Pensionen og
fru Jensen!

Fra EU-skræmme-kampagne-spanden

Af Dorte Grenaa, formand for APK

Tre overskrifter fra dagens medie euro-debat torsdag d. 20.juli.

"Euro-nej dyrt for pensionskasser", "Pensionssektorens svageste medlemmer risikerer at få indlagt alvorlige dræn i pengetanken, hvis danskerne stemmer nej til dansk deltagelse i den fælles mønt, euroen," "Pædagoger, som ofte er typiske nej-sigere til EU, kan blive ramt af et nej til euroen".

Arv min arm! Offentlige ansatte, kvinder og andet godtfolk, der bliver ved med at sige nej til EU og Euro, får lige en klar besked her. Et nej til euroen den 28. september kan ramme din egen EU-dirigerede overenskomst-lovbefalede pensionsopsparing - din egen tryghed i alderdommen er simpelthen i fare, hvis du stemmer forkert!

Pensionsbidraget hver måned er sure penge at skulle af med hele tiden i stedet for udbetalt løn. Og skulle det så vise sig, at man alligevel ikke får ret meget ud af dem i sidste ende pga. af et EU-nej - ja, så kan man jo godt gå hen og blive helt deprimeret ved tanken om den triste alderdom, der venter forude.

Hvorfor er det mon særligt nej-sigernes pensionsfonde, der kan blive ramt af et nej til euroen?

Er det ligesom dengang i 1972, hvor direktøren kaldte os sammen i kantinen dagen før afstemningen. og med andægtig mine forklarede, at et nej ville betyde indskrænkninger, måske ligefrem lukning. Og at de, der stemte nej måtte vide at stå til ansvar for deres handling bagefter?

Man blev jo fyret nogle år efter.

Men fyringerne, fabrikslukningen og arbejdsløsheden kom jo efter Ja’et til EF dengang. Altså kan der ikke være en særlig økonomisk lovmæssighed, der siger at EU-modstandere straffes særlig hårdt ved et Nej - selvom man godt kunne mistænke EU-kommissionen for gerne at ville kunne udstede et sådant direktiv. (Visse EU-topburokrater arbejder allerede nu med tanken om at forbyde organisationer, der er mod EU i det nye "menneskerettighedscharter" for Unionen).

Hvad har det så noget af gøre med? Det er måske rart nok at vide, hvis man var ramt af en pensionsopsparing.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke i den tilsyneladende saglige og seriøse økonomiske redegørelse som følger efter de føromtalte overskrifter i Børsen, man finder svaret. Den er en lang sang om pensionskassernes investeringsproblemer med henholdsvis aktier, indeksobligationer, kursstigninger, henlæggelser, egenkapital, hokus-pokus og jeg skal komme efter dig. Det hele hængt op på forudsætningen: "Leger man med scenariet, at renten stiger en pct. som følge af et nej til euroen, står PBU (pædagogernes pensionskasse) til alvorlige øretæver". Hvis og hvis min.... - kan du lige svare på den?

Så kender vi dem igen. De dækker sig bag en hel smøre af økonomiske begreber, så man straks skal tænke "uha, det har jeg jo slet ingen forstand på, så må jeg hellere holde min kæft".

Hører man til dem, der alligevel gerne lige vil vise, at man skam godt kan snakke med, når de store og "kloge" taler om de for vort land og pension så alvorlige problemer, fanges man i en diskussion, om renten mon vil stige én eller én en kvart pct . Det kan lyde død klogt, men man kan hverken huske, hvorfor man egentlig ville stemme nej eller hvad man hedder til efternavn bagefter.

Hvem bliver skræmt ved tanken om at et nej til Euroen kan føre til problemer for ens aktiekurser, eller til at markedet for obligationer risikerer at gnave i ens formues egenkapital?

Pensionskassernes chefer og direktioner gør. Og det er vist ikke tanken om, at pædagogen i Nørre Sundby eller fru Jensen i Vanløse risikerer at miste deres pensionspenge, der holder dem vågne om natten?

Selvom de stadig kaldes det hyggelige ord - pensionskasse, der leder tanken hen på solide ting som kaffekasse og gavekasse, så ligger dagens virkelighed langt forbi. Det er pensionskoncerner. De hører til de største kapitalpengetanke i dagens Danmark. Det er hos dem, erhvervslivet hele tiden henter ny investeringskapital. Det er herfra, milliarderne for alvor ruller ud på aktie- og obligationsmarkedet, ned i monopolerne lommer. De er en del af monopolborgerskabet og monopolernes Union. Det er deres problemer og mareridt, skræmmekampagnen handler om.

Og det er ikke kun, fordi der er middelmådige fagforeningspampere og fallerede politikere i ledelsen af pensionskasserne, vi ser absurde investeringer, som lægernes pensionskasse, der køber aktier i EU-våbenindustrien, eller pædagogernes, der postede millioner i et fuldkomment håbløst "Sommerland" for børn. At vi ser pensionskasser og fonde, der indgår i kriminelle økonomiske transaktioner som i Hafnia-skandalen, hvor hundredvis af millioner kroner blev løftet fra pensionsopsparernes lommer over i Den Danske Banks.

Vi taler i dag om kapitalkoncerner, der hvirvler rundt om gulvkalven og for hvem det, der tæller, er profit. Det er her, vi finder LO-toppen, Hans Jensen, Max Bæhring, Lillian Knudsen, Tine Brøndum og de 3 mill. kr, de lige har løftet af kontingentkassen til deres Euro-ja.

Når Socialdemokratiet skinhelligt går ud og fortæller, at det lige har sagt nej til 50.000 kr. fra Den Danske Bank til partiets Euro-ja-kampagne, fordi det ville være uheldigt over for dets euro-spektiske vælgere at blive forbundet med storkapitalen, så er det rent bluff. Toppen sidder allerede selv placeret ved storkapitalens bord, og ikke bare som gæster.

Derfor er pensionsfonde og kasser så optaget af indekser, rentestigninger og -fald. Det er forskellen på superprofit eller bare profit, på at æde eller blive ædt, på en strålende erhvervskarriere eller et almindeligt arbejde.

Her står meget på spil. Euroen og Unionen er vejen frem for - koncerner og monopoler.

Men bestemt ikke vejen for hverken fru Jensen, pædagogen eller den, der bekymrer sig om sin fremtidige pension. Pensioner for almindelige mennesker har det i det hele taget ikke godt i Unionens profitlykkehjul.

Den Sociale Pensionsfond blev inddraget og brugt til at opfylde Unionens økonomiske krav (konvergenskrav til ØMUen). Der blev aldrig udbetalt en krone til pensionisterne. Folkepensionen er stærkt på vej til blot at blive lille alderdomsalmisse, og det er trods alt kun den, alle de, der holdes udenfor arbejdsmarkedet, får til at leve af.

Pensionskassernes penge kastes i stigende omfang ud på aktiemarkederne, hvor formuer tilsyneladende forsvinder i den blå luft. Beløbene for hvad man engang måske kan få udbetalt i arbejdsmarkedspension sættes ned, og skatten tager resten.

Sku’ vi lade os skræmme af en flok hændervridende kræmmere, glitrende guldkalve og talende jakkesæt? Ikke en meter. Når de ser så ufattelig store ud med alle deres milliarder, er det synsbedrag.

De er kun store, så længe vi ligger på knæ. Hoved op i øjenhøjde - og de er et lille mindretal, der har fremtiden bag sig.

Stemmer arbejderne nej - bli’r det et nej den 28.september. Går fru Jensen, pædagogen og skolelæreren med - bli’r det et Nej. Det er nu vi skal have gjort EU-modstanden synlig og allestedsnærværende. I køen i Brugsen og Netto, i frokostpausen, på gaden og ved aftenkaffen.

Tværs igennem trusler, løgn og bedrag.