Medarbejderaktier

Det gælder for de moderne virksomheder om at skabe sammenhold og nærvær. Kodeordet er personalegoder!

Metoder er mangfoldige. Privatbusser indsættes med opsamlingssteder forskellige centrale steder.

Sommerhuse udlejes til favørpris. Brugte kontormøbler kan erhverves langt under markedsprisen.

- You just name it! – som vore amerikanske medaktionærer ville sige det.

Under dække af at ville ramme direktørernes frynsegoder har skatteministeren – den gang hed han Carsten Koch – besluttet sammen med det øvrige ting, at frynsegoder nu skulle beskattes.

Det betød en umiddelbar inddragelse af personalebusserne og en beskatning af de ansatte, hvis de var så heldige at vinde et feriehus.

- You name it!

Stort set alle personalegoder er udsat for angreb fra ledelsens side, som kræver et minimum på 15% afkast til deres aktionærer pr. år!

Stort set alle personalegoder er udsat for angreb fra skattevæsenet - uanset navnet på skatteministeren.

I min lille afdeling på den store multinationale virksomhed er vi to personer ud af syv, som mobbes over, at vi ikke havde adgang til at tegne medarbejderaktier, sidste gang de blev udstedt.

Ca. hvert femte år udstedes aktier, der fem år senere kan indløses til en 10-foldig værdi. Normalt betales 5.000 kr. for den fulde aktiepost, der senere indløses for omkring 60.000 kr.

Det giver anledning til diskussion over morgenkaffen, til frokosten og fyraftensbajeren (som vi slet ikke må drikke, da virksomheden har en alkoholpolitik – af hensyn til de drikfældige OG produktiviteten).

- I kunne også bare ha` været lidt klogere, så var I blevet ansat lidt tidligere, og derved havde I også fået retten til medarbejderaktier, lyder det irettesættende budskab fra dem, der har udbytterne med sig.

Medarbejdernes aktieprofitter bliver i mange ansattes hoveder til en lønforhøjelse, som skal returneres med taknemmelighed over for firmaet. Man er jo "bundet"!

Hvis nogen elementer af intelligentsiaen forlader arbejdsgiveren i utide, "straffes" de på deres manglende superprofitter af deres medarbejderaktier.

Men selv blandt skraldemændene kan disse småborgerdrømme bære ved til diskussioner.

Specielt når en kollega er gårdejer – med en bolig, der er værdisat til omkring 1½ mio. kr. – og uden han ved af det, læner sig op ad det yderste højre:

- Det ka´ sgu da også være ligegyldigt med den lønforhøjelse. Skattefar ta`r jo det hele! - mener Kurt, fordi løsningen på familiernes og landets problemer er jo bundskatten.

Og det er her at de to arme musketerer – mobbet ud, fordi de ikke ejer aktier i firmaet - kommer på banen:

- Vi deler din lønforhøjelse, vi deler dine medarbejderaktier, og vi kræver en hævelse af bundskatten!

Nu viste det sig, at han var yderst solidarisk. Han ville da gerne dele, hvis det ellers var teknisk muligt; men det var umuligt i forhold til lønningskontoret og skattevæsenet.

Desværre: Han var nødsaget til at beholde sin profit på medarbejderaktierne, ejendommen, og så lægge lidt til på overenskomsten.

Det er ham vel forundt. Han har også forstået, han skal ikke stå i vejen for vores lønkrav!