Justitsmord!

Tysklandsarbejdernes skæbne sat i centrum på DmH’s møde i København

"Det var ikke de bedste elementer, der rejste ud," dømte Jens Otto Krag koldt de ca. 130.000 danske tysklandsarbejdere og tilføjede: "Der skal naturligvis ikke vises større moralsk overbærenhed over for arbejdere end andre samfundsgrupper, der gik tyskerne til hånde". En fældende dom uden rettergang. "Justitsmord" betegnede Hardy Hansen denne karakterdom oven på høringen om tysklandsarbejderne, som Dokumentationscenteret mod Historieforfalskning (DmH) afholdt i SiD’s store mødelokale i Kampmannsgade den 29. juni.

Det var under tvang danske arbejdere blev sendt til Tyskland. Økonomisk tvang. Allerede den 16. maj 1940 havde regeringen udsendt et cirkulære, som fastslog, at der skulle skaffes arbejdskraft til selve Tyskland og virksomheder i Norge, der arbejdede for tysk industri. Efter en plan, som de fleste fagforbunds ledelser støttede, sendtes allerede samme måned 5.000 arbejdere til Tyskland, skulle nogen formaste sig til at nægte eller at løbe stikke af fra de tyske arbejdspladser, satte arbejdsministeren en stopper for enhver form for understøttelse herhjemme.

500 danske arbejdere mistede livet i Tyskland. Det anslås, at ca. 400 døde ved ulykker, mens over 80 ikke overlevede barsk behandling, sult og sygdom i nazistiske koncentrationslejre. Stikkervirksomheden over for især kommunister var sat i system. Justitsministeriet havde folk til at gennemgå navnelisterne over tysklandsarbejderne. De "mistænkelige" blev afmærket med rødt og listerne returneret til Gestapo.

Dette var nogle af de kendsgerninger, oplægsholderne journalist Hans Jørgensen (forfatter til bogen "Mennesker for kul") og historikeren Torben Svendrup konfronterede de mere end 150 fremmødte med. Hertil kunne den tidligere tysklandsarbejder Erik Carlsen berette om en ugentlig arbejdstid på 84 timer, mangelfuld kost og vilkårligheder.

I 55 år har tysklandarbejderne - og ikke samarbejdspolitikken - været stemplet i den officielle danske historieskrivning. Skjules skulle og skal omfanget af regeringens beredvillighed og samspil med besættelsesmagten. En brik er løftet. Danske arbejdere blev tvunget til at tage arbejde i Tyskland, nøjagtig som i dag, hvor aktivering af arbejdsløse er blevet til tvangsaktivering.

Nye brikker bliver løftet, når DmH afholder sin næste høring på den historiske dato for samarbejdspolitikkens fald torsdag den 29. august på Middelgrunden.

eb.