Falck - fusioner, stigende overskud og truende konflikt
Falck er blevet en europæisk storkoncern. Det ny Group 4 Falck
vil have 115.000 ansatte
med aktiviteter i 50 lande.
Men Falckredderne finder sig alligevel ikke i en minusoverenskomst
Falck er i dag andet og mere end et idealistisk dansk familieforetagende, der har opbygget en stærk redningstjeneste og tilbyder vagt- og sikkerhedsydelser over for offentlige og private selskaber. Det en rendyrket storkapitalistisk koncern, som har fået foden indenfor på rednings- og sikringsydelserne i stadigt flere lande, og som arbejder målrettet for at opnå monopolstilling og sikre maksimalprofitter på sine ydelser.
Årsregnskabet for Falck-koncernen 1999 har vist kraftig stigning i omsætning og overskud. Falck er allerede et monopolforetagende på det danske marked, markedsandelen er steget kraftigt, ikke mindst på internationalt, plan og med den seneste fusion med Group 4 Securitas i maj måned er Falck blevet et monopolforetagende også internationalt set.
Det nye firma, der har fået navnet Group 4 Falck, vil få over 115.000 ansatte med aktiviteter i over 50 lande. Det vil dermed blive verdens næststørste leverandør af sikringsydelser. Redningsarbejdet og sikkerhedsydelserne er en lukrativ forretning.
Det nye Falck-selskab vil få førende markedsandele/monopolstilling inden for sikringsydelser i de nordiske lande, i Benelux-landene, i Storbritannien, Østrig, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, de baltiske lande, Mellemøsten, Indien m.fl.
Oprustning på det europæiske marked
Fusionen er den største af en lang række virksomhedsovertagelser, som Falck har været involveret i inden for de seneste år. I 1998 overtog Falck den tyske sikringskoncern SIMIS og tog dermed hul på strategien om ekspansion uden for Norden. Kort tid efter overtog man en polsk sikringsvirksomhed, hvorefter man sikrede sig aktiviteter inden for redning og sikring i Polen, og senere på året gik man massivt ind i de baltiske lande for med egne ord at "slutte en vigtig strategisk ring om hele Østersø-området".
I sommeren 1999 beslutter den politiske ledelse i region Skåne sig for at give en endnu større del af ambulancekontrakterne til Falck, der dermed opnår et gennembrud på ambulanceområdet i Sverige. Kort tid efter vinder Falck yderligere udliciteringen af ambulancekørslen i to ud af Stockholms syv ambulancedistrikter.
I juni 1999 overtager Falck den største sikringsvirksomhed i Holland, NVD-koncernen, der har en omsætning på 1,6 milliarder og 7000 ansatte i fire lande. Ifølge firmaet "et gennembrud for Falcks europæiske vækststrategi".
Senere på året er turen igen kommet til de baltiske lande, hvor Falck overtager sikringsvirksomheden UAB Gelvora i Litauen og derved bliver den største private sikringsvirksomhed i landet. I december sker det samme i Letland, hvor Falck bliver det største firma ved at overtage den næststørste lettiske sikringsvirksomhed, SIA Apsargs.
I marts måned vandt Falck udliciteringen af statens vagt- og sikringsaktiviteter, som har hørt under Slots- Ejendomsstyrelsen. Det drejer sig om vagtopgaver samt installation af og service på allerede eksisterende sikrings- og overvågningsanlæg. Opgaverne udgør godt tre pct. af sikringsmarkedet, og Falck sidder nu på 45 pct. af det danske marked.
Sidst har Falck vundet udliciteringen af redningsarbejdet på den nye Øresundsbro. Falck-servicen er inkluderet i de priser, der kommer til at gælde for at køre over broen.
Minusoverenskomst
stemt ned
De fede tider kommer imidlertid ikke de ansatte til gode. Overenskomstforliget mellem de ca. 3600 falckreddere/SiD Transportgruppen og Falck/AHTS (Arbejdsgiverne for Handel og Transport) blev stemt ned med et brag. Der var tale om et fireårigt OK-forlig, som til forveksling lignede de øvrige overenskomstresultater, med såkaldte forbedringer på i alt 3,1 pct. Med andre ord: et forsøg på at trække en minusoverenskomst ned over hovedet på Falck-redderne.
Der var tale om et klart nej. 69,5 pct. stemte nej, mens 30,5 pct. stemte ja, og stemmeprocenten var på 80 pct. Som følge af afstemningsresultat varslede SiD Transport konflikt med start mandag den 15. maj. Men weekenden inden konflikten lykkedes det i sidste øjeblik forligsmand Asbjørn Jensen at fremlægge en nyt forslag til overenskomstforlig, hvorpå Falck-reddernes strejke blev udsat.
Nu skal Falck-redderne stemme om det nye forlig, og hvis det igen skulle blive et nej, vil resultatet foreligge fredag d. 26. maj.
Mo/Od