En besynderlig oplevelse

Det var en højst besynderlig oplevelse at overvære Enhedslistens landsmøde via tv. Selv at have været til stede ville for en kommunist have været for overvældende idiotisk. Bevares, bortset fra dem, der trænger efter at føle betagelsen ved de bonede gulve på Christiansborg, var der skam sikkert ærlige sjæ1e, der kunne mene, at foretagendet ville kunne gavne arbejderne og endvidere de socialt svage i dronningeriget. Alene begrebet enhed - tænk, om alle venstreorienterede kunne … øh … kæmpe sammen - er jo en vidunderlig tanke. Fri af opsplitningen mellem alle de små venstreorienterede (socialistiske? sågar kommunistiske?) partier. Det er sgu da forjættende. Og på den baggrund vil Enhedslisten sikkert kunne suge sig fast i folketingets borgerlige demokrati en tid fremover.

Gejsten på landsmødet fejlede ikke noget. Dog var der en stout kvinde, som fra talerstolen omkring et færdigbrygget program måtte give udtryk for, at her var der bestemt ikke noget at råbe hurra for. En reporterende journalist ved landsmødet konstaterede, at programmet var kemisk renset for begreber som opstand eller revolution og den slags ting.

Her er vi ved humlen i det hele. Godt nok artikulerede mødedeltagerne med store armbevægelser, at Enhedslisten forsvarer de små i samfundet, de arbejdsløse og de udstødte, og kæmper mod alle uretfærdigheder over for de gamle osv. osv.

Desværre har man totalt bind for øjnene og er slet ikke klar over, at man er medspiller i det spil, som Lenin kendetegnede som den stærkeste skal om kapitalismen, nemlig det borgerlige ‘demokrati’.

Det har de selvfølgelig også fået offentligt ros for af medspillerne i den borgerlige presse, som udtrykker sig om Enhedslistens folketingsgruppe, at de har vist sig som modne og ansvarlige politikere med sober respekt for demokratiets spilleregler.

Der er en højaktuel SAMMENligning mellem den politiske udvikling i Italien og Danmark. I begge lande forefindes venstrefløjsammenrend i kapløb på den borgerlige parlamentariske bane op til forestående parlaments- og folketingsvalg. Italiens venstrefløj bestående af tidligere kommunister, som nu kalder sig venstredemokrater, som igen fører an i en samling af venstrekræfter kaldet Centrum-venstre, spås i alle meningsmålinger tilbagegang. En politikerlede er udbredt i Italien med det resultat, at højrekræfter vinder resultatrigt frem, indbefattet facisterne i Nationalalliancen, hvis leder hylder Mussolini. Mon ikke det kan tænkes, at højrekræfter i Danmark vinder folketingsvalget, og at det SF- og Enhedslistestøttede Socialdemokrati må overgive regeringsmagten til sorte Fog Rasmussen støttet af Pia Kærsgaards fremmedhaderparti? Politikerleden omkring folketingscirkus’et herhjemme kan tydeligt spores. Selvom Enhedslistens skulle vinde nok et par stakåndede mandater mere, er tendensen klar.

Hvad er så det der gør, at Enhedslisten aldrig kan blive en slagkraftig bevægelse hen imod Socialismen? Svaret hentes hos Lenin, der tordnende gang på gang har forklaret og oplyst arbejderklassen om, at kapitalismens geniale fidus ligger i, at folk hvert fjerde år kan gå hen og stemme til borgerskabets parlament på folk, som ud- og undertrykker folkets egne meninger. Tag f.eks. Frank Åens gestikulerende jerimiader på landsmødet, hvor han osede af dårlig samvittighed over Enhedslistens holdning under vedtagelsen af finansloven, som endnu engang bjærgede de kapitalistiske udbyttere for endda øgede svimlende profitter, medens der blev kastet lidt smuler af fra de riges bord. Aldrig mere skal regeringen fredes (så tror man på den og én til): nu skal det udelukkende dreje sig om de svage i samfundet, det er dem, vi skal kæmpe for og sætte fokus på.

Herre jemini, som om det listige borgerlige demokrati ikke har taget højde for det. Hver dag svømmer de borgerlige aviser over med fokus og forsvar for de svage i samfundet. Om de gamles elendige forhold på plejehjem, om sindslidendes martyrium på tvangsinstitutioner, om forholdene på hospitalerne, om de hjemløse osv. Socialdemokratiet og Nyrup ("kan vi ikke gøre det lidt bedre"), Venstre og Konservative, ‘Dansk’ Folkeparti - alle galer de op fra det høje Ting, at dette og hint er aldeles ‘uacceptabelt’. Netop det ord er vældigt populært. Heroverfor virker Enhedslistens ‘kamp for de svage’ fra Tingets talerstol som en ski’ i en balje vand. For den omtalte ‘humle’ ligger jo i, at man ikke siger det, der skal siges:at hele det bedrageriske og udlevede kapitalistiske samfund skal afskaffes til fordel for Socialismen.

En glad opstillet og
trængende til næste folketingsvalg udtalte på landsmødet, at hun glædede sig til at ‘bruge’ folketingets talerstol, og hun så helt salig ud.

Det er de ‘venstreorienterede’ i dagens Danmark …

Alligevel har arbejderklassen nu en enestående chance for rive masken af de bedrageriske politikere på Christiansborg.

Endelig kan det nytte at gå til valgurnerne i det parlamentariske spil. Den 28. september skal lyde et overlegent drønende Nej ved afstemningen om euroen, og det skal være signalet til, Danmark helt ud af EU.

Partiers og politikeres indbyrdes forvirring på grund af det alt for indlysende i, at man ønsker Danmark spændt for det tyskinspirerede forenede Europa, gør sagen helt klar.

Danmark er faktisk i frihedskamp igen, og arbejderklassen skal være garanten for sejr.