Folkebevægelsens Ungdom i fuld sving

Af Rikke Bay

50 engagerede unge fra hele landet var mødt op til Euro-kursus i København den 1.-2. april.
Her lød også startskuddet for kampagnen "nej til euroforien".

Den første weekend i april holdt Folkebevægelsens Ungdom et internt kursus om euro’en. Det var planlagt, allerede før statsministeren havde fastsat datoen for afstemningen, men det, at der var en dato, gav flere folk lyst til at blive klogere på euro-spørgsmålet. Kurset var koncentreret om de økonomiske argumenter, som vi alle nok når at blive trætte af at høre på i løbet af sommeren.

Fredag aften kom halvdelen af de tilmeldte, og der blev straks malet banner, og diskussionerne blomstrede i krogene. Banneret blev taget med ud lørdag morgen, hvor vi massivt delte materialer ud inde på Strøget. Vi havde både Folkebevægelsens 1. april-løbeseddel og vores egne nye materialer med på gaden. Banneret "glemte" vi at tage med hjem igen, så det hænger måske stadig inde i København. I løbet af formiddagen var de sidste også stødt til kurset, så der var fuldt hus, da vi efter frokost delte op i tre forskellige workshops: grundlæggende økonomi, aktionsgruppe og et skrivekursus, hvor det var muligt at få tips til at skrive pressemeddelelser og læserbreve.

De to største succeser på weekendens program var Haakon Flemmen fra Ungdom Mot EU i Norge, som kunne vække forsamlingen - trods den kedelige ting, at han var programsat som første punkt søndag formiddag - og Margit Kjeldgaard som jasiger. Margit, der har været kampagneleder for Folkebevægelsen, fik den opgave at svare imod vores argumenter, som om hun var tilhænger, og til et debatmøde fik hun en indledning, hvor hun kunne forklare, hvorfor det var vigtigt at vi alle sammen stemmer "rigtigt".

Lørdag aften forløb også godt. Der blev danset vildt til det københavnske band "Svinkeærindet", så selv om musikken ikke faldt i alles smag, og trods lidt forsinkelser i programmet i løbet af weekenden, var de forsamlede sjæle alle blevet lidt klogere. Kurset var et fantastisk startskud for vores kampagne, "sig nej til euroforien", der i de kommende måneder vil sprede sig ud over landet. Det lover godt, at de forsamlede unge mellem 15 og 30 år alle har fået nye idéer og argumenter med hjem.

Sig nej til euroforien

Eurofori er noget man skal tage alvorligt, når en for stor procentdel af den danske befolkning allerede er smittet, og hele regeringen er med til at sprede giftighederne med den etablerede presse som talerør.

Euroforien kommer i alle former. Den viser sig som regel ved, at folk begynder at tale varmt for EU eller blot lader tingene ske hen over hovederne på dem. Det er et farligt stof, der påvirker folks bevidsthed: De vil ikke mere høre på fornuftige argumenter, og langsomt bliver de overbevist om at, det eneste rigtige er at være medlemmer af EU og den fælles mønt, euro’en.

Generelt kan folk dog afvænnes, men de sværeste tilfælde kræver så store ressourcer, at vi desværre nok må anse dem for tabte. De lettere tilfælde kan påvirkes ved samtaler og almindelig fornuft.

Euroforiens bagmænd sidder tungt på statskassen, og de har udviklet en snedig måde til spredning af deres stoffer, så de fleste knap opdager, hvad der er ved at ske. Den stærke påvirkning igennem medierne bringer euroforien direkte ind i folks stuer, og den er derfor meget svær at beskytte sig imod. Dog skal man ikke fortvivle. Der er hjælp at hente på www.eurofori.dk.

Dette er lidt om FolkeBevægelsens Ungdoms kampagne, som sammenligner eurofori med euforiserende stoffer, som det er meget svært at blive afvænnet fra igen, hvis man først er afhængig. Vi har indtil nu fået meget positiv respons på vores materialer, der simpelthen går rent ind hos de unge. Både de borgerlige nejsigere og de autonome miljøer er glade for den anderledes måde at dreje tingene på. Da det jo bliver en sommervalgkamp, planlægger vi flere aktiviteter der kommer ud til de unge på festivaler og strande, blandt andet med freesbees og t-shirts, og til august, når skolerne starter igen, er det vores mål at få "euroforifri" klasser rundt om i landet.

Folkebevægelsens ungdom
Sigurdsgade 39A
2200 København N
Tlf.: 35 82 18 00
E-mail: fbungdom@post.tele.dk

www.eurofori.dk