Store europæere

I amerikansk politisk terminologi hedder en præsident, der er på vej ud efter de maksimale to embedsperioder en ‘lame duck’. Afløseren er endnu ikke fundet, og den siddende præsident er forhindret i at tage de store initiativer, der skal sikre ham en fremtrædende plads i historiebøgerne som ‘en stor præsident’. For den snart fhv. Clinton er det blevet for sent. De store sociale reformer, han ville gennemføre ovenpå Reagan-Bush-æraen blev aldrig til noget som helst. Det socialt og etniske skævvredne USA er ikke blevet mindre skævt. Og heller ikke verdens goder er ikke blevet mere retfærdigt fordelt. Det var retorik, hot air - regeringsførelse til gavn for monopolerne og imperialismen.

Så Clinton tog til Europa på officiel afskedsturné, hvor han i mangel af bedre lod sig hylde som en af helt ‘store europæere’. I Aachen modtag han Charlemagne-prisen på 50-året for dens indstiftelse - opkaldt efter en tidlig middelalderkonge, som i den supereuropæiske mytologi var den første, der ville ‘samle Europa’. Hvordan han ville og gjorde det, gås der let henover.

Gerhard Schröders hyldesttale nåede nye mytologiske højder. Efter at den hitlertyske europæiske samling havde spillet fallit, var det det krigshærgede Aachens tur til at blive endnu et ‘nyt Europas’ vugge, kunne den tyske forbundskansler meddele:

- i denne grumme tid skabte ansvarlige borgere i Aachen det intellektuelle fundament for et nyt Europa. Og deres idéer var inspireret af Karl den Store. I århundreder har mennesker fundet brændstof til deres modigste politiske idéer hos ham: drømmen om fred, fællesskab og tolerance. Dette er den europæiske drøm. Og mens han påkaldte John Kennedys koldkrigsudsagn ‘Ich bin ein Berliner’, henvendte Schröder sig direkte og ‘under stormende bifald’ til den amerikanske præsident med ordene:

Han opfordrede EU til at holde døren åben for Rusland, Tyrkiet og resten af det sydøstlige Europa, og understregede at USA og Europa altid vil være tæt forbundne. 104.000 unge amerikanere ligger begravet i Europa. Og ‘USA er en del af Europa’.

Sådan hyldede de to arkitekter bag den seneste storkrig i Europa: krigen mod Jugoslavien i 1999 hinanden som fredsapostle. Og sådan kørte det velsmurte propagandamaskineri på den amerikanske superstjernes afskeds-tour.

Inden dette højdepunkt nåede Clinton at deltage på det årlige møde mellem Unionen og USA i Lissabon og på en af Schröder indkaldt konference om ‘moderne regeringsførelse i det 21. århundrede’ - af pressen hurtigt kaldt Det Ny Venstres topmøde - domineret af socialdemokratiske og tilsvarende partier. Samme tema som sidste og forrige år: Modspil til ‘globaliseringen’. Samme retorik: Markedsøkonomien skal kombineres med social ansvarlighed. Kapitalmarkederne skal ikke længere bestemme tempoet. Og ‘svaret’ er også det samme: ‘Politikken skal tilbage på scenen . . . Det drejer sig ikke bare om økonomisk vækst, men også om retfærdig fordeling.’

Den clintonske melodunte lever således videre. Og selvom det gik den gale vej i otte år, så lyder det jo godt, og han har mange efterlignere verden over.

Det var som om modsætningerne mellem USA og Europa - både Unionen og Rusland - slet ikke eksisterede. Det ny amerikanske raketforsvar mod såkaldte ‘slyngelstater’ blev godt nok kritiseret i både Berlin og Moskva under mødet med Putin - men fronterne blev ikke trukket hårdt op, endnu.

Det skal nok komme.