Moderne tysk slavearbejde

Udviklingen af et tredje, gråt arbejdsmarked i Tyskland er fortrinvis sket via udnyttelsen af såkaldte leje-arbejdere, fortalte Niels Classen i sit oplæg om kampen mod det moderne slavearbejde på det 6. Internationale Faglige Træf i Odense

- Leje-arbejde er et voksende problem i Tyskland. Der er over 4000 firmaer, der udlejer arbejdere til de tyske virksomheder, og denne slaveformidling, som det kaldes i daglig tale, har været voksende i de seneste år. Fra godt 87-000 arbejdere til omkring 226.000 leje-arbejdere. Heri ikke medregnet de illegale leje-arbejdere, fortalte Niels Classen, der er tillidsmand på sin arbejdsplads samt medlem af fagforbundet IG Metal

- Baggrunden for indførslen af leje-arbejde i stor skala på de tyske virksomheder er den økonomiske krise. Man har udnyttet leje-arbejde som en metode til at hindre faldet i profitraten og kaste krisens byrder over på arbejderklassen, fortsatte han.

Leje-arbejde, på dansk svarende til vikar-arbejde, er blevet sat i system og kynisk udnyttet til presse løn- og arbejdsforholdene i bund på de tyske arbejdspladser. Flere og flere arbejdere bliver ansat på korttidskontrakter som lejearbejdere uden de samme løn- og arbejdsforhold som de fastansatte. Den løn, leje-arbejderne får, ligger på 63 pct. af den normale løn. Samtidig er arbejdsdagen længere for leje-arbejderne.

- Ansættelsen af leje-arbejdere er med til at undergrave kampviljen på de enkelte virksomheder. Det er imidlertid ikke den enkelte leje-arbejder, vi vender os mod, men hele systemet med leje-arbejde. Vi kræver forbud mod leje-arbejde, og har rejst krav om, at leje-arbejderne ansættes på samme løn- og arbejdsmæssige vilkår som de fastansatte.

- Vi har gennemført en underskriftsindsamling mod leje-arbejdet for at gøre det sværere at ansætte løntrykkere og mod de befristede kontrakter, hvor folk ansættes for en kortere tidsperiode for så at stå uden arbejde igen, når virksomheden har udfyldt en ordre til en bestemt dato, det såkaldte "Just in time"-princip, oplyste Niels.

En kamp mod leje-arbejdet, der tilsyneladende blev støttet af forbundet IG Metal. Formelt støttede IG Metal officielt op om kravet om forbud mod leje-arbejde - både af sociale grunde og af løn- og arbejdsmæssige grunde.

- I dag er lyden en anden. Nu slår man på tromme for en moderat holdning og fremhæver eksempler på arbejdere, der efter sigende er glade for at arbejde som leje-arbejdere. Men vi vil fastholde kravet om forbud mod leje-arbejde.

- Samtidig vil vi arbejde for at finde veje til at organisere leje-arbejderne. De skal sikres samme løn- og arbejdsforhold som fastansatte, der arbejder med samme slags arbejde.

- Vi skal stå sammen i en fælles kamp mod kapitalen, sluttede Niels Classen.

Mo/Od