Antikapitalistiske aktivister
på anklagebænken

Mens store demonstrationer ved de republikanske og demokratiske partikongresser nærmer sig,. bliver spørgsmålet om, hvor megen ‘ret’ menneskene i dette land har til at være uenige med det kapitalistiske system, til en stadig varmere kartoffel.

I april sidste år blev næsten 700 arresteret, tilbageholdt og lagt i håndjern – i skolebusser, fjerntliggende ad hoc-politistationer og underjordiske kældre i Washington. De havde ikke overtrådt nogen lov. De havde stået på et fortov og fredeligt demonstreret mod den fremvoksende fængsels-industri.

Massearrestationerne den 15. april var en præventiv tilbageholdelse og en klar krænkelse af den første og fjerde artikel i den amerikanske forfatning.

Blandt de arresterede var folk på indkøb, turister, en besøgende skovbetjent fra North Carolina og en fotograf fra Washington Post, der havde modtaget Pulitzer-prisen. De blev alle indfanget i en politiaktion, som må have haft grønt lys højt oppe i regeringen. Politiet havde afspærret hele området rundt om demonstrationen den 15. april, og derpå forbudt alle at forlade det.

Den 25. september vil den første gruppe af disse politiske aktivister og organisatorer blive stillet for retten i Washington. De risikerer op til 90 dages fængsel for ’forstyrrelse af den offentlige orden’.

Denne kalkulerede repression i Washington var første gang, regeringen afslørede en ny landsdækkende strategi, som tager sigte på at smadre eller marginalisere den nye antikapitalistiske bevægelse, som fangede verdens opmærksomhed ved gadeprotesterne i Seattle i november sidste år.

Den samme kalkulerede brug af politivold, indtrængen i demonstrationer, intimidering og massearrestationer, som sås i Washington i april sidste år, er nu åbenbart regeringens taktik til at imødegå de planlagte protester ved republikanernes og demokraternes partikongresser i Philadelphia og Los Angeles.

Regeringen er ivrig efter at få en domsfældelse ved retssagen den 25. september. Der er gode grunde dertil. Politiet vil have en dom i egen interesse, for at beskytte sig selv.

En civil retssag mod regering og politi er indledt den 27. juli i distriktsretten i Columbia. En koalition af progressive sagførere vil træde frem på vegne af de arresterede, af andre, hvis kontorer blev brudt ind i af regerings- og politiembedsmænd, og af de mange, der fik prygl af politiet i Washington i weekenden den 15.-17. april, da tusinder protesterede udenfor et bøde af topbankfolk og finansmagnater i Det Internationale Valutafond.

Retssagen vil anklage regeringen og politiet for at indgå i en omfattende sammensværgelse med henblik på at krænke grundlovens paragraf 1 og retten til ytringsfrihed og at forsamles, og artikel 4s beskyttelse mod illegal ransagning og arrestation.

Det turde nu være indlysende for alle, at kapitalistklassen i USA har opmuntret politiet til en ny eskalation af aggressiv politifremfærd for at inddæmme den fremspirende ungdomsbevægelse, som har rejst sig til kamp mod verdenshandelsorganisationen WTO, IMF, Wall Streets banker og selskaber, og fængselsindustrien.

Alle prækenerne til skolebørnene om demokrati, forfatningens ukrænkelighed og ytringsfrihed afsløres som en fiktion, der tilslører gigantselskabernes og bankernes herredømme.

Ja – alle har ret til at ’ytre sig frit’, men kun så længe de, der fordømmer fattigdom, udbytning, lave lønninger, sweat shops (fabrikker der grovudbytter især illegale immigranter), og den nutidige form for lynchningjustits kendt som dødsgangen, ikke bringer forstyrrelse i alle de kapitalistiske institutioners smertefri funktion.

Politiet gør sig nu parat til det første store sammenstød i Philadelphia og Los Angeles. De republikanske og demokratiske kongresser – disse stærkt opreklamerede symboler på demokrati efter amerikansk mønster – vil blive beskyttet af tusinder af urobetjente i fuld kampuniform. Knipler, tåregas, peber-spray, vandkanoner og armerede personvogne vil stå til rådighed for ’demokratiets’ delegerede.

Men hvis er disse kongresser? Hvem repræsenterer de?

De store virksomheder smider 42 millioner dollars ind for at ’hjælpe’ de to partier til at betale udgifterne til deres kongresser, beretter Douglas Turner i Buffalo News den 17. juli.

Microsoft giver en million dollar til både den republikanske og den demokratiske partikongres.

United Airlines giver 500.000 dollars til demokraternes udstyrsstykke, mens US Airways giver 500.000 til det republikanske. Disse to flyselskaber ønsker at fusionere for at opnå større markedsandele, fyre flypersonale og skære ned på lønningerne.

Et hurtigt blik på hvem der finansierer de to kongresser afslører, at begge partier er fuldstændigt i lommen på de største kapitalistiske virksomheder, banker og oliemonopoler.

Lockheed Martin, den gigantiske luftfartsvirksomhed, giver 100.000 dollars til begge kongresser. Præsidenter kommer og går, men det militært industrielle kompleks består. Og det gør også det årlige ’forsvars’budget på 300 milliarder dollars. Tænk på denne donation fra Lockheed Martin næste gang du hører ’din’ senator eller kongresmand holde en flammende tale om det uafvendelige og akutte behov for ’at modernisere det amerikanske flyvåben’.

Kan du huske strejken hos United Parcel Service for to år siden? UPS-bosserne sagde, at de ikke havde råd til at give rimelige lønninger og ydelser til deltidsarbejderne. Men UPS giver demokraterne en støtte på 1 million dollars til at afholde omkostningerne ved alle banketterne og ballonerne. Måske det bare er en måde at sige tak for retsforfølgelsen af chaufførernes faglige ledere, efter at fagforeningen vandt strejken.

De øvrige vigtige bidragsydere er som at læse en liste over Fortunes fem hundred største virksomheder – for det er nogenlunde, hvad det er. Sygeforsikringen HMO, som regelmæssigt undlader at dække patienternes sundhedsudgifter, stamper de store dollarbundter frem.Cigna giver 100.000 $ til republikanerne. Det samme gør Independence Blue Cross.

General Motors forærer demokraterne 1 million $; Daimler-Chrysler giver hver 250.000 $.

Den kapitalistiske elites kontrol med den politiske proces er ikke en følge af dens talmæssige vægt i samfundet. Nej, bag disse storvirksomheder og banker er en lillebitte brøkdel af befolkningen. Hvordan kan en håndfuld milliardærer og mega-multimillionærer have herredømmet i et samfund med 275 millioner mennesker, de fleste arbejdere?

I tider med kapitalistisk stabilitet tillader deres økonomiske magt dem at beherske samfundet i kraft af deres kontrol med de to politiske partier og alle de tre grene af regeringen. Massemedierne, som simpelthen ejes af de største selskaber, er en anden støttepille for deres herredømme over samfundet.

Men dette herredømme over samfundet af rigdommens diktatur udløser uundgåeligt nye bevægelser, som slås for social retfærdighed. Nogle af dem bliver mere radikale og tilmed revolutionære og søger at omforme samfundet for at sætte menneskenes behov i centrum.

Så afløses den glatte tale af politikniplerne.

Enhver seriøs bevægelse, som slås for revolutionær forandring, eller blot vidtgående reformer, må forholde sig til spørgsmålet om at udarbejde strategi og taktik for at imødegå politisk og politimæssig undertrykkelse. Det er vigtigt ihærdigt at forsvare vore borgerlige og juridiske rettigheder. Det er kritisk vigtigt at udstrække solidaritetens bånd til alle de, som er indfanget i politiets, domstolenes og fængslernes net.

Men grundlæggende for bevægelsens succes vil være dens evne til at vække og smelte sammen med bredere dele af arbejderklassen, især de unge og de, som lider under lave lønninger, politibrutalitet og racisme.