Overenskomstresultatet er
værre end forudsagt-

Løfterne var flotte, smilene brede og armbevægelserne store, da Max Bæhring og Willy Strube præsenterede resultatet af overenskomstforliget for omkring 210.000 industriarbejdere. Det skulle i store træk vise sig at blive modellen for de øvrige områder, der består af ca. 350.000 ansatte i det private erhvervsliv.

Omkring en måned efter urafstemningen er smilene stivnet. Utilfredshed, aktioner og strejker har sat sit præg på hverdagen.

En stor del af forliget dækker minimallønsområdet, hvor de ansatte ikke i overenskomsten er sikret lønforhøjelser. De skal hentes hjem via lokale lønforhandlinger, hvilket traditionelt giver mere i lønningsposen, da initiativet ligger hos arbejderne selv. I modsætning til normallønsområdet, der forhandler lønstigninger centralt, hvilket heller ikke denne gang har udløst noget særligt.

På minimallønsområdet hæves lønnen kun via kamp, og da styrken fra arbejdsplads til arbejdsplads er meget forskellig, er stigningerne/lønkravene også vidt forskellige. Til gengæld er arbejdsgiverne altid fedtede. Selvom de lokale lønforhandlinger faktisk kun lige er påbegyndt, så er adskillige strejker allerede brudt ud. For blot at nævne nogle:

80 ansatte på Thor-bryggerierne i Randers nedlagde arbejdet.

Aalborg Portland cementfabrik blev ramt af både strejke og blokade. 200 ufaglærte krævede 3,50 kr. mere i timen, mens ledelsen "tilbød" 2,35 kr. Ledelsen blev med en uges konflikt tvunget til forhandlingsbordet med løfte om at skulle give mere.

Mere end 100 ansatte på Electrolux Nyborg etablerede overenskomststridig strejke med krav om 5 kr. mere i timen.

Metal´ere og SiD´ere på Roblon i Sæby strejkede på kravet om 4,50 kr. mere i timen og opnåede forhandlinger.

1200 arbejdere på Grundfos, Bjerringbro, strejkede, da ledelsen ikke ville indfri lønkravet. Resultatet afgøres nu mellem hovedorganisationerne.

Fagbevægelsens egne rækker måtte smage på utilfredsheden. HK-kontorerne i Frederikshavn, Hjørring, Aalborg og Hobro er lige så fedtede som de traditionelle arbejdsgivere. De ansatte HK´ere på disse kontorer måtte tage strejkevåbenet i brug for at protestere mod, at HK kun ville pristalsregulere deres grundløn, men ikke tillæggene. De ansatte mener, at det faktisk er et overenskomstbrud.

Et vigtigt element i industriens overenskomst er bortfaldet af genetillæggene mellem kl. 17 og 18. For skifteholdsarbejderen betyder det 25 kr. mindre i løn pr. dag. For arbejdere på forskudt tid er det 14,50 kr.

Da alle skifteholds- og forskudttidsansatte stemte til OK-resultatet, var de sikre på, at de var dækket ind under en passus i forliget, der fastslog, at bortfaldet af genetillæggene ikke måtte betyde lønnedgang. I forbindelse med lønforhandlinger på Danfoss benyttede ledelsen sig af at modregne det bortfaldne genetillæg. Med andre ord skulle lønstigningen spises op af det bortfaldne genetillæg.

I troen på, at Max Bæhring og Willy Strube aldrig kunne have sat deres underskrift på så dårlig en overenskomst, bragte de ansatte sagen for voldgiften. Dommen gav arbejdsgiverne ret.

Summa summarum: Skifteholdsarbejderne risikerer at gå ned i løn med den ny overenskomst.

Hvad ville de have stemt til resultatet, hvis de havde vidst det?

Lærlingene havde til forhandlingerne stillet krav om væsentlige lønforhøjelser og krav om strejkeret, blandt flere andre krav.

Med overenskomstresultatet er det en kendsgerning, at 1. års-lærlingene i dag kan købe mindre for timelønnen, end de kunne i 1985 – et direkte reallønsfald på 7 procentpoint: Priserne er steget med 39%, lærlingelønnen med 33%.

Henrik Maxsø fra ungdomsudvalget i TIB afd. 27 i København lægger ikke skjul på lærlingenes utilfredshed:

- Vi har fået alt for lidt ud af denne overenskomst i kroner og øre, og resultatet vidner om, at forhandlerne ikke har taget lærlingenes krav alvorligt, udtaler Henrik Maxsø til Byggefagenes Nyhedsbrev.

I TIB’s overenskomst får lærlingene kun 3% stigning det første år og 3,5% de næste tre år, hvilket blot modsvarer den almindelige prisstigning.

Overenskomsten for 11.000 buschauffører har været et særligt stridspunkt. Det første forlig, som fagbevægelsens forhandlere anbefalede, indeholdt mulighed for op til 13 timers arbejdsdag. Det resultat blev mødt voldsom harme og strejker. Protesterne og utilfredsheden var af en sådan styrke, at forhandlerne på begge sider af bordet måtte gøre arbejdet om.

Den maksimale daglige arbejdstid blev barberet ned til 8 timer og 50 minutter, ligesom ledelsens ret til at benytte delte tjenester blev begrænset. Endelig vil chaufførerne i løbet af overenskomstens periode få 26 minutters betalt pause.

Buschaufførernes tillidsrepræsentanter anbefaler – i modsætning til sidst – det nye resultat, som i skrivende stund er til afstemning og slutter fredag den 14. april.

Så stor utilfredshed så kort tid efter overenskomstens ikrafttræden.

Hvor mange andre overraskelser venter?

Hvordan klarer helbredet den udvidede fleksibilitet på arbejdstiden?