Antallet af psykisk kriminelle er stigende. I dag findes der 1444, imod 300 i 1980. Hver dag bliver en dansker stemplet som psykisk kriminel og får det, man kalder en anbringelsesdom, på ubestemt tid, enten på en psykiatrisk afdeling eller sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland. Nogle, fordi de skal have psykiatrisk behandling samtidig med, at de afsoner deres dom. Men man har på forhånd bestemt, at de ikke er mennesker og heller ikke skal behandles som sådan.

John er en af dem. Han er 16 år, da han får dommen anbringelse på ubestemt tid på sikringsafdelingen. Først hælder han kogende vand over storebroderen, som først har tæsket ham. Få dage efter stikker han en kniv i maven på stedfaren, pga. en skide sodavand, som de er blevet uenige om. Faren siger, mere i gas, at han kan få en over nakken. John opfatter det som en trussel og hans livs mareridt

John er startet som sindssyg i gerningsøjeblikket, og efter en time hos en psykolog stilles diagnosen, "infantil grænsebarndomspsykose", som kan udvikle sig til skizofreni. Efter halvandet år mener lægen dog, at John er i betydelig bedring, og han får tre timers frihed hver dag, hvor han kan være sammen med sin familie, og han er ikke psykotisk Nu er han uden medicin og burde defor have en mildere dom. Han får en bistandsværge, som er enig med lægen. Og han mener, John er motiveret for at komme i gang med skolen og en uddannelse, og sådan burde det også være gået. Der skrives til byretten, at "det vil lette en langsom udslusning, som vi selvfølgelig vil gennemføre langsomt under forsat kontrol og behandling". Byretten er enig og skriver, at "det lægges efter overlæge Annelise Bildes erklæring til grund, at John ikke længere er psykotisk, og at en forsat lang varig indlæggelse ikke er befordrende for en bedring af hans tilstand. "

Men her stopper enigheden så. Anklageren kører sagen til Østre Landsret, og sagen tabes. Retslægerådet, der aldrig har set eller snakket med John, skriver, at selv om der ikke er åbenlys sindssygelige symptomer ved klinisk vurdering, har han ikke været indespærret længe nok, til at dommen kan ændres omkring behandling og frihed.

John bliver nu overflyttet til Vordingborg, hvor tvangsmedicineringen af ham starter. Medicin, som har en del bivirkninger, bl.a. hallucinationer, muskelstivhed og rystelser. John klager over dette, men uden held. Efter en tid kommer han ud i slagsmål med en kvindelig indsat, som hele tiden rør ved ham og ender med at stikke ham en på snotten. Hun får den retur. En anden dag bliver en plejer banket i gulvet efter at have provokeret John gentagne gange. Dette kræver 21 dages bæltefiksering, hvor han bl.a. skal tisse og lave på et bækken og kun får en hånd fri, når han skal spise.

John bliver overladt til sig selv og begynder at tage stoffer, da disse er nemme at få fat på. Han laver brandmærker på sig selv og truer med selvmord. Det, som skulle have været en ,behandling er nu blevet til en straf på ubestemt tid blandt landets mest farlige kriminelle. Der er ikke personale og læger nok til at foretage behandling eller samtaleterapi, som jo var det, John blev dømt til. I dag er han i stedet blevet en intern strid mellem de forskellige institutioner.

I dag bliver de fleste fyldt med medicin som sesotinol, seranase, leponer og trilafon, alt sammen psykofarmaka, som har de ovenstående bivirkninger. En noget syg opfattelse af, hvad en psykisk syg har brug for. Man kunne tro, vi skulle tilbage til gamle dage, hvor man intet vidste om psykiske lidelser. Eller hvad?