Koreas uafhængighedskamp i en skæbnetime

Topmødet mellem lederne i Syd- og Nordkorea 13. - 15. juni 2000 markerede et strategisk skridt fra styret i Pyongyang, der bliver betydningsfuldt i Koreas historie. Men hvordan?

Hårdt ramt af imperialistisk pression og blokade, af gamle Østblok-partneres sammenbrud og – som om det ikke var nok – af voldsomme, ødelæggende naturkatastrofer oveni har Nordkorea i det seneste årti periodisk været i centrum for hele den folkelige verdensopinions interesse i, hvorvidt landet var i stand til at fastholde den antiimperialisme, som har været dets adelsmærke i hele dets eksistens som den legitime repræsentant for det af USA-imperialismen delte Korea. Det moderne Koreas grundlægger, Kim Il Sung, forsvarede således indædt Nordkoreas og den koreanske nations ret til uafhængighed igennem hele sin regeringstid.

Netop uafhængighedstanken er den vigtigste del af det nordkoreanske styres nationaldemokratiske ideologi, "Juche". Den objektive situation har konstant holdt liv i de lokale antiimperialistiske positioner hos den styrende klasse i Nordkorea, dels naturligvis rettet mod den amerikanske besættelse af Sydkorea, men også i form af en dygtig centristisk balancegang mellem de imperialistmagter, der har haft geostrategisk interesse i landet, således at den grundlæggende uafhængighed blev bevaret.

Omkring Koreas genforening har nordkoreanerne fornuftigvis forlangt, at denne skal ske på basis af det koreanske folks egne ønsker og navnlig under forudsætning af, at de 37.000 atombevæbnede USA-tropper, som i dag er placeret ud over hele Sydkorea, smides ad helvede til. I forbindelse med det historiske topmøde mellem Nordkoreas Kim Jong Il og Sydkoreas Kim Dae Jung fremførte nordkoreanerne denne holdning direkte over for den sydlige delegation, uden at denne tog til genmæle. Tværtimod skrev Kim D. J. under på en fælles deklaration, hvis første punkt er kravet om, at genforeningen "skal løses uafhængigt af Koreas folk".

Selvom Kim D. J. adskiller sig relativt til det bedre set i forhold til sine fascistiske forgængere, kan hans administration i Seoul imidlertid næppe forventes at udøve konsekvens, hvad angår antiimperialistiske standpunkter. I sin foreløbige regeringstid indtil kort før topmødet har Kim D. J. således til stadighed genbekræftet sin og Seoul-apparatets loyalitet over for den amerikanske besættelsesmagt. Den fascistiske "Nationale Sikkerhedslov" er stadig gældende i Sydkorea, trods landets i Vesten systematisk tiljublede borgerlige demokrati.

Nordkoreas plan er ved at tegne sig klart. Den bygger først og fremmest på en fortsættelse af centrismen, nu blot med en ny konstellation af super- og stormagter på banen i tidens imperialistiske omfordelingsspil. Strategien rummer imidlertid oplagte risici for fatal undergravning af den uafhængige linje, hvilke styret i Pyongyang må have gjort sig overvejelser om.

I de seneste måneder har Nordkorea gennemført en diplomatisk offensiv, hvorunder der allerede er opnået nye diplomatiske forbindelser med Australien og Italien, mens Filippinerne og New Zealand snarest står for tur. Der har været "gode samtaler" med de ledende lande i EU med henblik på det samme. I maj måned, altså kort tid før det interkoreanske topmøde, var Kim J. I. på visit hos sin kinesiske kollega Jiang Zemin i Beijing, og i næste måned kommer Ruslands præsident Putin til Pyongyang efter en frisk invitation herfra. Sågar har man på det seneste vist gode miner over for USA, og der har været forsøg på samtaler med arvefjenden Japan, begge dele med henblik på akut afspænding. Paven i Rom har taget mod en nordkoreansk invitation til at besøge landet.

På det økonomiske område har Nordkorea markeret sig med en ansøgning til det sydøstasiatiske ASEAN’s udvidede regionale forum ARF, hvilken ventes imødekommet nu i juli. I de seneste år har nordkoreanske delegationer studeret de kapitalistiske eksperimenter i det historisk og ideologisk beslægtede Kina. Allerede under Kim Il Sungs sidste år tog landet skridt til at eksperimentere med markedsøkonomi, og Kinas Jiang Z. vil utvivlsomt være behjælpelig med at videreføre sine resultater og dermed indflydelse i nabolandet mod øst. Det skal også bemærkes, at der allerede nu er et voksende økonomisk samkvem mellem Nord- og Sydkorea (over 300 mio. dollars sidste år), og at Kim D. J. først og fremmest medbragte erhvervsrettede delegationer i følget til Pyongyang, som af sydkoreanerne fremover forventes at levere billig arbejdskraft til koncernerne i Syd i form af joint ventures.

Nordkoreanerne ved, at de ikke kan overgive sig til imperialismen og lade nationen genforene på imperialismens præmisser, navnlig ikke den amerikanske, uden at de vil blive rituelt slagtet af denne ved skueprocesser, som vil få hævntogtet mod DDR´s gamle garde til at ligne et skoleslagsmål i sammenligning. Derfor søger de nye alliancer og balanceakter, som kan spilles op imod hovedfjenden. I denne dans kommer de sandsynligvis tættere ind i folden hos den voksende kinesiske imperialisme, for Pyongyangs antiimperialisme er ikke en konsekvent marxistisk-leninistisk antiimperialisme, men udtryk for en konkret nationalborgerlig overlevelseskamp.

Imperialismens vulgære hetz mod Nordkorea - og for dens sags skyld også landets vitterlige kuriøse og negative sider - burde ikke afholde den progressive verdensoffentlighed fra at mobilisere til støtte for en fortsættelse af landets hidtidige antiimperialistiske kurs. Til gengæld herfor ville det være til gavn for revolutionen og socialismen, hvis Nordkorea droppede etiketten "socialisme" om landets udviklingstrin og betegnelsen "kommunistisk" om dets herskende ideologi. jpc