Microsoft –
Monopol eller misundelsesramt?

Sidste uge bød på et perleeksempel af anskuelighedsundervisning i et par af de indbyggede modsætninger i den post-koloniale monopolkapitalisme.

Den foreløbige kulmination på en sag der tog sin spæde start i februar ’93, som har optaget i kilometervis af spalteplads over hele verden, og involveret bl.a. USAs Justitsministerium, samt offentlige anklagere fra 21 delstater, blev, at Microsoft (MS) blev kendt skyldig i at have benyttet sig af ’ikke-konkurrencevenlige virkemidler’ og i at have forsøgt at presse deres egen internetbrowser ned over hovedet på alle brugere af Windows.

Nu er det jo ikke sådan, at der har fundet nogen strafudmåling sted, den vil allertidligst finde sted om 2 måneder, og herefter vil MS så anke dommen – så vi kan nok se frem til endnu et par års sæbeopera i bedste TVDanmark-stil.

Alverdens børser var ikke sene til at reagere. Efter at meddelelsen om, at forligsforhandlingerne var brudt sammen den 1. april (!), og i særdeleshed efter domsafsigelsen styrtdykkede Microsofts aktier. Nasdaq – det amerikanske aktieindeks for teknologi- og IT-firmaer tog sit største hug nogensinde; 7,6% på én dag, og over 15% på de sidste par uger. MS havde selvfølgelig en stor del af ’æren’ herfor; de faldt 15% på samme dag, hvilket svarer til 80 mia. dollars. Den efterhånden hårdt plagede "visionære filantrop" og medstifter af Microsoft, Bill Gates, mistede 11 mia. dollars af sin personlige ejendom bundet i aktier.

Nasdaq blev kun reddet fra fuld-stændig kollaps ved at en unavngiven investor gik ind og opkøbte massivt – der går ikke helt usandsynlige rygter om, at det var den amerikanske stat.

Det er forståeligt hvis man går på halen over disse svimlende beløb, jeg mener: hvordan kan et beløb, der overstiger en gennemsnits dansk finanslov tabes på bare én dag? Det er her værd at notere sig, at man i et sådant tilfælde ikke modtager et girokort dagen efter på x antal milliarder, nej det er vel nærmere at sammenligne med at have købt en hulens masse skrabelodder, og så sy den ind i sin madras. Når man så for lyst til at skrabe, kan man jo være blevet mangemillionær, men alle pengene kan også være tabt.

Eftersom det bl.a. drejer sig om fiktive penge, investeret i og af firmaer, der reelt ikke producerer noget (dette gælder dog ikke MS), og mængden af denne kapital stiger eksponentielt, er det alligevel kun et spørgsmål om tid, før et alvorligt børskrak indtræffer, hvilket vil medføre en hidtil uset inflation, da utroligt mange aktiekurser er skruet ualmindeligt meget op.

Det virker måske lidt mærkeligt, at USA har et monopoltilsyn, man skulle vel mene, at udbud og efterspørgsel – de store der æder de små, var alt hvad "guds eget land" behøvede for at styre økonomien. Her er man så alligevel fra statens side skredet ind "for at beskytte forbrugerne", som man så ædelt forklarer. Det kunne jo også have noget at gøre med, at Microsoft reelt set kvæler mange både små og store amerikanske virksomheder, og hermed overlader initiativet til de mange udenlandske IT-firmaer især i Fjernøsten til direkte skade for amerikansk indtjening.

Microsoft er et sandt multinationalt firma, der med ufattelig arrogance altid bevæger sig på kanten af loven. Man har flere gange i løbet af retssagen beviseligt løjet, og det samme har Hr. Gates, hvis vidneudsagn kun kunne tilvejebringes v.h.a. en forudindspillet, flot produceret video.

Det ville være forkert at kalde MS for lokalpatriotisk; her er man fuldstændig ligeglad med noget så abstrakt som landegrænser, man tvinger den lokale regering til at ’smidiggøre’ sin lovgivning, ellers lægger man sit forehavende andetsteds.

Omfordelingen af verdens ressourcer foregår i mindre grad mellem lande/stormagter, og i større grad mellem kæmpefirmaer, der er ligeglade med, om det er et konkurrerende firma eller en mindre nationalstat, man opkøber eller tvinger i knæ.

Af MS ca. 35000 ansatte på verdensplan er der en del, der arbejder som en art daglejere. Man tjener marginalt mere end tilsvarende arbejde, til gengæld betaler man selv ferie og sygdom. Der er naturligvis ingen arbejdsløshedsforsikring, og man ved ikke om der er arbejde til én, når man møder om morgenen.

For man lov til at lave noget, så finder man sit skuffedarium, og ruller det hen til et ledigt skrivebord. Her er ikke noget med faste pladser.

MS har under hele retssagen påberåbt sig retten til at ’innovere’ – til at være nyskabende – at enhver sanktion indført overfor dem ville indskrænke denne ret. Men MS er nok et af de mindst nyskabende firmaer. Det de er gode til, er derimod at tage andres gode idéer og gøre dem til deres egne, med en lille tvist: Det virker kun under Windows.

EU-Kommissionen har også fået øje på MS, man vil gerne stække vingerne på den amerikanske gigant. Under dække af at undersøge om internetbrowseren i MS seneste skud på stammen - Windows 2000 - er "for tæt bundet til operativsystemet", vil man forbedre mulighederne for de europæiske IT-virksomheder på bekostning af MS.

I Tyskland bliver en lille del af Win 2000 undersøgt meget grundigt, idet MS har licenseret denne del af et firma ejet af Scientology, en brøde efter tysk lovgivning. I Frankrig bruger man ikke MS produkter i visse offentlige instanser såsom militæret, idet man mener at der er indbygget en ’bagdør’, der gør at den amerikanske efterretningstjeneste kan få adgang til ens data. Kanonerne er kørt i stilling.

Efter dommen er fældet er gribbene stimlet sammen omkring ådslet. En mængde civile søgsmål er enten blevet anlagt, eller er igen blusset op; alle vil have en del af kagen, hvis der bliver indført alvorlige sanktioner mod MS. Diverse firmaer har været fremme og forslå en opsplitning af MS i mindre enheder, der så skulle konkurrere indbyrdes, en i bedste fald mærkværdig situation.

MS har ført retssager mod firmaer, der angiveligt skulle have stjålet windows’ "look and feel". Man mener altså, at have patent på ’windowsfølelsen’ – der må vel her være tale om den velkendte "Blue Screen of Death", som alle windowsbrugere er bekendt med. Følelsen man har, når ens arbejde er spildt, og man er nødt til at genstarte PCen.

Det er en ægte windowsfølelse.

 

J. Od.

Microsoft Certified Professional

Medlem af Oktober & DKU