Afstemningsresultat: valg!

Det må ikke være opmuntrende for de hårdt trængte unionsloyale socialdemokrater, at Venstre og Konservative har erklæret, at det sikre resultat af et Ja ved folkeafstemningen den 28. september bliver et folketingsvalg, hvor de kan få Nyrup-Rasmussen og hans regering vippet af pinden. De er i færd med at udarbejde et fælles finanslovsudspil – og der vil stå valgoplæg skrevet over det hele.

Men også frygten for et Nej lurer – og i den seneste tid har både ledende socialdemokrater og LO-toppen måttet signalere, at ’et Nej ikke er nogen katastrofe’. De skal jo leve videre – og beholde posterne – også med et Nej.

Nej-sidens styrke har tvunget unionsforkæmperne til at ændre taktik og argumentation midt i løbet. Og det har udløst en ny runde i den altid eksisterende fløjkamp i Socialdemokratiet. Auken-fløjen med bl.a. ministrene Buksti og en purung kronprins ved navn Frank Jensen har i pressen åbent kritiseret Nyrup-´fløjens hidtidige strategi. Man skal rette sig mere mod tvivlerne, komme skepsis’en i møde, mener Auken – som gerne vil fremstå som en slags skeptiker, selvom han som partiformand førte en massiv kampagne for Maastricht-traktaten og euro’en.

Det er fornøjeligt at se, hvordan ja-fløjen sprækker. Opgøret på de indre linjer i socialdemokratiet har også fremkaldt bitre kommentarer fra den borgerlige fløj, der nok har erklæret borgfred, men heller ikke kan styre trangen til igen at komme til fadet.

Men også Nej-partierne har haft deres sprækker, uden at de har haft den negative indflydelse, som organisatorerne af skænderierne i SF og Dansk Folkeparti - som f.eks. unionstilhængerfløjen i SF og tilhængerpressen - havde håbet og forventet. Det er bl.a. et udtryk for, at Nej’et ikke i første række er partibestemt, men i sidste ende afspejler klasseholdninger.

Det gælder også for det populistiske Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgård går ikke i spidsen for, men i røven på de vælgere, hun bejler til. Og derfor ser det også ud til, at den særlige kampagne mod Dansk Folkeparti, som er en integreret del af Socialdemokratiet ja-kampagne (!), preller af i forhold til, hvordan der stemmes den 28. 9.

Som et ekko fra besættelsestidens socialdemokratiske retorik, som fordømte modstandsbevægelsen som en ’uhellig koalition af kommunister og chauvinister’ kørte Nyrup og Co. i starten af afstemningskampagnen frem med, at Nej-siden skulle være en nærmest ’naturstridig alliance’ af det yderste venstre og det yderste højre – og påstod. at modstanden mod unionen i de øvrige unionslande skulle være præget af ekstreme højrekræfter.

Det ramte også ved siden af. For det første fordi der ikke eksisterer en egentlig politisk alliance, og fordi modstanden ikke i første række er partipolitisk organiseret. Men også på grund af nogle klassemæssige forhold: Hele det danske borgerskab er for Unionen – fra monopolkapitalen til den lille kapitalist i monopolernes sold. Derfor ser vi en Mogens Glistrup skulder ved skulder med Fogh og Nyrup for et ja. Det danske borgerskab ser det entydigt som sin klasseinteresse at være med ved det bord, hvor den europæiske imperialismes krummer deles ud. I Frankrig og England derimod frygter dele af landenes imperialistiske bourgeoisi at miste andele til de andre, ikke mindst til de tyske.

Og det er en anden stor løgn, at kommunisterne og. venstrekræfterne i de øvrige lande skulle være for en stærkere union og for euro’en. Deres modstand imod begge er voksende – men det forties selvfølgelig i de borgerlige medier.

Vil et ja udløse et pres for et folketingsvalg, er muligheden for et valg efter et Nej ikke mindre. Den konsekvente modstand vil med fornyet styrke rejse kravet om dansk udtræden og et nej til den kommende Nice-traktat. At udskrive folketingsvalg er en gængs metode for borgerskabet til at løse en politisk krise og til at aflede et stærkt folkeligt pres. Selvfølgelig vil Nyrup stritte imod – det siger opinionstallene – men han kan blive tvunget til det. Ja eller Nej – resultatet kan blive et valg, allerede i år.