Enhedslisten har udviklet sin egen parlamentariske stil: Det indgår seriøst og sagligt i de parlamentariske debatter med kapitalens partier, som folketinget er fyldt med, overholder pænt debatnormerne, der forudsætter respekt for hele det parlamentariske cirkus. Partiet har valgt ikke som revolutionært parti ikke at stille op til permanent konfrontation med alle de øvrige - og belønnes da også med en tilsvarende seriøs og respektfuld behandling fra de andres side. Det ligger langt fra den hetz og isolation, det revolutionære DKP i f.eks. 30erne og 40erne var udsat for.

Enhedslisten vil parlamentarisk ‘kæmpe for enhver forbedring’ og imod alle forringelser. Men med dette ‘saglige’ udgangspunkt har det også afskåret sig fra at afsløre det parlamentariske spil og de kapitalistiske partiers rolle. Enhedslistens parlamentariske praksis er ikke knyttet til den revolutionære strategi for et socialistisk samfund, som dets nye programforslag hævder det har. De små parlamentariske forbedringer betyder forlig, især med regeringspartierne, rollen som støtteparti for socialdemokratiet, som redningsplanke for Nyrup.

Og dermed er partiet indfanget af det parlamentariske spil - som det samtidig har afskåret sig fra at afsløre.

En af forklaringerne gives måske i programforslaget - som i øvrigt har en lang og trang vej foran sig gennem partiets organer, før det måske engang til efteråret vil blive vedtaget, og dermed for første gang anbringe det på et programmatisk grundlag. Ifølge dette optræder ‘statsmagten og dens aktører som selvstændige aktører i klassekampen, og har deres egne interesser, der ikke altid falder sammen med interesserne hos den dominerende del af borgerskabet eller andre dele af borgerskabet’. Enhedslisten afviser altså den marxistiske tese, at den moderne kapitalistiske stat er underlagt monopolkapitalen, at den er dennes redskab, og at monopolkapitalens diktatur behersker alle sider af det moderne samfundsliv.

Enhedslistens specielle opfattelse af den moderne stat og dens aktører giver - kan man sige - særlig luft og rum til dets lige så specielle opfattelse af et revolutionært partis rolle og opgaver på den parlamentariske arena!

Programforslaget erklærer Enhedslisten som et revolutionært parti, hvis mål er ‘det klasseløse samfund, hvor enhver form for undertrykkelse er afskaffet og naturgrundlaget bevaret’. Forslaget er meget omhyggeligt med at undgå ordet kommunisme, også for den beskrevne samfundstilstand, som farves i grønne, økologiske farver efter et motto, som også programfæstes: ‘Kampen for økologi og for socialisme er derfor to sider af samme sag.’ Kommunisme er et fy-ord, og optræder slet ikke. Til gengæld taler forslaget om både ‘klassekamp’, ‘revolutionens nødvendighed’ og ‘socialistisk samfundsomvæltning’. For Enhedslisten er socialisme lig med udvidelse af demokratiet for hele befolkningen. Der tales ikke om arbejderklassens stat, eller om dens diktatur over de tidligere udbytterklasser - men det hedder ‘Den socialisme, vi arbejder for, skal altså først og fremmest erstatte den nuværende kapitalmagt med hele befolkningens demokratiske, aktive styring af samfundsudviklingen’.

Derefter tilføjes: ‘Dette ambitiøse mål har naturligvis konsekvenser for de midler, den strategi, vi bruger.’

‘Først og fremmest’, forklarer programmet herom, ‘betyder det, at "succes" for Enhedslisten grundlæggende ikke kan måles som antallet af rød-grønne mandater i Folketinget, men som graden af folkelig organisering og mobilisering for en rød og grøn politik.’

Marxismens syn på forholdet mellem reform og revolution er det, at reformerne er et biprodukt af den revolutionære kamp. Enhedslisten tager derimod udgangspunkt i reformkampen:

‘Den socialistiske revolution … vokser ud af hverdagens folkelige kampe(…)’ hedder det. Gid det var så vel: men f.eks. kampen for højere løn og bedre arbejdsforhold - arbejdernes permanente forsvarskamp under socialismen - kan fortsætte i det uendelige, i århundreder, uden af sig selv at slå over i, uden at blive til en kamp om statsmagten, for socialisme. Enhedslisten manipulerer med andre ord med forholdet mellem reform og revolution - også når programforslaget siger: ‘En revolutionær strategi står ikke i modsætning til at slås for reformer. Tværtimod.’

Et andet sted forklarer det: ‘Når Enhedslisten tager afstand fra ‘reformismen’ i Socialdemokratiet og SF, handler det således ikke om, at vi tager afstand fra ‘små skridt fremad’. Men om, at vi ikke tror på klassesamarbejdet som vejen til faktisk at få gennemført nogle holdbare reformer’.

Hvad er ‘holdbare reformer’? Under kapitalismen er ingen (!) reformer til fordel for arbejderne holdbare! Men det kan de blive, mener Enhedslisten tilsyneladende: ‘Reformer får man gennemført ud fra en styrkeposition. Og en styrkeposition opnår man kun ved folkelig mobilisering, organisering og aktion, strejker demonstrationer, ideologisk og kulturel kamp, civil ulydighed o.s.v.’

Der er et stort rod i Enhedslistens forhold mellem reform og revolution. Og det bliver værre endnu:

‘Vores afstandtagen til ‘reformismen’ drejer sig også om, at vi ikke lader vores kamp for reformer begrænse af det kapitalistiske samfunds snævre rammer.’ Enhedslisten vil føre kamp for superreformer. Programforslaget forklarer: ‘Når vi f.eks. kæmper for det indlysende og i udgangspunktet beskedne reformkrav, at afskaffe arbejdsløsheden, er vi således ikke bange for også at bruge de nødvendige midler til at gøre kravets gennemførelse realistisk; at lade staten lave produktionsvirksomheder, at antaste arbejdsgivernes ret til massefyringer, at gennemføre en radikal sænkning af arbejdstiden og mere til af samme skuffe - selv om meget af dette bryder med det kapitalistiske systems grundlove.’ Og når Enhedslisten således realistisk har brudt med det kapitalistiske systems grundlove, kan der opstå problemer, som partiet imidlertid ikke giver op overfor: ‘Hvis kapitaleejerne vil blokere for reformer med trusler om kapitalflugt, vil vi ikke pænt opgive og sige undskyld, men tvært imod rejse krav om yderligere indgreb mod kapitalen, der kan vanskeliggøre kapitalflugten: lukning af Børsen og nationalisering af bankerne f.eks.’ Sådan!

Et beskedent krav som afskaffelse af arbejdsløsheden under kapitalismen kan således få grumme konsekvenser for kapitalejerne. Det er et superreformkrav. Og Enhedslistens poetiske beskrivelse af dets gennemførelse er superreformistisk supervrøvl.