Afrika i EU-imperialismens vold

Afrika er verdens fattigste kontinent. En udvikling, som skyldes kolonialismens og imperialismens hærgen gennem flere hundrede år. Med først slavehandelen, der drænede Afrika for arbejdskraft, og dernæst kolonialiseringen, hvor de afrikanske lande og folk blev frarøvet deres råstoffer, og efter 2. Verdenskrig og en række nationale befrielseskrige nykolonialismen.

De gamle kolonimagter dikterer stadig, hvad der skal ske på det afrikanske kontinent, og holder den afrikanske befolkning nede i absolut fattigdom. De europæiske monopoler, som opstod på grundlag af slavehandelen og kolonialisering, har bevaret deres økonomiske indflydelse, og de få lande, der har forsøgt sig med en selvstændig udvikling, er i dag underlagt IMF’s, den internationale valutafonds, og Verdensbankens diktater.

En imperialistisk udplyndring, der har efterladt Afrika i en håbløs økonomisk situation med en gæld til forbryderne på over 350 milliarder dollars. OAU, organisationen af afrikanske lande, har opgjort de økonomiske omkostninger af den bestialske politik, de europæiske, tidligere kolonilande har ført og fører over for Afrika, til 770.000 milliarder dollars.

Det er helt ufattelige rigdomme og menneskelige ressourcer, der er blevet udsuget af kolonialismen og imperialismen, og det har ført til, at Afrika er blevet holdt nede i ufattelig armod - samtidig med, at en række europæiske monopoler er blevet grundlagt og har vokset sig store gennem udplyndringen de afrikanske lande.

Udpiningen af det afrikanske kontingent har medført omfattende sult og fattigdom. Nye katastrofer venter lige om døren. 12 millioner mennesker trues de kommende måneder af sultedøden i Etiopien, Eritrea, Kenya, Somalia, Sudan og Uganda.

Knap halvdelen, 280 millioner ud af 600 millioner, lever i absolut fattigdom, eller for mindre end en dollar om dagen. 33 af verdens 48 fattigste lande ligger i Afrika.

Det nyligt afholdte topmøde mellem EU og Afrika i Egyptens hovedstad Cairo betød ikke ændring af forholdet mellem Afrika og de gamle europæiske kolonimagter, der i dag er medlemmer af EU, selvom det op til topmødet hed sig, at Europa havde vendt Afrika ryggen, og det skulle der nu gøres noget ved.

Som Aktuelt så lyrisk skrev:

"Vi har et ansvar, vi har en rolle, og vi kan gøre en forskel. Det er i vor egen interesse, at Afrika udvikler sit fulde potentiale. Uden et Afrika i udvikling vil Europa blive udsat for et stadigt stigende pres fra millioner af fattige, som i mangel på håb om en bedre fremtid søger lykken andetsteds. De, der tror, at vi kan vende ryggen til og lade Afrika slås med sine egne problemer, tager fejl."

EU’s og de tidligere europæiske kolonimagters indblanding i og kontrol med de afrikanske landes politiske og økonomiske udvikling skal bevares og udbygges, så EU kan bevare grebet om Afrika i den skærpede, imperialistiske konkurrence med USA, som de seneste år er begyndt at vise stigende interesse for Afrika som udbytningsobjekt.

For at fastholde grebet om Afrika kan det blive nødvendigt med militære indgreb for at opretholde ro og orden. Væbnede konflikter og politisk uro hærger store dele af Afrika som en følge af årtiers imperialistisk indblanding, og over 20 millioner afrikanere lever en ussel tilværelse som flygtninge. De tidligere europæiske kolonimagter er i forvejen dybt involverede i krigene på regeringernes eller oprørsbevægelsernes side og tjener fedt på våbensalg til de stridende parter, men fremover skal EU kunne gribe militært ind for at sikre de europæiske interesser i de tidligere kolonier.

I Aktuelt beskrives det som, at EU skal kunne gribe ind ved at bekæmpe årsagerne til konflikterne: undertrykkelse, uretfærdighed og økonomisk ulighed. Det drejer sig nærmere om at bekæmpe social uro og oprørsbevægelser, der kan true de europæiske monopolers økonomiske interesser i Afrika og forhindre nye flygtningestrømme, der vil søge mod Europa.

Formålet med topmødet drejede sig, set fra EU’s side, i høj grad om at skabe "politisk stabilitet" i de afrikanske lande, så nye krige, nye flygtningestrømme, kaotiske tilstande, hungersnød og øget social elendighed ikke kommer til at true de økonomiske interesser og føre til øget illegal indvandring til Europa.

En egentlig social og økonomisk indsats, der kunne komme de afrikanske lande til gavns, kom ikke på tale. Det afrikanske hovedpunkt på dagsordenen, en nedsættelse af den enorme gæld, som tynger de afrikanske lande og forhindrer ethvert forsøg på en selvstændig økonomisk politik, blev forbigået. Det skulle tages op andre forummer, mente EU.

Det blev ved en papir-erklæring om, at gældsbyrden skal lettes hurtigst muligt, men det skal ske via "G7" og den internationale valutafond, IMF. G7, der består af de syv rigeste lande i verden, lovede i 1999 at eftergive syv milliarder dollars for 36 af verdens mest fattige lande.

Der er tale om en brøkdel af den gæld på 350 milliarder dollars, som de afrikanske lande tilsammen er tynget af. Flere lande betaler mere i gæld, end de modtager i såkaldt bistandshjælp. På trods af de mange højtidelige løfter om gældssanering viser EU’s praksis sig at være en anden. Villigheden til at afskrive gæld i blot en nogenlunde mærkbar størrelsesorden er ikke til stede.

Gældsbyrden er et af de vigtigste instrumenter til at tvinge de afrikanske lande til at føre en politik, der holder landene åbne for de europæiske monopolers udnyttelse af råstoffer og fri adgang til de afrikanske markeder. Et magtmiddel, som de imperialistiske lande ikke har til sinds at afgive. Som Frankrigs præsident, Jacques Chirac, for nylig fastslog:

- Gælden udgør en forhindring for Afrikas økonomiske udbygning.

Ser man gælden i forhold til de milliarder af dollars, som Europa gennem årene har udplyndret det afrikanske kontinent for, 770.000 milliarder kr. ifølge opgørelserne fra organisationen af afrikanske stater, så vil der med en eftergivelse af al gæld kun være et plaster på de dybe sår, kolonialiseringen og imperialismen har forvoldt de afrikanske folk.

En mindre afbetaling på den gæld, som de europæiske kolonilande og imperialistmagter skylder, gennem århundreders udpining, smadring og ødelæggelse af Afrika.

Et andet centralt spørgsmål er priserne på de afrikanske råvarer, der er presset helt i bund. Det er de store monopoler, der sidder på verdenshandelen med råstoffer som kaffe, kakao, bananer, mineraler og kan tvinge de afrikanske råvareproducenter til at sælge til ekstremt billige priser eller direkte ejer plantagerne og minerne.

Lomé-aftalen, der er indgået mellem EU og 71 ulande i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet, afhjælper ikke denne ulige byttehandel, der bevirker, at råstofferne sælges til stadigt faldende priser, mens de varer, der importeres, bliver dyrere.

Lomé-aftalen blev i februar forlænget med en fortsat liberalisering af PRUT.

Samtidig er de fleste ulande underlagt IMF’s diktater om at åbne markederne op, skære ned på de statslige udgifter/privatisere statslige virksomheder, fjerne støtteordninger til produktion af bestemte varer og lempe kontrollen med de udenlandske investeringer samt barbere de sociale udgifter. Og diktaterne om at omlægge produktionen af industri- og landbrugsvarer til eksport for at kunne tjene udenlandsk valuta til at betale af på den udlandsgælden - på trods af, at den indenlandske produktion af fødevarer mv. ikke kan dække behovet for at brødføde befolkningen.

Der er én ting, der bekymrer EU-landene.

Den stigende fattigdom og håbløshed samt de mange blodige krige på det afrikanske kontinent, som de tidligere europæiske kolonimagter lande selv som bagmænd har været med til at starte/opmuntre til for at sikre deres økonomiske positioner/kontrollen med råstofferne i deres tidligere kolonier, har ført til, at millioner af afrikanere er på flugt mod nord - mod de rige EU-lande.

Den illegale indvandring er taget til på trods af, at EU militært har oprustet grænserne mod syd for at stoppe indvandrerne. Den skærpede militære grænsekontrol kan ikke holde indvandrerne tilbage, hvorfor man nu taler om øget økonomisk bistand for at forbedre de sociale forhold i de afrikanske lande så meget, at afrikanerne forbliver i deres hjemlande.

De nye aftaler om økonomisk hjælp i skal ses i det lys. Der er over fem år afsat 100 milliarder i hjælp til de 71 ulande, der er med i Lomé-aftalen, kaldet AVS-landene - og hvoraf lidt over halvdelen er tidligere afrikanske kolonier.

Der er tale om beskedne beløb, der på ingen måde kan bringe Afrika på fode igen og ikke vil stoppe imperialismens negative udvikling for det afrikanske kontinent: at hver krone, der gives i bistand eller investeres i de afrikanske lande, vender flerfoldig tilbage.

Udplyndringen af Afrika vil fortsætte uhæmmet efter EU-Afrika-topmødet.

EU/de tidligere europæiske kolonimagter har ikke til sinds at opgive Afrika som deres domæne for udbytning og udplyndring i den skærpede imperialistiske kamp mod USA.

Zimbabwe aktuel kasse