Ved begyndelsen af 90’erne i sidste århundrede stod den kommunistiske bevægelse i Danmark - og ikke kun i Danmark – over for nogle vigtige opgaver for at forhindre, at kommunismen for altid ville blive marginaliseret som politisk strømning.

De måtte tage fat på at overvinde den ideologiske, politiske og organisatoriske krise, som var skabt af den moderne revisionisme, der havde ført til socialismens udslettelse og kapitalismens triumf.

Kommunisterne måtte arbejde under de ny styrkeforhold i en verden, domineret af imperialismen og monopolerne. De måtte forholde sig til den hastige udvikling af den tekniske og videnskabelige revolution, IT, genteknologi o.s.v, som præger så mange aspekter af samfundslivet.

De måtte med andre ord stille sig som opgave at opbygge et kommunistisk parti, der var i stand til at løfte den røde fane i en ny global situation, hvor der - for første gang siden 1917 – ikke eksisterede et ‘socialistisk fædreland’, og hvor betingelserne for den socialistiske revolution på mange punkter afveg fra de betingelser, der var både i begyndelsen og sidste del af forrige århundrede.

Det var i denne sammenhæng afgørende at forholde sig til den kommunistiske bevægelses ideologiske og teoretiske grundlag. Forskellige revisionistiske strømninger hævdede, at marxismen-leninismen var forældet, eller havde vist sig at være en utopi, og ikke en videnskabelig teori. De søgte derfor at erstatte den med et sammenkog af ‘progressive’ borgerlige og småborgerlige teorier, med ‘grøn tænkning’ og tilsvarende. Andre var ude af stand til at gøre op med det revisionistiske dynd og søgte at klamre sig til ideer og teorier, som virkeligheden selv havde gjort op med.

Det springende punkt er og var forståelsen af den historiske kendsgerning, at den marxistisk-leninistiske teori og analyse blev bekræftet - og på ingen måder og ingen punkter modbevist - af revisonismens fallit, Sovjetunionens sammenbrud og opløsningen af Østblokken.

Marxist-leninisternes analyser havde længe før dette sammenbrud fastslået, at revisionisme som herskende ideologi og politik - der havde erstattet den videnskabelige socialisme i de tidligere socialistiske lande - ville føre til kapitalismens fuldstændige genrejsning, såfremt nye arbejderrevolutioner ikke fik bremset denne kontrarevolutionære proces.

På samme måde er kun marxistisk-leninistiske analyser i stand til at forstå verden af i dag, udpege revolutionens centrale spørgsmål og give svar på, hvordan de skal løses.

Alfa og omega for overvindelsen af krisen for den kommunistiske bevægelse var og er med andre ord styrkelsen af dens videnskabelige fundament og dermed udarbejdelsen af marxistisk-leninistiske analyser af verden af i dag, af den verdensrevolutionære proces - og for Danmarks vedkommende af betingelserne for en socialistisk revolution i vort land.

Dette arbejde er foregået op gennem 90’erne - og mange kræfter har taget del deri, kammerater med forskellige udgangspunkter, som har indset nødvendigheden af, at kommunisterne forenes på marxismen-leninismens grund, og at det 21. århundredes kommunistiske parti nødvendigvis må stille sig på en platform, der gør op med al revisionistisk indflydelse.

Det Udkast til principprogram for arbejderklassens kommunistiske parti, som den partiforberedende organisation Oktober udsendte i januar i år, og som siden er blevet drøftet indgående og kritisk i den kommunistiske bevægelse, udgør en væsentlig del af dette fundament. Kommunisterne kan kun blive en stærk og afgørende politisk faktor, såfremt deres grundlag, analyse og politiske linje er videnskabelig, sand og rigtig. Alt andet er forhåndsdømt til nederlag. Enhver såkaldt bestræbelse på samling af kommunister bliver uundgåeligt en fiasko, når den ikke befinder sig på marxismen-leninismens grund.

Kommunisterne i Danmark står nu på tærskelen til, som resultat af dette langvarige arbejde siden 90’ernes begyndelse, at stifte det parti, der kan løfte revolutionens og socialismens opgaver i det 21. århundrede: arbejderklassens kommunistiske parti.