7 argumenter mod ØMU

Som følge af EU-medlemsskabet er Sveriges mulighed for at føre sin egen økonomiske politik begrænset. Vi har bundet os til at harmonisere den økonomiske politik med den nyliberale politik, som er lovfæstet i EU, og som er umulig at kombinere med den såkaldte svenske model med fuld beskæftigelse, almindelig velfærd og en stor offentlig sektor.

Skulle Sverige tage skridtet fuldt ud og gå med i EU’s valutaunion, ØMU’ens tredje fase, bliver det endnu værre. Så bliver den svenske krone skrottet og Riksbanken forvandlet til et regionskontor. Retten til at bestemme over valuta- og pengepolitikken overflyttes til den europæiske centralbank i Frankfurt. Sverige mister endnu en del – en betydningsfuld del af selvstændigheden.

Vi tvinges til at afgive to af de vigtigste makroøkonomiske redskaber, rigsdag og regering har til at føre økonomisk politik, nemlig valutapolitikken og pengepolitikken. Desuden mister vi suverænitet over finanspolitikken.

I praksis indebærer en overgang til euroen, at vi afskriver os mulighederne for at føre en selvstændig økonomisk politik i det hele taget.

Da Sverige tilpassedes ØMU i begyndelsen af 90’erne, fik vi den værste økonomiske krise siden depressionen i 30’erne: Statsgælden fordobledes. Budgetunderskuddet fordobledes. Arbejdsløsheden femdobledes. Pladsen til, at et lille land kan føre en aktiv økonomisk politik er betydeligt større uden for ØMU, især fordi muligheden for at lade rente og vekselkurs tilpasse sig den specifikke økonomiske situation i Sverige øges med en egen valuta.

Muligheden for at føre valutapolitik, at påvirke valutaens værdi, forsvinder. Sverige har ofte anvendt valutapolitikken til at holde produktion og beskæftigelse oppe, senest i 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Men en kraftig sænkning af kronekursen var også et af midlerne, der fik hjulene til at snurre under krisen i 30’erne, og da økonomien stagnerede efter anden verdenskrig.

Med valutaunionen tvinges Sverige til at låse valutakursen fast og smide nøglen bort. Får svensk industri i fremtiden problemer med konkurrenceevnen, findes der ingen mulighed for at devaluere eller lade valutaen synke i værdi.

Muligheden for at føre sin egen pengepolitik, at påvirke renterne, forsvinder. I Sverige er pengepolitikken tidligere blevet brugt til at holde renten nede og fremme investeringer, og af og til til at holde renten oppe og bekæmpe overophedning af økonomien.

Den europæiske centralbanks rentepolitik bliver ikke bestemt af den økonomiske udvikling i perifere og små områder som det svenske. Vi kan derfor rammes af et rentesmæld, som ikke stemmer overens med vor konjunkturfase.

Muligheden for at føre sin egen konjunkturpolitik begrænses. Kravet om et afbalanceret budget og lav inflation gør, at det ikke længere lader sig gøre at stimulere produktionen under en lavkonjunktur og øge beskæftigelsen gennem offentlige investeringer.

Valutaunionen fører til en politisk ensretning, som vanskeliggør økonomisk udvikling, fordi den bliver en hindring for en selvstændig og fleksibel økonomisk politik, som er tilpasset forholdene i Sverige.

Valutaunionen går ud fra, at alle lande i EU skal føre samme økonomiske politik, nærmere bestemt Tysklands, uden hensyn til deres egen historie og egne politiske og økonomiske forudsætninger. Som det er blevet sagt: Det er, som om en termostat i Frankfurt skal regulere temperaturen i Kiruna.

Velfærdspolitikken tog en ny skikkelse i 90’erne. Den svenske model faldt og tilpasses stadig mere til EU’s modeller.

I tråd med ØMU’ens konvergenskrav om mindskede offentlige udgifter har regeringen i 90’erne fremlagt den ene nedskæringspakke efter den anden. Det sociale sikringssystem undergravedes, og der indførtes bestemmelser om højere egenbetaling og lavere tilskudsniveauer. Statslige virksomheder privatiseres, og kommunal service beskæres. Den offentlige sektor afmonteres, og hundredtusinder arbejdspladser er forsvundet.

I debatten fremstilles konvergenskravene ofte som en slags højere økonomisk sandhed. Men faktum er, at de fastsatte procentsatser er vilkårligt opstillet, og at de to finanspolitiske konvergenskrav (budgetunderskud og statsgæld) ikke har nogen direkte sammenhæng med en valutaunion.

ØMU-kravene handler mere om politik end om økonomi. De er helt enkelt en måde at rette den økonomiske politik ind mod flere velfærdsnedskæringer og en formindsket offentlig sektor. Centralbanksdirektørerne i Frankfurt forsømmer ingen lejlighed til at formane medlemslandenes regeringer til at sænke skatterne og beskære velfærden.

Bag ordet ’konvergens’ findes en tvangstrøje af nyliberalt tilsnit. Der er ingen plads til at satse på job, på, at almindelige mennesker får mere i tegnebogen i form af højere lønninger, større børnetilskud eller lignende foranstaltninger eller satse på at udbygge den offentlige sektor og forstærke den sociale sikring. Der er ingen plads til øget forbrug. Selv om man måtte ønske det.

ØMU-kravene er en effektiv bremse for al anden politik.

Konvergenskravene betyder med almindelige ord bliv mere ens-kravene. Sverige skal helt enkelt blive mere lig det øvrige EU.

I de fleste EU-lande er velfærdspolitikken selektiv (ikke generel) og bygger på indkomstprincippet, d.v.s. den sociale sikring er afhængig af, hvor meget man har arbejdet og betalt for sine forsikringer.

Mens arbejdsløsheden i næsten alle EU-landene øgedes kraftigt i slutningen af 70’erne og blev stående på dette høje niveau, var arbejdsløsheden i Sverige konstant lav.

I 90’erne udviklede den svenske arbejdsløshed sig på en anden måde: Den voksede kraftigt.

Stigningen i arbejdsløsheden falder helt og fuldt sammen med den tidligere EU-tilpasning om at holde op med at føre en selvstændig penge- og valutapolitik og knytte kronen til ECU’en (i dag euroen). Efter at have haft høj beskæftigelse som det helt afgørende mål blev lav inflation og fast kronekurs pludselig de primære mål.

Meget forenklet kan man sige, at Sverige i 70’erne og 80’erne satsede på at bekæmpe arbejdsløsheden med en noget højere inflation som prisen og med en noget senere faldende valutakurs som følge. Det som sker ved medlemskab af ØMU er, at Sverige ikke længere har denne valgfrihed i den økonomiske politik.

Hvad vi oplevede i ’91-’92, var netop denne type tilpasning, som bliver nødvendig i et ØMU-Sverige: Beskæftigelse og produktion må tage imod slagene i stedet for priser og vekselkurs.

Uden mulighed for at sænke kronekurs eller renteniveau må ubalance i økonomien imødegås på andre måder. De midler, som står til rådighed, er dramatiske lønsænkninger, eller at arbejdsløse flytter! Ikke til Mälerdalen eller Skåne, men til ekspansive områder i Tyskland, Frankrig eller Norditalien.

Euroen åbner dørene på vid gab for markedskræfterne, og de kommer til at trænge ind i enhver afkrog af samfundet. Med markedskræfternes gennemslag kommer koncentrationerne i vækstområderne til at forstærkes, og forskelle i levestandard mellem forskellige regioner til at øges.

Når folket giver magt fra sig, må de kunne kræve dem til ansvar, som forvalter magten. Det er grundlæggende for demokratiet.

Men i valutaunionens mægtigste organ, Den europæiske Centralbank, er der ingen mulighed for at kræve noget ansvar. Centralbanken styres af uafhængige bankdirektører, som det er udtrykkeligt forbudt at modtage instruktioner fra de direkte eller indirekte folkevalgte, uanset om de repræsenterer EU eller medlemslandene.

Målet for centralbanken er prisstabilitet. Dette mål er overordnet alle andre. Det er en principiel trussel mod demokratiet. Politikerne i EU kan nemlig beslutte hvad som helst, f.eks. skridt til at mindske arbejdsløsheden, men centralbanken behøver ikke adlyde. Det eneste mål, man skal følge, er prisstabilitet.

ØMU er baseret på et traktatgrundlag, som for evigt vil cementere nyliberale principper, som giver større plads til markedskræfterne, mindre til politikken.

ØMU indebærer, at politikerne i lighed med Odysseus må lade sig binde til masten og lade centralbanken hærge, som den vil, i jagten på et inflationsspøgelse, som ikke findes, og lade markedet i kraft af sin grænseløse frihed kvase den offentlige sektor, sænke de laveste lønninger og indskrænke de faglige rettigheder.

Demokratiet skal disciplineres, den økonomiske politik beskyttes mod folket. Vælgerne kommer stadig oftere til at støde på beslutninger, hvor det hævdes, der ikke findes alternativer. Man skal kunne stemme, men ikke vælge. Det er selve ideen, selve konstruktionen, der er helt gal, ikke et beklageligt sent opdaget ’demokratisk underskud’. ØMU er ikke et redskab for demokratiet til at tøjle markedet, men snarere markedets redskab til at tøjle demokratiet.

De økonomiske argumenter for ØMU er så små og de økonomiske farer med ØMU så store, at projektet aldrig ville blive kørt frem med den kraft, som nu lægges i, om der ikke fandtes andre målsætninger i baggrunden.

Valutaunionen betragtes og beskrives af sine tilhængere som et nødvendigt skridt til at fremskynde og forstærke den økonomiske og politiske integration i EU. Med en fælles valuta overtager EU centrale økonomiske beslutninger som vekselkurs, rente og rammerne for de offentlige udgifter fra medlemslandene.

I fortsættelsen kommer en valutaunion næppe til at fungere, hvis ikke EU også kan styre finanspolitikken. En fælles finanspolitik vil på sigt føre til krav om, at EU styrer medlemslandenes skattesystem, eller at EU får ret til selv at foretage beskatning. Og hvis EU udvikler en fælles finanspolitik, indbefattet skattepolitik og budgetpolitik, så har unionen ikke bare overtaget den økonomiske politik. Den har også overtaget de generelt vigtigste styringsredskaber og banet vej for en europæisk forbundsstat, et Europas Forenede Stater.

Det er derfor ikke så underligt, at de stærkeste advokater for ØMU ikke er nationaløkonomer, men føderalistiske politikere og bureaukrater.

Yderligere en drivkraft er de chauvinistiske stormagtsdrømme, som trives i Berlin, Paris og Bruxelles. Valutaunionen giver EU en helt anden vægt i den globale magtpolitik. Allerede med Tyskland, Frankrig og et land mere har euroklubben et bruttonationalprodukt på højde med Japans. Med de fleste EU-lande minus Storbritannien havner den lige efter USA. Tages Storbritannien med, bliver EU verdens nye økonomiske stormagt.

Blandt de politiske partier er det Moderaterne (Sveriges svar på Venstre, red.), som er de største fortalere for ØMU. Det er ikke noget tilfælde. For Moderaterne er der klare politiske gevinster ved ØMU-projektet.

For det første indebærer en ØMU-tilslutning en magtforskydning i det svenske samfund. Markedet øger sin indflydelse på fordeling og udvikling, og den politiske eller demokratiske styring formindskes tilsvarende.

For det andet letter og påskynder et ØMU-medlemskab velfærdsdemonteringen og den almindelige nyliberalisering af det svenske samfund.

ØMU-paragrafferne angiver ikke bare reglerne for, hvordan beslutninger skal træffes, men fastlåser den økonomiske politiks indhold. Sverige bliver traktatmæssigt forhindret i at føre en politik for fuld beskæftigelse og styrkelse af den offentlige sektor. Det er, som hvis rigsdagen skulle træffe beslutning om at indskrive det Moderate Samlingspartis økonomiske politik i den svenske grundlov!

En del ØMU-tilhængere fremstiller valutaunionen som en modvægt til kapitalen. Men det er bare tom retorik. Der findes intet i valutaunionens konstruktion, som øger kontrollen med kapitalen.

EU-traktaten, som er det fundament, hele ØMU-projektet hviler på, har som et af sine grundlæggende principper, at kapitalen skal have så frie tøjler som muligt.

Den, som er blind for dette faktum og påstår, at ØMU er eller kan blive en politisk modvægt, står med hele bevisbyrden: På hvilken måde? Med hvilke midler?

Ethvert svar vil falde på, at det ikke kan lade sig gøre! Love og beslutninger af konstitutionel art lægger hindringer i vejen. Artikel 56 i Romtraktaten indebærer, at enhver begrænsning af kapitalens frie bevægelighed mellem EU-landene eller mellem EU og andre dele af verden er forbudt.

Er der virkelig nogen, som tror, at Moderaterne (ligesom den svenske arbejdsgiverforening og Industriforbundet) skulle være så begejstrede for ØMU-medlemskab, hvis dette skulle indebære, at kapitalejernes magt formindskes?

Fire ud af fem moderater kan ikke tage fejl! Valutaunionen er et højreprojekt.