En økonomisk analyse af samtiden er ikke noget, man bare kaster sig ud i. Man kan vel uden overdrivelse sige, at netop økonomi er en af marxismens sværeste discipliner. Heldigvis kræves der ikke af os, at vi skal opfinde den politiske økonomi. Marxismens klassikere indeholder hele det fundament, der skal til for at forstå nutiden, selv om de tidligste arbejder af Marx og Engels ligger mere end 150 år tilbage.

Som en milesten i formidling og konkret analyse står et af det socialistiske Sovjetunionens sidste gaver til det politiske bibliotek: "Lærebog i politisk økonomi", udgivet 1954. En lærebog, som netop har den kvalitet, at den kan læses, forstås og bruges af kommunister og arbejdere uden nogen andre faglige forudsætninger end søgen efter forståelse.

Vi behøver heller ikke at udtænke en analysemetode, fordi Marx og Engels i deres arbejde afdækkede loven for udvikling og bearbejdede den som arbejderbevægelsens og den nye tids filosofi: den dialektiske og historiske materialisme.

Det primære er den objektive verden, hvor de enkelte fænomener ikke kan forklares adskilt og isoleret fra sin sammenhæng til helheden. Alting er under stadig forandring i stadig bevægelse, en evig proces af fødsel og død. Samtidig er udviklingen ikke en simpel vækstproces, men en proces, hvor grundlæggende forandringer sker som en pludselig, springvis overgang fra den ene tilstand til den anden, ikke tilfældigt, men lovmæssigt som resultat af gradvise kvantitative forandringer. Udviklingen skal forstås som en kamp mellem det bortdøende og det opkommende, en kamp mellem modsætninger.

Hvilke fænomener er karakteristiske for nutidens kapitalisme?

Situationen med to parallelle verdensmarkeder er afløst af en ny periode med et fælles kapitalistisk verdensmarked. Inden for perioden med to verdensmarkeder 1945 - 1990 har der været en stadig udvikling i begge blokke. I 1954 deltog 11 lande i det demokratiske verdensmarked: Sovjetunionen, Kina, Polen, Tjekoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Albanien, DDR, Mongoliet, Korea. - Hvilket svarede til ca. 1/4 af Jordens areal og ca. 1/3 af menneskeheden.

Efter 1957 forfaldt det demokratiske verdensmarked til kapitalistisk karakter, men vedblev med at bestå til Sovjetunionens fordel. Samtidig med, at Østblokken skiftede karakter, blev Warszawapagten forvandlet til et imperialistisk værktøj, bl.a. beregnet på at holde de enkelte medlemslande nede.

Da Østblokken blev opløst omkring 1990, var det, der skete, ikke en sammenlægning af to markeder til et, men det ene markeds fuldstændige udslettelse og det USA-domineredes totale overtagelse af hele Jorden. Afregning i dollar blev indført fra den ene dag til den anden, hvor man tidligere havde opretholdt en vis form for vareudveksling.

På nogle område ligner situationen nu til forveksling situationen fra før 1. verdenskrig, hvor verdens territoriale opdeling var tilendebragt, men på grund af den ujævne udvikling i de imperialistiske lande skiftede styrkeforholdet og skabte basis for en nyopdeling af verden. Nogle centrale forskelle er, at der har været en socialistisk blok, der i en lang periode sikrede fremgang for hele arbejderbevægelsen, at det gamle kolonisystem er afløst af et nyt, at de to verdenskrige byttede grundigt rundt på rollefordelingen i den imperialistiske verden.

10 år efter murens fald er der sket en relativ stabilisering af dagens imperialistiske stormagter: USA, EU, Kina, Japan og Rusland. Samtidig har den voldsomme økonomiske krise kastet store dele af de neokoloniale lande i Asien, Mellemøsten, Afrika og Latinamerika ned i dybeste armod.

Det er blevet populært på venstrefløjen at fremhæve store verdensomspændende virksomheders grådige hærgen som et nyt træk ved imperialismen. Og nogle prøver at formulere en teori i retning af, at statsmonopolkapitalismen er under afvikling til fordel for en mere kosmopolitisk transnational udvikling.

Andre prøver bare at fordreje at indholdet af statsmonopolkapitalismen (der jo betyder statsapparatets underordning under monopolerne). Det borgerlige demokrati er en facade for monopolerne, og en overtagelse af regeringsmagten kan kun ske ved et knæfald for monopolernes herredømme.

Nogle siger, at imperialisterne er i gang med at afmontere nationalstaterne til fordel for "globaliseringen". Men hvad var kolonitiden og de næsten 100 år med et kapitalistisk verdensmarked under Englands førerskab, hvis det ikke netop var nedbrydning af nationalstaterne og krigsråd mellem imperialisterne om byttet?

De store imperialistmagter er basis eller moderlande for de store verdensomspændende selskaber, og der skal ikke meget til, førend de med militær magt viser den rigtige sammenhæng mellem virksomheder og nationalstat.

Selvom verden af i dag er fuldstændig anderledes end for 15 eller 150 år siden, er det vores konklusion, at intet grundlæggende eller principielt har forandret sig ved imperialismens væsen, ingen modsætninger er ophævet, og de økonomiske love, der blev afdækket af Marx, er fuldt ud gyldige. Derfor er marxismen-leninismens konklusion også den samme: Kun en revolution kan bringe arbejderklassen og folket til magten.