede med muligheden af, at Jerusalem – der lå indenfor den daværende palæstinensiske stat – skulle være under palæstinensisk overhøjhed, men med lokalt selvstyre for den israelske del.

Det var en af grundene til, han blev myrdet af israelske terrorister.

Men ikke så snart var Israel blevet godkendt som medlem af FN i maj 49, før det begyndte at arbejde åbenlyst og mod FNs vedtagelser på at gøre Jerusalem til sin hovedstad.

I 1950 erklærede Knesset Jerusalem som hovedstad – med tilbagevirkende kraft fra statens fødedato!

Med junikrigen i 1967 erobrede Israel i løbet af få dage store arabiske områder, resten af det gamle Palæstina og herunder det arabisk-palæstinensiske Jerusalem. Dermed iværksattes for længst udarbejdede, detaljerede angrebsplaner – som USA, Israels internationale støttepille nr. 1 og faste våben- og dollarsleverandør – i det stille havde godkendt.

Palæstinenserne blev berøvet deres land, deres hovedstad – millioner blev drevet på flugt til et ydmygende liv i flygtningelejre i Libanon og andre arabiske lande.

Selvom de israelske røverier igen og igen er blevet fordømt af FN, har den amerikanske støtte sikret dem frem til i dag.

Det er USA, og ikke FN, som har været hoveddrivkraften i den såkaldte ’fredsproces i Mellemøsten’, der indtil videre har givet araberne nogle krigsrøvede områder tilbage, og palæstinenserne nogle procenter af de områder, de besad til juni 67. Fredsprocessen og de hidtidige aftaler er blevet forhandlet uden om FN, direkte under amerikansk ledelse, med Arafat og bag kulisserne med først og fremmest de pro-amerikanske arabiske lande.

Og den model, der sigtes på, er et ’Minipalæstina’, som ikke engang kommer til at besidde overhøjhed over alle de palæstinensiske områder fra før syvdages-krigen. Og nu er situationen med hensyn til Jerusalem vendt fuldstændig om: der diskuteres ’palæstinensisk selvstyre’ i en israelsk by!

Yassir Arafat har erklæret, at staten Palæstina bliver proklameret i september – uanset status på forhandlingerne. Og USA presser på for en ’endelig aftale’ med Arafat – det palæstinensiske nationale borgerskabs repræsentant – vel vidende, at enhver mulig efterfølger af Arafat ikke vil være i stand til at underskrive en aftale.

Hvordan det end går – en aftale, der ikke i det mindste annullerer Israels erobringer fra 67 vil aldrig blive accepteret af det palæstinensiske eller de arabiske folk, uanset hvem, der skriver under.

Den store amerikanske plan for ’Fred i Mellemøsten’, der skulle være Clintons sidste udenrigspolitiske ’bedrift’ – fred a la USA, fred på USA’s og Israels betingelser – vil med garanti ikke ’sikre freden’. Selvom Israel – der militært blev presset til at forlade Libanon – vil gå ind på det amerikanske forslag.

Det mishandlede palæstinensiske folk vil fortsat forlange retfærdighed.