Det herreløse kontinent

Det afrikanske kontinent sakker agterud, i forhold til udviklingen i den øvrige verden, rapporteres det af de borgerlige medier. Og det er sandt, men de tilbyder ikke nogen forklaring på, hvorfor det afrikanske kontinent ikke udvikler sig, hvorfor de fattige afrikanske lande bliver stadig fattigere, og hvorfor realindkomsten falder for det store flertal af afrikanere, mens kontinentet hærges af dødbringende epidemier, Aids, sult, krige og borgerkrige.

Den sjældent udtalte, men desto oftere antydede forestilling er, at ’afrikanerne kan ikke klare sig selv’; ’de ødelægger landet i barbariske stammekrige og kan ikke udnytte deres værdier og muligheder’ og ’egentlig gik det meget bedre tidligere, da de europæiske koloniherrer regerede’.

Følger man mediernes dækning af begivenhederne i Sierra Leone, besættelserne af de store landejendomme i Zimbabwe eller krigen mellem Etiopien og Eritrea forekommer det hele meningsløst, og som udslag af primitivitet.

Uforståeligt.

Det er netop hensigten at fremkalde sådanne forestillinger. For det afrikanske kontinent opfattes i de gamle kolonihovedstæder som herreløst, og de er i fuld gang med deres comeback. Resultaterne af årtiers blodige befrielseskampe skal annulleres og nye tunge lænker, i nykolonialismens form, smedes om afrikanerne. Og det ikke bare bliver ved forberedelserne: nyopdelingen af Afrika, økonomisk, politisk og såmænd også militært er i fuld gang. London, Paris og Bruxelles m. fl. er for længst aktive.

For ud over sygdom, sult og underudvikling er Afrika et rigt kontinent, fuldt af værdifulde mineraler og andre råstoffer. Diamanternes kontinent.

Den hemmelige kamp om nyopdeling af Afrika, der finder sted i dag fra imperialistmagternes side – med Den europæiske Union i en hovedrolle – sammenlignes bedst med det kapløb om kontinentet, der fandt sted i slutningen af det 19. århundrede.

For nogle uger siden sendtes de britiske Royal Marines til Freetown i Sierra Leone, samtidig med at et bundt ’militærrådgivere’ installeredes hos præsidenten, og hans hær blev forstærket med nyt udstyr, efter at den var næsten brudt sammen under slagene fra oprørshæren Den Revolutionære Forenede Front.

Den britiske imperialisme under Toni Blairs Labourregering er dermed gået direkte militært ind som part i en borgerkrig – under det tynde påskud at være opfordret dertil af regeringen – og med en uudtalt fordring på at ’have ret’ til at intervenere i dens tidligere koloniområder.

Men de store magter har ingen ’naturgiven’ ret til at intervenere i mindre lande og deres forhold – og kolonimagterne slet ingen til at organisere deres comeback. At det er det, som er tale om, ses af den omhyggelige propaganda fra de udsendte TV-folk i den afrikanske stat, der igen og igen bringer interviews med folk, som erklærer, at de havde det bedre, dengang englænderne var herrer i landet, og at de gerne så dem komme tilbage igen!

Den engelske intervention tjener de engelsk-.amerikanske mineselskaber og de lokale folk, som står i deres tjeneste. Det er den nøgne og usminkede sandhed om ’civilisationens tilbagevenden’ til Afrika. Det drejer sig om klingende mønt, om profit, fornyet og forstærket udbytning, om våbenhandel og diamanter.

Den engelske militære intervention kan samtidig også være begyndelsen til et langvarigt militært eventyr. Engelske antiimperialister er allerede begyndt at tale om et ’engelsk Vietnam’.

Bag de tilsyneladende så meningsløse krige og borgerkrige anes imperialistmagternes sorte hånd, som puster til og opflammer de eksisterende modsætninger på kontinentet. Det skal heller ikke glemmes, at en stor del af de herskende kliker er opkøbt af imperialismen og neokolonialismen, og for længst har forrådt de nationale befrielseskampe. Længe før forrige og sidste århundredes uretfærdigheder er blevet udlignet, kommer der nye til.

Det er den væsentligste forklaring på, hvorfor det ikke går fremad, men baglæns for Afrika.

De gamle koloniherrer bør imidlertid ikke glemme, at det ikke længere er det 19., eller for den sags skyld det 20. århundrede. Afrikanerne har ingen brug for nykolonialisternes indblanding. Den voksende afrikanske arbejderklasse og de progressive og antiimperialistiske kræfter på kontinentet har derimod brug for støtte fra de gamle kolonilandes arbejdere i deres kamp for uafhængighed og social fremgang.