Tid til forbrødring

I hele den officielle virak omkring Øresundsbroen er der én ting, som ikke er trukket frem: at landfastheden mellem Danmark og Sverige også vil betyde tættere bånd mellem de danske og svenske arbejdere. Ikke bare mellem dem, der byggede broen, og dem, der skal bruge den og få den til at fungere i det daglige, og ikke bare mellem pendlerne fra de to lande - men mellem klassefællerne fra to nationer, som trods mange lighedspunkter i historie, nutid og fremtidsperspektiv kender forbløffende lidt til hinandens vilkår og kamp.

Både Danmark og Sverige gennemlever store forandringer i den ny unionstid, hvor kapitalens koncentration og centralisering slår alle hidtidige rekorder, og fusioner bliver til megafusioner – mens ingen ved, for hvilken kapitalgruppe han eller hun arbejder i morgen.

Når festtalerne er afholdt, og middelalderlevnene fra begge sider af sundet draget hjem til deres slotte, står broens reelle formål som profitløftestang for storkapitalen tilbage.

De herskende klasser i både Danmark og Sverige har i raskt tempo udskiftet deres nordiske ’velfærdsmodeller’ med den mere profitable unionsmodel - i Sverige gennem en række drastiske hug, i Danmark mere salamiagtigt, men med samme resultat:

De herskende har gennem firserne og halvfemserne set et profit-, indkomst- og formueløft som aldrig tidligere, mens det store flertal af arbejdende og arbejdsløse er blevet holdt uden for den ’forbrugsfest’, som medierne har bralret op om i begge lande.

Det svenske LO har udarbejdet en opgørelse over landets direktørlønninger, som er afslørende for udviklingen: I 1980 tjente en gennemsnitlig topdirektør 9 gange så meget som en gennemsnitlig industriarbejder, i 1995 25 gange så meget, og ved århundredskiftet var det blevet til 30 gange. En endnu skævere formuefordeling følger.

400.000 svenske LO-arbejdere har ikke råd til at benytte sig af broen og se, hvad der ligger på den anden side af sundet. De har nemlig ikke råd til at holde sommerferie, siger LO-rapporten. Det samme gælder hundredtusinder af arbejdsløse , langtidssyge eller de unge, der tvinges til glade og aktive sommerjob for bistand og håndører.

Det er ligesom, det ligner noget, også danskerne kender!

Tusinder af arbejdere vil alligevel benytte broen – som arbejdskraft, hvor kapitalen vil have den.

Regionschef Birger Stein Christensen, AF:
’Tidligere gik strømmen mod Sverige, da der var høj ledighed herhjemme. Men i dag går pilen mest den anden vej, fordi vi i denne omgang har haft højkonjunktur i længere tid end svenskerne. (. . .) Desuden er lønniveauet lavere i Sverige, så det er ikke attraktivt at arbejde på den anden side. Men min forventning er, at pendlervirksomheden bliver større, fordi firmaerne på begge sider af Sundet vil betragte det her som et stort arbejdsmarked. Derfor vil de placere sig mest attraktivt, og så må medarbejderne følge med.’

Sådan er det: ’Medarbejderne må følge med’! Arbejderne i både Danmark og Sverige må følge i røven på deres hr. Kapital, hvorhen det lyster ham at tage dem. Over bakke, dal og bro; ind i Unionen og ’Den ny verdensorden’, under monopolernes diktatur, der omformer den af det i begge lande så længe regerende Socialdemokratis forladte drøm om ’folkehjem’ og ’velfærd for alle’. Den 28. september skal de danske arbejdere endnu engang tage stilling til den ny ’drøm’, der er fælles for socialdemokratierne og alle kapitalens øvrige partier: den Europæiske Union, i form af dens særlige attribut, euroen. Danskerne stemmer først, mens de svenske politikere lurepasser: Et Nej fra de danske arbejdere vil også udtrykke de svenske arbejderes modstand mod monopolernes union, der ligesom i Danmark er blevet stadig stærkere, efterhånden som ikke løfterne om den, men dens realiteter er blevet synlige og mærkbare.

De danske og svenske arbejdere har også en ’drøm’. Og det er ikke monopolernes Union, ikke superkapitalismen, der til stadighed øger forskellene i indkomst og levefod mellem ejerne og deres slæng og dem, der er tvunget til at sælge deres arbejdskraft, her eller hinsidan. Drømmen hedder stadig socialisme, et socialistisk Danmark, et socialistisk Sverige. Står arbejderne fra de to lande sammen, rykker den nærmere for dem begge Redaktionen den 3. juli 2000