Raketskjold og rustningskapløb

Gennem lang tid har den internationale medielyrik søgt at skabe et billede af, at en global nedrustningsproces, der gik i gang med Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning, kører videre for fuld damp, og at fred og afrustning er hovedtendensen i ‘den nye verdensorden’. Ganske vist er det nødvendigt med en større krig indimellem - som Golfkrigen mod Irak eller sidste års krig mod Jugoslavien omkring Kosova. Men det er nærmest at opfatte som undtagelserne, der bekræfter reglen. Og atomoprustningen, der spredte sig til verdensrummet, skulle i hvert tilfælde være et afsluttet kapitel.

Sandheden er imidlertid vanskelig at holde skjult over længere tid. Og sandheden er, at de globale rustningsudgifter er i kraftig vækst igen. Ifølge det officielle svenske fredsforskningsinstitut SIPRI’s årsopgørelse steg de samlede udgifter til våben og militært udstyr med 2,1 procent på verdensplan. De udgør nu det svimlende beløb af 6.000 milliarder kroner. Og våbenfabrikkerne og de fede profitter er placeret i imperialismens kernelande. Kun ti lande tegner sig for ikke mindre end 72 pct. af de samlede militærudgifter. USA kommer ind på en suveræn førsteplads med over 2.000 milliarder kroner. Derefter følger Japan (!) med 396 mia. kr., Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Italien (de fire EU-lande med tilsammen 1.096 mia. kr.), Rusland og Kina med hhv. 173 mia. og 142 mia. kr. og derefter Sydkorea og Saudiarabien. De vanskeligt opdrivelige tal er selvfølgelig behæftet med betydelig usikkerhed, men tendenserne er klare nok, og de viser, at den Europæiske Union på verdensplan er en lige så suveræn nr. 2, hvad oprustning angår. Perioden med en vis nedrustning efter den kolde krig var blot en pause, som blev benyttet til omlægning af rustningsindustrien.

Sandheden er også den, at USA med beslutningen om at opbygge et raketskjold mod langtrækkende missiler fra såkaldte slyngelstater, som er den USA’ske betegnelse for lande som Nordkorea, Libyen og mange andre efter eget valg, har genoptaget det atomare våbenkapløb på et nyt niveau.

Der er ingen tvivl om, at verden står over for en ny fase i den globale oprustning.

Ganske vist træffes den amerikanske beslutning om raketskjoldet, der skal være parat i 2005, officielt først til efteråret - men retningen er klar nok, selvom opbygningen af dette ny atom’forsvars’system er i åbenlys strid med ABM-traktaten fra 1972, der forbyder forsvar mod langdistanceraketter (over 3.500 km.). Det er ingen hindring for USA - for rustningsaftaler afgøres og opretholdes af et omskifteligt styrkeforhold. Og USA er blevet styrket - og vil med raketforsvaret understrege sin globale militære førerstilling ikke bare over for ‘slyngelstaterne’ (som naturligvis ikke udgør en reel fare for USA overhovedet), men nok så meget over for sine potentielle og virkelige rivaler, heriblandt Rusland og den Europæiske Union - de sidste også dets NATO-partnere.

Derfor har den annoncerede hensigt vakt så stor modstand i Moskva, og (mindre offentligt) også i den Europæiske Union. Rusland føler sig klart nok truet, og Putin har med opsigtsvækkende forslag om opbygningen af et fælles russisk-europæisk skjold mod målsøgende missiler (der angiveligt ikke skulle overtræde ABM-traktaten) gjort sit til at puste til uenighederne i NATO. For unionslandene er der ingen tvivl om, at et amerikansk raketskjold, der også omfatter Canada, vil krænke NATO-princippet om ‘lige sikkerhed for alle NATO-medlemmer’.

Officielle danske kommentarer omkring disse spørgsmål høres ikke, for Danmark er for alvor kommet i klemme. Putin har direkte erklæret, at en dansk tilladelse til, at USA som planlagt anvender Thulebasens radarudstyr som en del af raketskjoldet, ‘kan føre til en uforudsigelig forstyrrelse af den strategiske stabilitet’. Det officielle Danmark vil gerne bibevare en status quo med det nuværende NATO som kernen i sikkerhedspolitikken. Men balancerne er i færd med uigenkaldeligt at blive forstyrret. USA har sendt sit signal, og den Europæiske Union er ikke mindre fast besluttet på at opbygge sit selvstændige militær med Tyskland og Frankrig som den drivende kraft. Men også Storbritannien under Blair ser ud til at gå ‘Europavejen’.

Den ny runde i rustningskapløbet - især mellem nutidens imperialistmagter - er for tydelig til, at den danske regering kan blive ved med at lade, som om den ikke er der.