Internationalt fagligt træf
i Odense

 

Minimum tre kontinenter er repræsenteret af fagligt aktive, når Odense i pinsen er værtsby for

det 6. Internationale faglige træf.

Det er kampen for de kollektive rettigheder, mod det moderne slavearbejde og EU´s undergravende rolle, som træffet stiller skarpt på.

Foreløbige tilmeldinger betyder deltagelse fra Rusland, Sydamerika og Europa

 

Det 6. Internationale faglige træf har nu været under forberedelse i knap et år, og alt tegner til at blive en succes. Kommunistisk Politik har talt med to fra forberedelsesgruppen.

- Vi er i øjeblikket i gang med at brede kendskabet til træffet ud til så mange hjørner som overhovedet muligt, men allerede nu tyder tilmeldingerne på, at der er endda meget stor interesse, fastslår Poul Andersen, der i det daglige slår sine folder som tillidsmand for SiD´erne på NOVO Nordisk, Kbh.

- Har du lyst til at mødes med fagligt aktive fra Sydamerika, Rusland og fra det øvrige Europa, udveksle erfaringer og diskutere fælles problemstillinger, så har du en enestående chance, fordi Danmark i år er værtsland. Og der er stadig tre uger til selve træffet, så der kan nå at komme mange flere med.

Træffet afvikles i de første pinsedage (9.-11.juni) i Odense under hovedparolen Fælles kamp mod kapitalen, og hovedtemaerne vil være kampen for de kollektive rettigheder, mod det moderne slavearbejde og EU´s undergravende rolle:

- Angrebene på arbejderklassens rettigheder, arbejds- og levevilkår er i de sidste årtier haglet ned over os. Det er et fælles træk hele kloden over. EU har sat sine konkrete spor i Vesteuropa med tydelige afsmittende effekt på de østeuropæiske lande, som ønsker optagelse. Det har blandt medført et nyt form for slavemarked, fordi arbejdsløse og bistandsmodtagere i dag tvinges i arbejde uden at få mere for det. Derfor har vi valgt at gøre dette problem til et af hovedtemaerne, siger Poul.

Situationen og problemerne belyses fra alle hjørner og geografiske afkroge

Poul Andersen er selv blandt oplægsholderne, som ud over de danske kommer fra Rusland, Frankrig, Tyskland, Norge og Colombia. Af andre danske oplægsholdere kan nævnes:

* Steen Horst, næstformand i SiD-Transport, Odense

* Jens Borking, næstformand i TIB afd.27, København

* Eric Skytte, formand for Arbejdsløshedsudvalget, Grafiske arbejdere, HK Odense

* Jan Nielsen, kontaktperson for "Arbejdsløse og Bistandsmodtagere i Odense" (AbiO)

* Fra Tyskland vil Niels Clasen, bedriftsrådsmedlem i Stuttgart for IG metal, være oplægsholder, mens Rolf Jørgensen, Leder i Lokomotivpersonalets Forening Øst, afdeling Oslo, repræsenterer Norge.

Ud over de mange oplægsholdere, som afspejler en meget stor bredde såvel fagligt som geografisk, så bliver træffet anbefalet af ca. 50 andre fagligt aktive fra forskellige lande.

- Det er klart, at et sådant massivt program ikke kan bæres igennem i én lang fælles diskussion. Derfor deler vi flere af diskussionerne i grupper for at komme diskussionslysten i møde. Gruppediskussionerne opdeles efter hovedtemaerne - kampen for de kollektive rettigheder og kampen mod det moderne slavearbejde, fortæller Poul, der godt er klar over, at mange vil have svært ved at vælge mellem to spændende problemstillinger:

- Men vi samler jo diskussionerne op i plenum, og de fleste oplæg vil ligge på skrift på forskellige sprog.

Poul beroliger også alle, der ikke er sprogkyndige:

- Der er sørget for tolke, så alle sprog bliver oversat til dansk, ligesom de fleste sprog bliver oversat indbyrdes. Af hensynet til træffets afvikling forsøges det at skaffe et tolkeanlæg, så man via høretelefoner kan få oversættelsen direkte uden at skulle vente på andre oversættelser.

Det er værd at bemærke, at arrangørerne har noget specielt i støbeskeen lørdag aften:

- Denne aften skal der slås til Søren. Et stort, åbent internationalt festmøde, der siger NEJ til euro og Union! Der bliver talere og musik fra andre lande og kontinenter. Det er klart, at det spiller en stor rolle, at vi snart skal stemme om tilslutning til mere Union, så det er alle tiders lejlighed til at styrke modstanden – oven i købet i hyggelige og festlige rammer.

Hvis man ikke kan deltage på hele træffet, så er det selvfølgeligt muligt at gøre det i mindre tid. For eksempel kan man deltage på festmødet alene, hvor entreen kun er en flad tier.

Nu sættes slutspurten ind

Der er kun få uger til træffets opstart, så Forberedelsesgruppen har sat alle kræfter ind på at sikre de sidste pladser også bliver besat:

- Alle kan hjælpe til med at sprede kendskabet. Man kan blot kontakte Forberedelsesgruppen, så vil man få tilsendt foldere, der fortæller alt relevant om træffet, slutter Poul.

Det 6. Internationale faglige træf afholdes i Odense i dagene 9. - 11. juni.

Det koster 550 kr., med rabat for arbejdsløse, lærlinge og ungarbejdere bliver det 425 kr.

Overnatningen finder sted på Odense Vandrerhjem, mens selve træffet afvikles på Ejbyskolen.

 

Så hvis du vil deltage – eller vil gi´ en hånd med at sprede kendskabet - så kontakt:

Forberedelseskomiteen v. Henning P. Jensen c/o Skibhusvej 100 st.th. 5000 Odense C Tlf: 20 95 32 17 & E-mail: 6.intertradedk@forum.dk