'Revolutionen er rykket nærmere'

For det første er der den økonomiske krise. Disse landes økonomier er bundet til dollaren, hvilket gør det svært for dem at kæmpe mod globaliseringen. Bruttonationalproduktet (BNP) falder i alle landene, i nogle mere end i andre. Den Latinamerikanske Økonomiske Kommission forudser for i år et nettofald på 2,5 pct. i regionens interne produktion. Under alle omstændigheder forværrer dette den forfærdende kløft mellem rige og fattige og mellem rige lande og fattige lande.

Vi er objektivt kommet nærmere revolutionen. Arbejderklassen er hårdt ramt. Mellemlagene og de unge har ingen fremtid, selv ikke dem med eksamener. Dette fører til udvandring til de rige lande. Det rammer ikke kun mellemlagene, men også de fattige og bønderne. Blandt de fattige er udvandringen høj.

Arbejdsløshed er et forfærdende problem i Latinamerika. Ifølge de officielle statistikker har Ecuador 18 pct. arbejdsløse. Det værste problem er imidlertid underbeskæftigelsen; i virkeligheden omfatter denne mere end halvdelen af den arbejdende befolkning. Det har indflydelse på alle sider af økonomien. Reallønnen er faldet markant, i Ecuador alene med 40 pct. i løbet af det seneste år, bl.a. som følge af dollariseringen. Det samme fænomen gør sig gældende i andre dele af kontinentet.

Lønstigningerne er altid godt under inflationen. Regnet pr. måned har lærere en løn på 80 dollar, mens en arbejder typisk har 70 dollar. Fattigdomsgrænsen for en familie er sat til 170 dollar om måneden (det basale grundlag er nærmere 240 dollar). De fleste offentligt ansatte får ikke udbetalt deres løn til tiden.

Kriminaliteten eksploderer i omfang som følge af forarmelsen af folket. Samfundet degenererer, med kriminalitet, narko og prostitution. Alle byer er blevet særdeles usikre. Folk tvinges ud i kriminalitet.

I de forløbne år er der sket en massiv udvandring af landbefolkningen til byerne. Men i byerne er der lige så megen fattigdom og elendighed. Levevilkårene i landområderne er forfærdelige. Der er kun arbejde at få i løbet af sommeren; priserne dikteres af monopolerne.

I 1960’erne indtog jordreformerne Latinamerika, men jordproblemet er i dag endnu ikke løst. På den ene side behøver bønderne jord, på den anden side kan den kapitalistiske produktion ikke følge med væksten i arbejdsstyrken. Førkapitalistiske produktionsforhold bliver bevaret og udviklet yderligere.

Det oprindelige folk er de fattigste af de fattige, de mest fornedrede af de fornedrede; og for det meste bønder. Det gælder ikke kun i Ecuador.

Vi anser det oprindelige folk for at være en nationalitet (ikke en nation i ordets strenge forstand, eftersom det er integreret i hele landets økonomiske liv). Som resten af samfundet er det oprindelige folk delt i klasser. Mere og mere af det oprindelige folks kamp for lige rettigheder udvikler sig til at blive de udbyttede massers klassekamp. På den anden side eksisterer fortsat udpræget racisme og racediskrimination.

Førhen blev der oprettet fascistiske militærdiktaturer i Latinamerika. Med tiden er nye borgerlige partier dukket op, såsom kristelige demokrater. Men det latinamerikanske oligarkis dominans har ikke forandret sig overhovedet. Populismen har afløst de fascistiske diktaturer, med "eksistentiel demagogi og faraoniske værker". Populismen anses for løsningen. Nogle af disse høvdinge har tilegnet sig nationalistiske standpunkter. I disse tilfælde forsøger lederne at få den bedste aftale, de kan opnå med imperialismen.

Krisen er dybtgående. Oligarkiet er ude af stand til at regere direkte og åbent; det er nødt til at skjule sig og undgå konfrontationer med de folkelige masser.

Latinamerikas naturresurser er blevet udsuget af imperialismen. Det nationale borgerskab støtter globaliseringen og assisterer den transnationale kapital mod den nationale kapital. Det har resulteret i en afindustrialisering af Latinamerika. Frihandelen og åbningen af de nationale markeder har ruineret den nationale industri og økonomi overalt. Den nationale industri er kollapset og overtaget af transnationale monopoler, simpelthen basalt ødelagt.

Lad os se på situationen i den folkelige bevægelse. Man kan være sikker på, at den voksende folkelige bevægelse nu vil resultere i nye revolutionære bølger. Selvfølgelig er denne proces ikke homogen, men overalt er der en klar tendens. Dagens bevægelser er massive og involverer landbefolkningen, de oprindelige folk, de fattige i storbyerne, lærerne og ungdommen generelt.

De oprindelige folks rolle bliver forbundet med 500-året for den såkaldte "opdagelse af Amerika’erne", især i Andeslandene, Mexico og Guatemala.

Oprøret i Chiapas (i det sydlige Mexico fra 1994 og frem, red.) havde en stor betydning for de oprindelige folk i Ecuador, Bolivia, Chile og Brasilien. Det er i særdeleshed af betydning for væksten i den indianske bevægelse i Ecuador. Det oprindelige folk opdager sit virkelige potentiale for landets sociale og politiske liv. Det oprindelige folk har hele tiden været der, men nu rejser de sig og slås.

Udviklingen af produktivkræfterne har i stort omfang også ramt de oprindelige folk. Kapitalistisk produktion i disse lande kan ikke undgå at bruge den indianske arbejdsstyrke. Det marked, der er for indiansk arbejdskraft, er uundværligt.

I de seneste ti-femten år er der dukket indianske intellektuelle op, som er uddannet i Ecuador og udenlands, og som nu leder den indianske bevægelse og har mere indflydelse end den ældre generation.

Historisk har det oprindelige folk været genstand for den mest brutale undertrykkelse, racediskrimination og kapitalistisk udbytning. Det oprindelige folk er en nationalitet, en undertrykt nationalitet, men de kan ikke karakteriseres som en nation.

Lad os se på landbobevægelsen. Hovedparten af de oprindelige folk er bønder, og det indianske problem er blevet mere presserende i takt med jordfordelingsproblemet. De jordløse bønders bevægelse afspejler de folkelige massers og især landbefolkningens vilje til at kæmpe for jord og politiske rettigheder, i Mexico, Guatemala, Brasilien og det sydlige Argentina. Det bør nævnes, at den colombianske guerilla er domineret af bønder.

I Ecuador er landbefolkningen en af de bedst organiserede sociale kræfter. Ecuadors bønder er politisk aktive: De blokerer veje, laver vagtpatruljer, demonstrerer og har sammenstød med politiet.

Relativt set er Ecuadors industriarbejderlag ganske lille. Det gælder derimod ikke i Brasilien, Mexico eller Argentina.

Lærere, især folkeskole- og gymnasielærere, er blevet en afgørende social og politisk bevægelse. Latinamerikanske lærere er internationalt organiseret. Lærernes uafhængige fagforbund er stærke og meget militante, til trods for en stærk socialdemokratisk indflydelse førhen. Lærernes krav indeholder ikke blot løn og arbejdsforhold, men også krav om almen ("universel") uddannelse.

En anden vigtig bevægelse er organiseringen af de fattige, især i storbyerne. De rejser økonomiske krav på grundlag af deres massive fattigdom. For det fremtidige revolutionære perspektiv er arbejdet i fattigkvartererne af stor betydning.

Se på studenterbevægelsen. Kun i Ecuador, Venezuela og Brasilien er studenterbevægelsen forenet. I Peru, Mexico og Chile er studenterbevægelsen modvillig over for at tilslutte sig venstreorienterede politiske partier. Men en latinamerikansk kongres for studenter i Havanna bragte 6.000 delegerede sammen. Især de gymnasiale studenters bevægelse er stærk.

Arbejderklassens bevægelse er svagere. Den antikommunistiske propaganda har ramt hårdt og kan stadig mærkes. Fleksibiliseringen på arbejdsmarkedet har også tynget arbejderbevægelsen kraftigt. Fleksibilisering af arbejdsmarkedet gør folk desperate.

Imidlertid har de offentligt ansatte været meget aktive her i de seneste år. Fabriksarbejderne er for tiden ikke særligt politisk aktive.

Den store amerikanske sammenslutning af fagforbund AFL-CIO, som f.eks. støtter det Demokratiske Partis kandidater i USA, har opslugt en lang række latinamerikanske fagforeninger. Dette forbund har spillet en negativ rolle overalt.

Politisk massekamp er en realitet, og kampene i Ecuador, Bolivia, Brasilien og Colombia er kun eksempler på globaliseringen af kampen. Generelt set gør sig de samme bevægelser gældende overalt.

Se på det revolutionære perspektiv i Latinamerika. Den revolutionære bevægelse kan se frem til en lang proces. Den er nødt til at konfrontere imperialismen, men først og fremmest må den konfrontere det nationale borgerskab, som er direkte agent og tjener for imperialismen. Socialdemokraterne i disse lande har illusioner om det nationale borgerskab. I Brasilien har Lulas parti (Brasiliens Arbejderparti, PT) en socialdemokratisk indflydelse på den folkelige bevægelse. Situationen i Venezuela er den samme, men her er der udsigt til forandring.

Den antiimperialistiske kamp er et centralt punkt på de revolutionæres program. Folkemagt er et andet centralt punkt på programmet. Folkemagt er identisk med de brede massers diktatur under ledelse af arbejderklassen. I Ecuador vil denne folkemagt fungere som en antiimperialistisk front og samtidig inkludere en socialistisk forvandling.

Vi tror ikke på stadier i revolutionen; revolutionen er en kontinuerlig proces, hvor folkemagten udfører forskellige roller og funktioner.

Vejen til folkemagten er den centrale diskussion i dagens polemik. Revolutionær magtanvendelse er duelig, hvorimod valghandlinger ikke kan bringe folket til magten.

Hvert år afholdes i Quito et seminar om revolutionens problemer i Latinamerika. Dette internationale forums mål er at sætte lys på konkrete problemer i den latinamerikanske revolution, at gøre det klart for de revolutionære, at kræfterne bag Brasiliens Lula og Chiles præsident Lagos hverken er venstreorienterede eller progressive. I det seneste seminar deltog 19 organisationer, fortrinsvis fra Latinamerika.

Sovjetunionens kollaps påvirkede ikke bare de revisionistiske partier alvorligt, men også den folkelige bevægelse i almindelighed, eftersom sovjetstatens sande natur aldrig blev klar for særlig mange. Borgerskabet prøver at overbevise den folkelige bevægelse om, at socialismen er brudt sammen. I Ecuador er revisionistpartiet kollapset. Næsten alle revisionistiske partier hér er brudt sammen eller stærkt svækket. Et eksempel er det chilenske parti. I Den Dominikanske Republik har revisionistpartiet skiftet navn, osv.

Sovjetunionens sammenbrud har haft store virkninger: Der er en voksende ideologisk forvirring i den folkelige bevægelse, såvel som ubeslutsomhed i den revisionistiske bevægelse. I det lange løb, 10 år efter sammenbruddet, har disse forvirrede elementer været ladt i stikken uden revisionistiske ideologer, og de revolutionære kræfter har flere måder at nå de brede masser på. På den anden side er der andre kræfter, der producerer revisionistiske ideer; disse er dog ikke så velorganiserede som revisionisterne.

I mange latinamerikanske lande rejser sig spørgsmålet om nødvendigheden af en samling af de folkelige kræfter. Dette er et meget kompliceret problem. Det er et spørgsmål, som bliver diskuteret i alle de latinamerikanske lande, især Ecuador. For et eksempel var det lige præcis mangelen på enhed, der først og fremmest var ansvarlig for, at opstanden i januar mislykkedes. I Colombia er der svært behov for enhed.

Lad os se på begivenhederne i januar. Disse var et klimaks i landets politiske liv. Alle politiske kræfter var aktive, de folkelige bevægelser på den ene side og borgerskabets partier på den anden.

Før i tiden var der visse dele af borgerskabet, der støttede eller i hvert fald delvist sympatiserede med masserne. Denne gang var det ikke tilfældet.

Massernes krav var politisk meget modne og krævede blandt andet præsidentens tilbagetræden og udskrivelse af nyvalg. Den Patriotiske Front støttede dannelsen af en national enhedsregering, som skulle bestå af alle grene af den folkelige bevægelse, de venstreorienterede partier, fagforeningerne, dele af hæren og kirken, som sympatiserede med folket, samt repræsentanter for små og mellemstore selvstændige i landområderne. Den Patriotiske Front fremlagde et program mod krisen: annullering af udlandsgælden, monopol på udenrigshandelen samt konfiskation af hård valuta. Programmet, der blev introduceret af CONAIE (Ecuadors Nationale Konføderation af Oprindelige Folk, o.a.), indeholdt en trepartsregering bestående af en repræsentant for hæren, kirken og det civile samfund og et program for likvidering af korruptionen, som ville besvare mange konkrete problemer for de fattige masser.

Det var fra starten klart, at krisen var dyb og ville ryste det kapitalistiske samfunds fundament, men vi troede ikke på, at den ville føre til en social revolution. Vores parti udnyttede imidlertid disse begivenheder til at styrke kræfterne yderligere.

I modsætning hertil var CONAIE overbevist om, at den nye regering ville tage over.

Begivenhederne i januar understregede de brede folkemassers vilje til at styrte regeringen, de viste virkelig klart folkets holdning til det borgerlige regime. Desværre var de revolutionære kræfter ikke i stand til at bringe januaropstanden op på et højere niveau. Det var der forskellige faktorer, der var skyld i. Masserne ville så at sige gerne nå himmelen, men manglede styrken til at række så langt. En af opstandens væsentligste begrænsninger var savnet af revolutionær magtanvendelse. Selv de oprørske militærfolk demonstrerede uden deres våben.

Det lykkedes for borgerskabet og imperialisterne at lure sig uden om krisen. Resultatet er, at vi i dag har et borgerligt regime, der fører den samme politik som den styrtede præsident Mahuad.

Vi anser imidlertid ikke den folkelige bevægelse for at være besejret; den har prøvet at tage nye skridt og har draget nye lærdomme heraf. Der er tre faktorer i den folkelige bevægelse, som er politisk og ideologisk relevante. Det tredje forsøg vil føre til revolutionær sejr, hvis vi følger dem.

Den første store lærdom: Enhed er påkrævet for de folkelige kræfters sejr. En anden lærdom, forståelsen for den revolutionære magtanvendelse, er allerede blevet tilegnet af dele af den folkelige bevægelse. Det er positivt.

Krisen er ikke taget af, det politisk-økonomiske system har ikke forandret sig, levestandarden forværres dag for dag, og de objektive faktorer for revolutionen bliver stadigt stærkere. Masserne på sin side er bevidste om forandringens nødvendighed, de kræver politisk erfaring. De revolutionære kræfter bør involvere sig aktivt i denne proces, og heri skal arbejderklassens revolutionære parti spille en rolle.

De væbnede styrker er i øvrigt delt, og denne sprække kan meget vel vokse sig dybere i processen.

Den internationale situation er en yderst relevant faktor her. Vi er af den opfattelse, at Venezuela, Colombia og Ecuador tilsammen udgør et svagt led i imperialismens kæde. Imperialisterne omtaler dette område som "hot area". Sociale og politiske modsætninger er i vækst, og det er følgelig også massernes folkelige bevægelser og politiske organisationer. Der eksisterer i disse lande revolutionære organisationer, som gør deres bedte for at opfylde deres politiske programmer.

Meget vigtige politiske hændelser kan tænkes at ske i dette område meget snart. Disse begivenheder er egentlig blot endnu et udtryk for massernes voksende politiske aktivitet verden over.

Se på de revolutionæres erfaringer med massearbejdet. Et af de grundlæggende krav til alle medlemmer af partiet er hans/hendes engagement i massearbejdet. For landets skyld må enhver kommunist foretage sig noget med masserne, med de folkelige masser, inden for rammerne af den revolutionære organisations korrekte linje. Det er vigtigt at sikre uafhængige massemedier, og det kan også være nyttigt at udnytte de borgerlige massemedier. De revolutionære skal deltage i landets sociale aktiviteter.

Det revolutionære parti stræber efter at konkretisere disse postulater i form af konkret handling. For eksempel er kampen mod "dollariseringen" af økonomien et konkret problem, som skal løses med konkrete aktioner - kampen for højere løn, strejker blandt lærerne og i andre sektorer. De revolutionære skal tage ansvar på sig i de folkelige organisationer, de arbejder i.

På denne måde udvikler det revolutionære parti en social basis, og det bliver slutteligt rodfæstet i masserne. Det kontrollerer da foruden det revolutionære parti også masseorganisationer.

Partiet må løse konkrete problemer på en sådan måde, at tusinder eller titusinder af mennesker kan forstå og udføre det. På denne måde vil partiets indflydelse vokse.

Masserne er ikke nødvendigvis rede til handling og forandring, selv i situationer med dyb krise. Det er nødvendigt at arrangere strejker og demonstrationer for at rejse masserne. Efter at borgerskabet sikrede deres regime efter januaropstanden, forsøgte partiet at rejse den folkelige bevægelse med en række legale og offentlige aktiviteter.

Det er også yderst vedkommende at lære, hvordan man får involveret brede sociale kræfter. Der er FUT (Arbejdernes Forenede Front) og Folkefronten, FP. Den Patriotiske Front er sammensat af forskellige folkelige organisationer.

Det er nødvendigt at samarbejde med de forskellige sociale kræfter, der er i den folkelige bevægelse. Dette må gøres omhyggeligt. Partiet har kadrer, der fungerer som talspersoner. De fleste kadrer arbejder i masseorganisationer uden at diskutere deres medlemskab heraf. De revolutionære folk bør hjælpe sympatisørerne og de partiløse med at deltage i aktiviteter, med at give dem en mulighed for at udtrykke sig, og endelig få dem til at påtage sig en aktiv og ledende rolle i massekampen. Der burde være en slags optimal fordeling af kommunister og partiløse i masseorganisationerne.

At rekruttere aktivister er en central del af det revolutionære partis politik, idet de menneskelige resurser altid halter bagefter den folkelige bevægelses faktiske behov.

Den revolutionære væbnede kamp er målrettet og kræver en forudgående samling af sociale og politiske kræfter. Det er også nødvendigt at arbejde inden for borgerskabets væbnede styrker. Den væbnede kamp er et resultat af foreningen af massernes politiske arbejde.

Den væbnede kamp afspejler indtil en vis grad udviklingen af de sociale og politiske modsætninger. Guerillakamp er en mulighed, men aldrig på en isoleret måde; den skal snarere virke stramt inden for rammerne af den sociale og politiske kamp, der går over hele landet og involverer de brede masser.

Nogle kræfter er fortalere for den såkaldte "langvarige folkekrig", hvilket er en maoistisk influens. Vi afviser denne tese, men på den anden side er det svært at forudse varigheden af den væbnede kamp, endsige en borgerkrig. Sådanne kræfter er vokset frem under indflydelse af "Den Lysende Sti" i Peru.

Som sagen står, er der i dag ingen guerillakrig i Ecuador. Der findes småborgerlige grupper, som foreslår konkrete voldelige aktioner uden et politisk program for massearbejdet.