Dårlige betalere

Min søn arbejder i et af de rigtig store varehuse. Det er jo ikke, fordi lønnen, arbejdsforholdene eller personalepolitikken er så forskellig fra kæde til kæde. Man kan generelt sige, at butiksansatte virkelig hører til på det nederste trin på arbejdsmarkedsstigen – altså for dem, der har et arbejde. Arbejdstiden er ad HT, lønnen ditto og benhandlingen muligvis endnu værre.

Føtex, hvor sønnen er ansat, er netop blevet grebet i at gå i de ansattes privatøkonomi. Nu er der jo ikke tale om, at de brækker garderobeskabene op og går i de ansattes gemmer. Næeh, i vore dage er det betydeligt mere avanceret og systematiseret. Det har man nemlig firmaer til. Ribers har eksempelvis perfektioneret registreringen af dårlige betalere. Og det er vel at mærke ikke et register over arbejdsgivere, der underbetaler deres ansatte, men de ansatte, der med den ringe hyre nærmest er garanteret at havne i Ribers!

Hvad bruger Føtex så disse oplysninger til?

Ifølge de sidste to afsløringer, så er den ene såmænd blevet fyret, mens den anden "slap" med en advarsel og blev dikteret til at få bragt gælden ud af verden!

Min søn på 17 år er ansat som assistent, hvilket vil sige, at han går til hånde med lidt af hvert. Han fungerer til tider som parkeringsvagt, hvor han anviser pladser på de respektive kælderetager til 4-hjuls-kunderne. Det er til tider et farligt arbejde, når stressede forældre langt ud på eftermiddagen - med barnet, som lige er hentet i daginstitutionen - ikke vil respektere, at der ikke er plads på etagen.

Det ender dog altid med, at fornøjelsen er helt på de unges side, når de hovedrystende konstaterer, at de 4-hjulede må køre igen med endnu en frustration.

Nu skulle man jo ikke tro, at Føtex sådan satser på det finere klientel, og vel slet ikke, når man tænker på brokvartererne i København, men de har i hvert fald dikteret deres ansatte til at benytte koder, når man skal meddele sig til hinanden:

- Jeg går lige på nummer 14, hedder det, når man skal på toilettet.

De unge – og langt de fleste ansatte er unge uden børn, hvilket arbejdstiderne nærmest dikterer – forstår imidlertid godt at få det sarkastiske ud af den affekterede tone. Forleden fortalte sønnen om en flaskedreng, der meddelte følgende til sin arbejdsleder i flere kunders påhør:

- Jeg går lige på nummer 28.

Arbejdslederen måbede. Hans ansigt foldede sig tydeligt i skrupler over koden:

- Hvad mener du med det? måtte han tilstå sit manglende kendskab til tallets betydning.

- Det vil sige, at jeg skal ud at skide, og så rækker nummer 14 jo ikke, var forklaringen til kundernes store jubel.

Koderne har også en sikkerhedsmæssig betydning. Når butikstyveri opdages, bliver muzakken afbrudt fra kundebetjeningen:

- Vi har en nummer 50! hvorefter samtlige ansatte i nærheden stormer til kasserne.

Der skal være orden i sagerne. Man skal ikke sådan tro, at man kan omgå lovens bogstav, når man handler, endsige er ansat i Føtex. Anderledes forholder det sig med arbejdsgiveren selv. Min søn bliver ligesom så mange andre af de unge benyttet som kasseekspedient, hvilket er yderst upopulært at undslå sig. Det sker på trods af, at lovens og overenskomstens bogstav klart tilkendegiver, at unge under 18 år ikke må pålægges det ansvar. Føtex giver naturligvis ikke mere i løn, når de unge sidder ved kassen:

Det må de jo ikke ifølge overenskomsten!

Det burde stå klart for enhver, at de faglige ledere – hvis de var deres ansvar bevidst – burde oprette et register over svinske arbejdsgivere og deres grove metoder. Der er nok at tage fat på. Men de har måske selv travlt med at administrere pengekasser.

-Reno