I de vestlige medier tales der en del om den ukendte Putin. Dermed sigtes til hans politik - først og fremmest over for Vesten og vestlige investorer i Rusland. Det har ikke forhindret Boris Jeltsins personligt håndplukkede efterfølger som præsident i at nyde massiv støtte fra Vesten. Præsidentvalget var en formssag. I kraft af overdragelsen af præsidentposten, kontrollen med medierne og krigen i Tjetjenien, hvor Putin optrådte som hård, hensynsløs og beslutsom øverstkommanderende, var resultatet givet på forhånd. Det russiske ‘parlamentariske demokrati’ har ikke, og slet ikke i spillet om præsidentposten med dens enorme magtbeføjelser, ført valgkampe i traditionel vestlig forstand - det vil sige mellem to nogenlunde lige stærke grupperinger inden for den herskende klasse, der på skift deler præsident- og regeringschefposter mellem sig. I Rusland var der én kandidat - med den centrale statsmagts, hærledelsens, sikkerthedstjenestens og de nye finansoligarkers støtte: Vladimir Putin. Det eneste lettere overraskende var, at Gennadij Sjuganov fik næsten 30 pct. af stemmerne. Det må tages som udtryk for, at modviljen mod Ruslands nye magthavere er fast og indgroet. Selvom det også må tilføjes, at Sjuganov og hans parti heller ikke for Vesten længere står som et rødt spøgelse fra fortiden, og man har forstået, at hans parti er parlamentarisk, ‘nationalkommunistisk’ og ikke marxistisk-leninistisk. En særlig slags socialdemokrati. Samtidig er et nyt socialdemokrati af mere vestligt tilsnit sendt netop sendt på banen med henblik på fremtidige dumavalg: Den sidste sovjetiske partileder og præsident Mihail Gorbatjov har netop dannet et sådant af en række forskellige grupperinger.

Personen Putin kender Vesten meget vel. Hans karriere som KGB-mand og spion i DDR og hans opstigning i det ny Kreml-hierarki til efterretningschef og posten som premierminister og præsident uden nogen form for parlamentarisk karriere er kortlagt i detaljer. Og de vestlige ledere - med Storbritanniens Tony Blair i spidsen - er kommet på fornavn med ham. ‘Det ukendte’ refererer til, at han ikke har fremlagt et blot nogenlunde klart politisk program før valget.

Det er nu ikke så svært: Putin skal fortsætte der, hvor Jeltsin slap, da han blev sendt på pension med garanti mod, at han og hans klan blev retsforfulgt for at have raget millionformuer til sig. Under Jeltsin overdroges de enorme værdier i industrien og naturressourcerne for en slik til gangsterkapitalister, finansoligarker af typen Boris Beresovskij, der i begyndelsen af 90’erne opkøbte nogle af de mest givtige virksomheder i råvaresektoren og skabte sig et imperium, der bl.a. består af luftfartsselskabet Aeroflot og en omfattende mediekoncern med aviser, forlag, radio og tv - med den førende tv-station ORT i spidsen. Efter udplyndringen af disse gigantiske ressourcer - og den bundløse forarmelse af land og befolkning - kaster den ny herskerklasse røveblikkene på jorden og muligheden for ved privatisering at skabe profit ved omdannelse af de nuværende kollektivbrug til storgodser og på ejendoms- og boligspekulation. Der eksisterer selvfølgelig en massiv folkelig modstand mod overdragelsen også af disse værdier - de sidste resultater af den borgerligt demokratiske revolution, som var indeholdt i Oktoberrevolutionen. Den skal Putin knække, samtidig med han skal beskytte den ny herskerklasse mod revolter. Det vil betyde indskrænkninger af de i forvejen beskedne demokratiske rettigheder i det råkapitalistiske Rusland, politiske forfølgelser og arrestationer fra et sikkerhedspoliti, som er ved at genvende en hovedrolle i staten.

Samtidig skal Ruslands stormagtsstatus genvindes. Det vil sige, at et nyt imperialistisk Rusland udformes, der først og fremmest baserer sig på den hær, der sattes ind i den blodige og beskidte krig i Tjetjenien. I første omgang skal den sikre, at alle naturtilgange osv. inden for den russiske føderation falder på og forbliver i den ny herskerklasses hænder. Og Putin vil kræve, at dette ny Rusland får en plads på verdensarenaen, i stormagtsspillet i ‘Den ny verdensorden’. I alt dette vil han gå forsigtigt frem i forhold til Vesten, søge støtte, give indrømmelser - dele en del af rovet fra udplyndringen af det mishandlede land til den vestlige kapital. En ‘pragmatiker’ kaldes han i nogle af de vestlige medier.

Den ny russiske præsident er en ‘pragmatisk’ fascist - bragt til magten af den ny russiske herskerklasse, den internationale kapital og det globale ‘demokrati’.